Hvordan skal vi forstå borgerkrigene i Mellemøsten, folkemassernes vandringer og generalernes betydning? En (gen)læsning af Tolstoy’s roman, Krig og Fred, kan stærkt anbefales

Ifølge internationale medier blev den russiske premierminister Medvedev forleden sendt på gaden med en offentlig besked til NATO, USA og Saudierne om at tredje verdenskrig lurer, dersom de involverer sig mere aktivt i krigen i Syrien. I stedet skal parterne mødes ved forhandlingsbordet. Det gjorde de så i går med det resultat at der efter sigende forventes at være bragt en våbenhvile i stand pr. 1. marts. Imens falder bomberne tæt over Aleppos forstæder og vi andre mindes det politiske spil, der førte frem til WW2: på den ene side et Frankrig og et England, der var afmilitariserede og stadig udmattede efter WW1 og på den anden side Hitler og hans slyngler, der forhandlede på skrømt, mens de planlagde okkupationen af Sudeterland og det daværende Tjekkoslovakiet. Siden har historikerne skændtes om hvorvidt Hitler havde kunnet være kvalt ved fødslen, dersom vi havde taget krigen på det tidspunkt i 1938 hvor hans krigsmaskine endnu ikke var fuldt udfoldet. Til orientering er juryen stadig ude…

I dag er det præcis det samme dilemma, vi står overfor – skal vi poste milliarder ind i et eskaleret våbenkapløb eller vil vi fortsætte med at holde vejret og lade stå til i håb om at fornuften vil sejre? Hvornår er nok nok? Når krigen ikke længere føres på Syrisk grund, der ret beset nu er blevet reduceret til et øvelsesterræn for Putins tropper, imens planerne lægges for det næste nålestik, der givetvis vil føres tæt på de baltiske lande? Det bliver næppe i første omgang Finland, Sverige eller Bornholm, der vil stå for skud. Men vent og se. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid førend disse nålestiksoperationer får et sådant omfang at vi er nødt til at gribe ind for at bevare vores frihed? Men er det så det værd? Skal vi flygte til USA allerede nu? Eller skal vi blive og tage kampen op?

For at blive klog på disse spørgsmål lønner det sig naturligvis at kunne sin historie. Imidlertid skal vi – for at forstå – verdens gang i disse måneder træde endnu et skridt tilbage, nemlig til begivenhederne i 1800 – 1814. I årtierne rundt om var Europa præget af Napoleonskrigene, der hærgede store dele af kontinentet. Hvorfor fandt disse begivenheder sted? Var de forårsaget af én mands storhedsvanvid? En national eufori? En uopmærksom omverden?

Det interessante er nu at vi faktisk besidder en enestående historisk tolkning af disse begivenheder: Tolstoy’s roman om ”Krig og Fred”. Dette er naturligvis verdens bedste roman, der på tværs af begivenhederne fængsler med sin beretning om anti-helten, Pierres, kamp for at finde frem til en mening med tilværelsen. Men romanen var og er også et overordentligt vægtigt indlæg i vores forsøg på at begribe ”historiens gang”.

Alligevel læses den alt for sjældent af historikere, som det den også var og er: nemlig et indlæg i datidens historisk-filosofiske debat. Den seneste danske udgave, der udkom i 2004 på Gyldendal bidrog dog for mig til denne afklaring. Udgaven blev nemlig udstyret med den første danske oversættelse af det historisk-filosofiske essay, som Tolstoy faktisk afsluttede sit værk med. I dette essay rejser han romanens overgribende spørgsmål således: ”I denne 20 års periode [Napoleonstiden] bliver et enormt antal marker ikke pløjet, huse bliver brændt, handlen ændrer retning; millioner af mennesker forarmes, bliver rige, flytter sig, og millioner af kristne, der bekender sig til næstekærlighedens lov, slår hinanden ihjel. Hvad betyder alt dette?” (s. 682).

Tolstoy’s svar er for nu at sige det mildt dybt interessant af flere årsager. For det første er svaret naturligvis væsentligt fordi han udfolder det kunstnerisk i et epos, der næppe kan undgå at fængsle en hvilket som helst læser, der er vokset fra Harry Potters ulidelige heroisering af helten. Men det er altså også væsentligt at han faktisk gør sig umage med at forklare det mere nøgternt. Det han hævder er, at historiens gang ikke kan forstås som andet end historien om menneskers omgang med magten. Men spørger han, hvorledes får folk magt? Og hvem har magt? Her gør han den interessante iagttagelse, at såkaldt magtfulde mennesker – de, der udsteder befalinger – faktisk er de mennesker, der er længst væk fra begivenhedernes gang. Vi går derfor fuldstændig fejl hvis vi tror at vi kan forstå begivenhederne i Napoleonstiden med henvisning til Napoleon. Eller for den sags skyld, begivenhederne i dag, med henvisning til Putin. For nu at skære det ud i pap: rædslerne i de tyske koncentrationslejre lader sig ikke begribe alene med henvisning til Hitler, Himmler, Eichmann og alle de andre forbrydere. Holocaust ville jo aldrig have fundet sted med mindre mennesker havde udført handlingerne! Som Tolstoy skriver: ”Hvis man vil være sikker på at en ordre bliver udført, må mennesket udtrykke en ordre, som kan udføres”. Nogen skal gøre det beskidte arbejde, ville vi sige. Vi har en fejlagtig forestilling, hævder Tolstoy, at en ordre, der går forud for en begivenhed, er årsagen til den, fordi vi glemmer de ufattelig mange andre ordrer, der kunne have været udstedt, men som aldrig blev det; eller som blev udstedte, men ikke havde nogen konsekvens. Vi ”ser” kun de ordrer, der – tror vi – leder frem til de begivenheder, vi ønsker at forklare. Hvis udfoldelsen af denne erkendelse lyder tørt kan jeg kun anbefale at læse Tolstoy’s skildring af krigsskuepladsen in 1805 og slaget ved Austerlitz i bind et af Krig og Fred. Hvis det forekommer for eksotisk skal jeg bede læseren om at tænke på lederen af hans eller hendes arbejdsplads, der render rundt og hæver en fed løn for at holde betydningsfulde møder på direktionsgangen om den tilstundende omorganisering af arbejdsgange og kontorindretningen.

Men hvad ”skaber” så historien? Lovene? Filosofien? Litteraturen? Eller med andre ord: ideerne? Svaret er ifølge Tolstoy et rungende nej. I virkeligheden er disse forklaringer også bare skalkeskjul for at heroisere det sublime menneskes indflydelse. Nu er helten bare ikke længere en Napoleon eller en Putin, men derimod en Voltaire.

Men hvad skaber så historiens gang? Svaret er ifølge Tolstoy summen af ”alle de menneskers virksomhed, som deltager i begivenheden og altid forener sig sådan, at de, der tager den største umiddelbare del i begivenheden, tager det mindste ansvar på sig; og omvendt”.

Det er altså dit og mit ansvar, der er udslagsgivende, skriver Tolstoy. Heraf skulle man så tro, at han mener at vi som mennesker grundlæggende er frie til at træffe (det rigtige valg). Så enkelt er det imidlertid slet ikke. Faktisk tværtimod. Tolstoy er af den opfattelse at når alt er sagt og gjort er vi jo bundet af både tid og sted. Vi ender altid med i sidste ende at støde os på kendsgerningerne. I mødet mellem de to modsætninger – bevidstheden om at vi har friheden til at gøre ét og fornuftens erkendelse af nødvendigheden af at gøre noget andet – sejrer nødvendigheden altid. Vi ser det bare ikke, hvis vi er tæt på begivenhedernes gang. Vi er aldrig sat udenfor – ”udelukket fra alle indflydelser”, skriver Tolstoy. Frihed er, skriver han, ”for fornuften kun et øjeblik, en ubestemmelig følelse af liv”.

I sit essay konkluderer han at ”hvis historien som sit emne har folkeslagenes og menneskehedens bevægelser og ikke beskrivelsen af episoder i menneskers liv, så bør den, idet den skubber begrebet årsag til side, søge de love, der er fælles for alle ligeværdige og uløseligt forbundne, uendeligt små elementer af frihed.”

Lad være at Tolstoy i denne skildring er for stærkt optaget af at analogisere fra naturvidenskabens datidige optagethed af atomernes rasen. Tilbage bliver dog at han historisk-filosofisk her ser klart, at historiens gang ikke består i en skildring af disse myriader af uendeligt små begivenheders farten rundt på jordklodens overflade, men derimod i de love, der styrer denne farten rundt.

Men hvilke love?

Det er naturligvis indlysende at Tolstoy og Marx – som aldrig mødte hinanden – på sæt og vis tænkte i de samme baner. Begge var de anarkistiske profeter, der på hver deres vis var optaget af at forstå historiens gang som forankret i nødvendighedens lov. Hvor Marx dog var optaget af den historisk-materialistiske forståelse af nødvendigheden, så Tolstoy som bekendt anderledes på det. Hans tilgang var Kristendommens fordring på hin enkeltes engagement i det enkle hverdagsliv. Når livet lykkedes, mente den ældre Tolstoy, skyldtes det menneskets hengiven sig til ”nærheden”. Meget blæk er blevet spildt på at forstå bruddet mellem hans tidlige forfatterskab og hans senere profetiske og spirituelle skriverier. Tilbage står imidlertid at der faktisk går en lige linje fra hans skildring af den sårede Fyrst Andréj Bólkonskij’s oplevelse af den høje blå himmel, der hvælvede sig over valen ved Austerlitz og Tolstoy’s egen senere epifani. Begge forenes de i foragten for den lille mand, Napoleon’s, selvopblæsthed. ”Skønt fyrst Andréj for fem minutter siden havde kunnet sige nogle ord til soldaterne, der bar ham, tav han nu med øjnene rettet lige på Napoleon… Så tomme forekom ham nu Napoleons interesser, så småtskåren forekom selve hans helt ham, med denne smålige forfængelighed og sejrsglæde, sammenlignet med den høje, retfærdige og gode himmel, han havde set og forstået, at han ikke kunne svare ham” (I: 349).

Læseren står naturligvis her tilbage med en vis ærefrygt. For hvis dette øjeblik – denne religiøse omvendelse fra heltetilbedelsen til en fredfyldt ”hvilen i verden” – er tilværelsens substans, bliver vi nødt til at spørge ind til hvilke love, der driver disse øjeblikke ind i vores liv? For Tolstoy var det ganske enkelt. Han mente, det handlede om, at vi som mennesker skulle give slip på vores fejlslagne forestilling om at vi havde en fri vilje til handle og gøre en forskel; så at sige drive på historiens gang. Tværtimod, mente han, at vi var uhjælpeligt bundet til jorden og at historieskrivningens opgave var at finde frem til og skildre lovene for hvorledes denne bundethed lod sig udfolde. Vi er – mente han – tvunget til at ”give afkald på en ikke eksisterende frihed og anerkende en afhængighed, vi ikke føler”.

Putin, igen, igen…

Tilbage til forbryderen Putin og den russiske bjørns rumlen i de dybe skove. I disse dage ser vi titusindvis af ulykkelige mennesker presset op mod grænsen in til Tyrkiet, fordi bomberne falder med en råstyrke, som ikke er set siden Hitler lod sine soldater lugte blod i den spanske borgerkrig. Samtidig kan vi tilsyneladende konstatere at den russiske befolkning med næsten en mund støtter op om den politik, der bliver ført. Og vi erindrer Tolstoy’s dictum om at ingen ordre afgives, der ikke lader sig føre ud i livet. Det er som om vi endnu engang er øjenvidner til hvad der efter alt at dømme virkelig rummer muligheden i sig til at udvikle sig til det globale, kollektive selvmord, som Medvedev advarer om. Det vi imidlertid ikke ser er at denne bevægelse mod afgrunden ikke skyldes Putins gøren og laden, men derimod det forhold at han heri sådan set bare afspejler den russiske folkesjæls drømme og forhåbninger om at kunne udfolde sig frit i en omverden, der ikke respekterer dens særlige måde at lave samfund på. (Heri er der ikke den store forskel på tyskernes ”Drang nach Osten”, som Hitler så åbenlyst spillede på da han begyndte på sit eventyr ved at ”frisætte” sudetertyskerne.)

Og hvad vi slet ikke vil er at forsøge at begribe den specifikke ”kultur”, der ligger bag herom, endskønt lovmæssigheder for vores kulturelle forankrethed netop er de lovmæssigheder for folks handlen og gøren, som Tolstoy efterlyste en større erkendelse af.

Nuvel, han kunne jo i sagens natur ikke kende til den gradvist erhvervede indsigt i menneskers gøren og laden, som det 20. Århundrede var vidne til, og hvor der går en lige linje fra Marx’s økonomiske og materialistiske forklaringer over sociologiens sociale og psykologiens psykiske forklaringer til vor tids beskæftigelse med samspillet mellem kognition og kultur.

Men han erkendte intuitivt at kultur i en eller anden forstand altid i sidste ende er religiøst forankret. Skal vi derfor forstå hvad der foregår i Rusland i denne tid er der ingen vej uden om at blive klogere på religionens væsen og herunder mere specifikt den Ortodokse kirke og dens stadigt voksende greb i den russiske befolkning, vreden over Ukraines kirkepolitik i Moskva samt den folkelige angst for Islams fremvækst i de sydlige regioner ind mod Georgien og Azerbaijan, der grænser op til Iran.

Måske er vi i dag klogere end Tolstoy var. Vi ved at han havde ret i sin historiefilosofi og at historieskrivning ikke handler om at skildre begivenhedernes gang, men derimod at finde frem til lovmæssighederne bag. Vi ved også at økonomiske, sociale eller psykologiske forklaringer ikke holder vand. Ligesom vi også nu har vist, hvad Tolstoy intuitivt forstod, at mennesker er kulturelle og religiøse væsener, der er bundet op af på den fundamentale livspraksis (kultur), de fra barnsben af har lært.

Men vi er også kollektivt meget dovne. Vi ser at folkemasserne har sat i bevægelse. I morgen står de ikke foran vores dør. De er her allerede skubbet på vej af en kombination af kulturelle stridigheder af en apokalyptisk størrelsesorden, som vi ganske rigtigt ikke har set magen til siden WW2. Samtidig lytter vi til mediernes ”heroisering” af Putin og Merkel, vi følger deres gøren og laden mens de som en små Napoleon’er gør sig til på møder bag lukkede døre. Vi føler os afmægtige og vi anråber dem om dog ”at gøre noget”.

Sandheden er imidlertid at misæren ikke skyldes ”mangel på lederskab”. Den skyldes mest af alt mangel på selv- og livsindsigt. Det gælder vel at mærke ikke kun de fremmede, der kommer til os, men i lige så høj grad os selv: hvad vild et egentlig sige at være dansker? Skandinav? Europæer? Kristen?

Det er helt sikkert tid til at læse Tolstoy’s forfatterskab. Men begynd med ”Krig og Fred”…

Af Karen Schousboe,
Etnolog og forfatter.
12.02.2016

Lev Tolstoy: Krig og Fred. På dansk ved Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen, C. W. Volkersen, Ad. Stender-Pedersen og Marie Tezlaff. Gyldendal 2004, bd. 1 – 2.

Save

Krav om kulturel assimilation er en afgørende forudsætning for færre kulturelle spændinger mellem muslimer og kristne

Lebanesere, der mellem 2013 – 2014 ansøgte om job i Frankrig havde forskellig succesrate alt afhængig af om de var kristne, jøder eller muslimer. En kristen kunne nøjes med fem ansøgninger, en jøde syv ansøgninger mens en muslim gennemsnitligt måtte sende 20, førend indsatsen gav pote.

Denne og andre tilsvarende undersøgelser er publiceret i en ny bog udgivet på Harvard University Press af sociologerne Claire Adida, David Laitin, and Marie-Anne Valfort . Titlen er “Why Muslim Integration Fails in Christian-Heritage Societies.” (Harvard 2016)

Dette er en yderst interessant bog. For det første fordi den meget tydeligt påviser at der finder diskrimination sted baseret på religion og ikke region. Det handler altså ikke om hvorfra folk kommer, men derimod den religion, de sender et signal om at tilhøre. I et eksempel afprøvede forskerne således hvilke n forskel det gjorde at en mand kaldet ”Muhammed” i en ansøgningssammenhæng tog navneforandring til ”Adam”. Chancen for at få et job blev simpelthen signifikant større. (Dette er en erfaring, der intuitivt deles af de mange immigranter til USA, som lige så stille accepterer at få deres navn ændret uanset om deres herkomst er polsk, italiensk, dansk eller arabisk).

For nu at gøre det klip-klart påviser forskerne således entydigt at der finder diskrimination sted på det franske arbejdsmarked og at denne diskrimination er religiøst betinget. Desuden påviser de at følelsen af at blive diskrimineret imod vokser med tiden. Det er denne erfaring, der skaber en større grad af religiøs identifikation blandt 2. Generationsindvandrere med muslimsk baggrund. Tryk avler modtryk, så at sige…

Men forskerne går videres. I et afsluttende kapitel forsøger de at måle graden af diskrimination på arbejdsmarkedet i 16 vesteuropæiske lande og forsøger at finde frem til hvorvidt forholdene er ensartede i lande præget af multikulturalisme versus lande præget af en politik om assimilation. Af disse 16 lande er Danmark suverænt det land, der politisk set stiller højst krav om assimilation, mens Sverige som bekendt ligger i den anden ende af spektret.

Det viser sig nu at jo mere assimilation, der stilles krav om, des bedre bliver integrationen. Lidt mere specifikt kan det konstateres at tilstanden i vesteuropæiske lande præget af krav om assimilation er

1. Graden af religiøsitet blandt muslimer er indledningsvis større end i multikulturelle samfund. Dvs. folk ankommer, bliver mødt med krav om assimilation og præsenterer sig derfor som mere religiøse end de ville gøre, hvis de var ankommet i et multikulturelt samfund. Deres børn bliver samtidig mere religiøse. MEN: I multikulturelle samfund bliver børnene statistisk signifikant meget mere religiøse (radikaliserede) end de gør i assimilerende lande. Med andre ord: når folk ankommer til assimilerende lande bliver de mere udfordret på deres religiøse identitet end i multikulturelle lande hvor ”de åbne armes politik” hersker. Efterfølgende bliver deres børn imidlertid statistisk signifikant mindre religiøst sindede end deres kusiner og fætre, der vokser op i multikulturelle samfund, der griber chancen for at udfolde sig. Så ja, alle 2. generations indvandrere har en tendens til at betone deres religiøse identitet. Men udviklingen på dette område er stærkere i multi-kulturelle samfund.
2. Det same mønster gælder også indvandrernes holdninger til kønsforskelle. De ankommer og er gennemsnitligt betragtet ikke særligt liberale. I lande præget af assimilation får 2. generationsindvandrerne imidlertid et statistisk signifikant mere liberalt syn på kvinders frigørelse end det som herskede I forældregenerationen. OG: De får et mere liberalt syn på kvinder end i multikulturelle samfund (hvor børnene får langt mere lov til at vokse op i gettoer).
3. I assimilations –lande er Muslimer alt andet lige mere udsatte for diskrimination på arbejdsmarkedet, når de ankommer end tilfældet er i multikulturelle lande. Dette forværres over tid og gælder også deres børn. MEN: Chancen for at blive diskrimineret imod bliver større i multikulturelle lande, hvor fornægtelsen af problemet tilsyneladende skaber større frustration og usikkerhed.
4. Når det gælder almen diskrimination, ses det samme mønster.

Konklusionen er at i multikulturelle såvel som i assimilations-samfund oplever flygtninge og indvandrere med en muslimsk baggrund hurtigt en kontant og meget følelig diskrimination. på arbejdsmarkedet. Denne diskrimination er forankret i konkrete oplevelser såvel som mere diffuse ”smagsbaserede” holdninger blandt arbejdsgiverene. På den ene side finder denne diskrimination sted på grund af udfordringer forankret i religiøse forskrifter.

På den ene side betinges denne diskrimination hos arbejdsgiverne angiveligt i erfaringer med bøvl med de muslimske arbejdstageres manglende vilje til at acceptere kvindelige ledere, uvilje til at give hånd, krav om plads til religionsudøvelse (bøn) på arbejdspladsen, krav om særlige religiøse fridage, uvilje til eksempelvis at servere vin for gæsterne på restauranter, manglende arbejdsindsats under Ramadanen, krav om halaslagtet mad i kantiner osv. Hertil kommer general uvilje blandt arbejdstagerne om at skulle acceptere arbejdstagernes krav om at have ret til at skilte med religionen gennem særlig klædedragt (huer, skæg, tørklæder) og udfordringen heraf af virksomhedens ønske om at ”fremstå” på en bestemt vis.

Dette giver alt andet lige anledning til en forstærket religiøs identitetsfølelse blandt de muslimer, der oplever at blive diskrimineret mod. MEN: denne forstærkede religiøse identitetsfølelse folder sig dog alt andet lige signifikant mere ud – ikke mindst blandt efterkommerne – i multikulturelle samfund, hvor der gives mulighed herfor. I lande, der kræver assimilation – par excellence Danmark – bliver denne trang mindre.

Forfatterne postulerer at dette skyldes at i lande hvor der stilles krav om assimilation ”tilpasser” flere sig fordi der 1) stilles krav om det 2) det er tydeligere hvad man skal assimileres med (det meldes tydeligere ud) 3) det er evident hvad der kræves.

Bogens konklusion er at man derfor skal arbejde på tre fronter for at komme den udbredte diskrimination til livs

1) Immigranter og flygtninge skal stilles overfor deltagelse i langvarige integrationsforløb, der sikrer at folk lærer sproget, kulturen og historien. Og børnene skal ikke have ”ret” til at få særbehandling i skoler, institutioner eller på gaden.

2) Arbejdsgivere skal åbent lære at kende til og forholde sig til hvilke af de muslimske ansøgeres kulturelt divergerende adfærd, der kan give udfordringer – og hvilke der kan findes løsninger på (reduktion af ”smagsbaserede” diffuse følelser og fokusering på praktiske udfordringer, hvor der – måske – kan findes praktiske løsninger.

3) Muslimer skal gøres begribelige at de er nødt til at gå på kompromis med deres religionsudøvelse (eksempelvis kan man ikke afvise at påtage sig et job som tjener, fordi man ikke vil servere alkohol for gæsterne). Ligeledes er det heller ikke acceptabelt at insistere på at gennemføre fasteforskrifterne hvis det bringer kollegerne i fare.

4) Imamer skal uddannes lokalt og ikke ”importeres” (eller gives opholdstilladelse).

Karen Schousboe

Ja, hvad sagde jeg egentlig i midten af 90erne – for tyve år siden – da jeg holdt foredrag over hele landet?

Jeg sagde, at det 21.århundrede ville blive karakteriseret af at industrisamfundets hellige treenighed ville blive brudt. I industrisamfundet havde virksomhederne nemlig interesse I at betale skat til staten og lønninger til medarbejderne, så længe staten bare sørgede for at folket var veluddannet og veldisciplineret nok til at gå på arbejde I otte timer hver dag. Det er den aftale vores velfærdssamfund byggede på.

I det postindustrielle samfund ville denne hellige alliance mellem virksomheder, stat og lønmodtagere imidlertid blive brudt, fordi virksomhederne ikke længere ville være afhængige af at kunne rekruttere medarbejdere lokalt. I en verden hvor produktet ikke længere var udelukkende materielt men derimod også eller helt bestående af nuller og éttaller – læs oplevelser, information og nyheder – ville det være naturligt at flytte til de steder, der kunne levere de bedste økonomiske livsbetingelser: Lave lønninger til fabriksarbejderne (Kina eller Mexico) og pent-houses til de smukke, unge og rige (London eller Dubai). Det ville indebære at staten ville miste indtægter, hvorefter skatteskruen på ganske almindelige mennesker blev sat i vejret, mens kvaliteten af de leverede velfærdsydelser ville falde markant.

• De virkelige vindere i dette spil ville naturligvis score kassen ved at anbringe deres elektroniske værdier i de virksomheder, som ville blive den nye verdens virkelige superhelte: fremtidens globale informationsvirksomheder.
• Den politiske konsekvens af dette ville desuden være at der udbrød en krig mellem staten og dens indbyggere, fordi vreden ville rette sig mod dem, der direkte så ud til at være ansvarlige, nemlig politikere og embedsmænd. Den politiske legitimitet ville være i frit fald mens populismen ville få en pragfuld og frodig grobund at udfolde sig på.
• De virkelige tabere ville være de mennesker, som fanden altid tager: nemlig de sidste i fødekæden: kvinderne, de skæve eksistenser, de dårligt uddannede, de nedslidte, flygtningene – kort sagt ”de andre” (ingen nævnt, men ingen glemt).

Det er præcis det, som vi har været vidne til i 2016:

• Fem ud af de otte personer, der ejer halvdelen af verdens værdier, kontrollerer de største informationsvirksomheder: Bill Gates og Microsoft, Jeff Bezos og Amazon, Mark Zuckerberg og Facebook, Larry Ellison og Oracle samt Michael Bloomber og Bloomberg news and financial information service.
• Google og facebook kontrollerer tilsammen 90% af indtægterne fra annonceindustrien
• The Panama Papers har afdækket hvorledes forretning ”skattely” har fået fantastiske levevilkår
• Store internationale virksomheder søger at lægge deres kontorer hvor virksomhedsskatten er ekstrem lav (Irland)
• Store internationale virksomheder forhandler sig til rette med sweet deals (Luxemborg)
• Theresa May planlægger at indrette London og Great Britain til Europas Singapore
• Globale forbrydere stjæler fra staterne uden at vi kan komme efter dem. Husk bare skattesvindlen, Sanjay Shah og de 12,3 milliarder.
• Samtidig er der populistiske bevægelser, ledet af opportunistiske personer med slet dulgte motiver om at tilrane sig politiske og økonomisk fordelagtige magtpositioner: Farage, Le Pen, Pernille Vermund, Trump osv.

Trump er naturligvis speciel interessant at iagttage fordi hans løgnagtige retorik så eklatant afslører hvad han/de har gang i: Drain the Swamp (= Washington), Build a Wall (Mexicans, Muslims), Jobs (for men). Hensigten: at Trump og hans familie kan få raget så meget til sig at de kommer frem i blandt de otte (manden er sygelig narcissist.) Midlet: nepotisme, korruption, indførelse af (så meget) diktatur (som muligt).

Lille du, hvad gør vi nu?

Jeg erindrer ikke at jeg i sin tid beskæftigede mig meget med hvad vi skulle gøre ved dette, når fremtiden oprandt; mest af alt fordi det jo er god tone at starte fremtidsforudsigelser med at sige at fremtiden kan man kun spå om, og de færreste alligevel får ret. Desuden var de mange foredrag ment som oplæg til en debat om hvordan man kan forudsiger fremtiden, mere end tænkt som egentlige fremtidsforudsigelser. Men det har jo vist sig at jeg faktisk havde ret….

Denne gang vil jeg derfor vove pelsen. Sagen er nemlig at den igangværende politiske borgerkrig så eklatant retter smed for bager. Hele misæren er ikke grundlæggende politikernes eller embedsmændenes skyld, men derimod vores fælles manglende langsigtede forståelse af hvad der nytter i denne situation. Det hindrer os at se klart. Eksempelvis siger alle lige nu om fænomenet Trump at vi jo er nødt ”til at vente og se”… men det er jo ikke sandt. Vi kan faktisk allerede se, hvor det bærer hen. Og det er ikke godt. Set i det perspektiv nytter det da ikke at vi bare trækker os tilbage for at dyrke vores have og leve ”enkle liv”? (som jeg skrev bogen om i 90erne).

Opgaven er da at vi i stedet skal kaste os ud i den frådende globale kamp for derved at fremme de mange små digitale iværksættere som med tiden vil finde måder at udkonkurrere de store på. Kampen skal da tages mod de globale monopoler og ikke i andegården med vores venner, familie og slægt!

Hvordan gør vi så det? En måde kunne være at Danmark/Europa ensidigt vælger at sætte erhvervskatten ned og fjerner moms fra digitale ydelser, men fastholder topskatten på løn-indtægter – (evt. skruer op på den når det gælder folk med indtægter i millionklassen samt beskatter finansielle transaktioner). Hvis vi så samtidig her i Danmark kan levere (endnu mere) vind-energi til (endnu flere) af de store digitale giganter, kan vi måske tiltrække flere af dem. Og dermed forhandle os frem til at tvinge dem til at bidrage med et større socialt ansvar. Endelige kan vi naturligvis støtte endnu mere op om Europa

Der er sikkert flere muligheder, men tænk selv. Det gælder fremtiden…

Flygtninge og indvandrere udgør en alvorlig trussel mod vores århundredegamle sammenhængskraft. Hvad gør vi i lyset af den stigende indvandring til Europa og dermed os?

Read more