Karen Schousboe i Rude Skov 2021

Akademisk frihed – og en ny Oplysningstid

Hvorfor er det vigtigt at opretholde akademisk frihed? 

Giordano Bruno © Historias de nuestra historia
Giordano Bruno på Campo de Fiori. Til venstre på pladsen og op mod den anden ende ligger byen Roms bedste pizzeria. © Historias de nuestra historia

Jo, svaret er at uden frihed til at tænke anderledes, bliver vi ganske enkelt ikke klogere. Friheden er nemlig det, der skaber de situationer hvor vi tænker ud af boksen. Og hvor der finder paradigmeskift sted (læs mere herom i Kuhn’s forfatterskab). Et klassisk eksempel på den slags paradigmeskift var bevægelsen fra Ptolemæus’ verdensbillede, hvor jorden var i centrum til Kopernikus, hvor solen blev omdrejningspunktet. På vejen mod dette nye kosmos blev Giordano Bruno brændt på bålet på Campo de Fiore i Rome, mens Galilei blev fængslet. De gav på hver deres måde år af deres liv for at vi i dag har sonder på Mars (og uendeligt meget mere). 

Et af de spring (paradigmeskift) som de humanistiske videnskaber er i færd med at gøre lige nu er så at flytte forklaringen af vores menneskelige handlinger fra basis til overbygning – fra historisk materialisme til kognitiv antropologi. Det er det, som balladen handler om. 

De af os, der er kloge, har nemlig længe vidst at menneskers handlinger IKKE skyldes deres materielle vilkår. Men deres livsoverbevisninger, deres kultur. Det findes der meget spændende videnskabelige undersøgelser, der for længst har dokumenteret. 

Problemet hermed er naturligvis at hverken “den herskende” eller den kreative” klasse bryder sig om den slags “paradigmeskift”. Hvis man har bygget sit politiske program på at problemerne i en ghetto afstedkommes af “socioøkonomiske” forhold, og ikke Islam, så har man nemlig et problem. For så hjælper flere penge ikke, vel? Så når man hævder det andet, får man naturligvis stukket i næsen at man er “racist” (og det som er værre). Dette handler jo nemlig ikke kun om penge (læs forskerbevillinger) men også ære! Og så bliver det pludselig virkelig hårdt. For så handler det pludselig ikke længere om flere folkeskolelærere eller højere lønninger, men formidlingen af bedre kulturel indsigt i folkeskolen. Og det er ikke sjovt. Som vi antropologer kun alt for godt ved: man tager ikke livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske uden at det er hårdt; og det er kulturel afklædning altid. 

Udfordringen er imidlertid, at det er en afklædning som vi er nødt til at gøre. Fordi vi globalt betragtet står overfor to store verdensomspændende udfordringer, som vi skal løse, nemlig klimaet og arternes uddøen (biodiversiteten). Og som vi ikke løser uden at have “folk” med os. 

Så derfor skal der ædes kameler. Såvel på universiteterne som udenfor. Fra højre til venstre.

Derfor skal sådan nogle som mig eksempelvis lære at tænke anderledes om natur. Lære ikke at tænke i “kulturlandskaber” men tænke i dynamiske økologiske systemer. Ligesom jeg skal lære at omfavne den nye måde at benytte atomenergi på, og drive landbrug i stålsiloer. Men det kan jeg jo ikke finde ud af uden at holde fast i at der faktisk findes en videnskabelig, rationel og tænksom måde at gå fordomsfrit til verden og videnskaben på. At paradigmeskift er mulige. Og det er naturligvis noget man lærer på universiteterne. Og hvorfor der skal være akademisk frihed. 

Det er da ikke nemt! Men det er altså en udfordring, som jeg tager på mig som 68-årig. Afgørende er det nemlig at vi omfavner den opgave det er at forklare folk – og børn – hvorfor deres kulturelle forudforståelser faktisk ikke hjælper i den situation, vi som menneskehed er anbragt. Hvorfor de er nødt til at lære at tænke mere plastisk og vidende. At forstå at en bestemt måde at tænke om “renhed og fare” (læs: Purity and Danger af Mary Douglas) egentlig ikke er noget som helst andet end én måde blandt flere at tænke om verden på. Og derefter tage den radikale beslutning at tænke “rationelt” og “fornuftsbaseret”. Planeten – og Danmark – er vores ansvar! Og bør ikke være til fals for fordummethed.

Og ja, det gør ondt hvis man eksempelvis tror at “natur” ikke må hegnes, og at heste elsker at blive nusset

Så: har Henrik Dahl & co ret? Ja og nej. Han har ret, for så vidt at universiterne er “kaprede” af et forstenet og dødt “paradigme” (den historiske materialisme). Og nej, vejen frem er IKKE at afmontere den akademiske frihed, men netop sætte den fri. Vi har faktisk brug for eny Oplysningstid.