Hadrian's Wall

Det Romerske Kejserdømme – eller hvorfor englænderne stemte for Brexit!

Ny forskning af Facebook-debatter fra tiden op til Brexit-afstemningen viser at englændernes opfattelse af EU som et ondt Romersk Imperium var afgørende. Og at denne forestilling var forankret i den historieundervisning, de modtog i skolen i efterkrigstiden.

Facebook-social-ads-brexit-data-audienceFor snart to år siden stemte englænderne for Brexit. Først kom de hurtige forklaringer som at valget med omhu var fastsat på en dato, hvor de unge var enten til eksamen, til festival eller ude at rejse. Samt at regeringen med flid udelukkede alle de oversøiske Briter fra at stemme – herunder millionvis af ældre pensionister bosat i Spanien og Frankrig. Det kan da heller ikke skjules at valgresultatet givetvis afspejlede disse behændige, udemokratiske fif.

Nu begynder imidlertid også de mere dybtgående forklaringer at byde sig til, eksempelvis erkendelsen af at reklamespots på Facebook og russiske trolde givetvis spillede en stor rolle.

Her skal resultaterne af en enkelt præsenteres kort: den viser nemlig med al ønskelig tydelighed at historien og historieundervisningen fik lov at spille en meget væsentlig rolle. Hvilket naturligvis rejser spørgsmålet om hvorledes vores holdning til EU beror på den historieforståelse, der kolporteredes på Universiteterne i vores efterkrigstid. Men først den ”engelske” historie.

Facebook og Folkedybet

Det viste sig nu at de 10 mest betydningsfulde stikord generelt var

  • Person
  • Regering
  • Land
  • Penge
  • Lov & ret
  • Parlament
  • Parti
  • Højre
  • Skotland
  • Immigrant

Mens de 10 mest betydningsfulde ”historiske” stikord var

  • Kultur
  • England
  • Person
  • Engelsk
  • land
  • Romersk
  • Normannisk
  • Scotland
  • Ø
  • Keltisk

Længere nede på denne liste kom jøde, barbarer, vilde, grækere samt Hadrians mur

Historiens vingesus

Theresa May hilser på Modi. Kilde: twitter
Theresa May hilser på Modi. Kilde: twitter

Nuvel, dette får forskerne til at konkludere at ikke alene ”brugte” englænderne deres historie, når de argumenterede. De brugte en ganske særlig én, nemlig den historie, som de havde lært i skolen i deres barndom, nemlig at hvis  englænderne ikke var blevet invaderet af Romerne i år 43 og Normannerne i 1066, ville alt være gået anderledes. Så ville briterne – dvs. ”urfolket” nemlig have haft mulighed for at udfolde sig ”keltisk” uden at være bragt under åget af ”de fremmede”. Fordi historien i skolen blev udfoldet som en fortælling om ”dem” og ”os” tilbød denne særlige myte sig som nyttigt genbrugsmateriale i det folkedyb, der udfoldede sig på FB.

Som historien har lært os, fik modargumentet – at englænderne havde været invaderet gang på gang siden de første jægere og samlere bevægede sig frem over det, som nu er havbunden under Kattegat – ikke megen gang på jorden. Som et typisk ”remain” argument blev det kun alt for nemt slået af banen som et udslag af multi-kulturalistisk.

Som én skrev: ” I understand it is now clear that the New Roman Empire [EU] has invaded Britain and whole British Empire and hence Commonwealth was formed by our ancestors in fear of this situation. It is the history of the Commonwealth, which was formed to meet the demand of WW2 to survive against European invasion…” (p. 184). Beklager det lidt mangelfulde engelsk, men meningen er vist klar nok: Hvis Romerne ikke havde invaderet England, ville englænderne ikke have skabt et modsvar, nemlig the British Empire og Commonwealth, som begge blev dannet for at håndtere den udfordring som 2. verdenskrig udgjorde, nemlig angsten for at blive invaderet af Europæerne! Eksemplet viser et element, som også andre studier af folkeligt historiebrug dokumenterer, nemlig at tiden og kronomogien uden blusel ofte ofres på argumentets slagkraftige alter. Men forførende var det altså!

Tre sammenføjede myter

Slaget ved Mons Graupius i AD 83, hvor England i følge Tacitus blev helt underkastet romerne. Ill. fra 19. århundrede
Slaget ved Mons Graupius i AD 83, hvor England i følge Tacitus blev helt underkastet romerne. Ill. fra det 19. århundrede

Mere specifikt konkluderer forskerne at tre myter var i spil, nemlig

  1. Myten om at der stadig findes en britisk – keltisk – urbefolkning af ø-beboere i England.

2. Myten om at det gik disse folk rigtig slemt fordi fremmede kom og undertrykte dem på voldelig vis – først romerne og siden normannerne (læs: franskmændene). Og at det derfor gælder om – i tide – at gøre modstand og rejse et folkeligt oprør

3. Myten om at det i øvrigt vil få forfærdelige konsekvenser, da Europa – ligesom det Romerske Imperium – alligevel vil kollapse i en meget nær fremtid. Og at Brexit set i dette lys faktisk ville være en gave til europæerne, fordi dette kunne bringe denne tilstand af frihed nærmere for de stakkels europæere. Herfra er der naturligvis ikke langt til at kolportere myten om at Brexit i virkeligheden er en slags moderne udgave af den engelske krigsindsats under først Napoleonstiden og siden WW1 og WW2. Endnu engang må England sende sine ”Tommies” i krig for at befri de undertvungne og forhutlede europæere. Osv. Osv.

Nuvel, det vidste vi vel i virkeligheden godt. Så meget blev tydeligt for enhver der fulgte debatten under den britiske valgkamp om EU.

Det virkeligt interessante er mere specifikt at dette genbrug af historien griber så langt tilbage som til romertiden. Og at det netop er historien om det romerske imperium  (og ikke mindst ”historien om det Romerske Imperiums forfald og undergang”, som er titlen er på bestselleren over dem alle, Gibbons værk fra 1789) der spillede så stor en indirekte rolle i 2016. Årsagen er, skriver forfatterne til denne undersøgelse at historiesynet fra årtierne umiddelbart efter 2. Verdenskrig simpelthen satte sig meget store spor i hovederne på folk, da de gik i skole. Ifølge dette blev man som englænder dengang inviteret til at forstå Commonwealth som noget helt andet end et imperium; læs: Det Romerske Imperium og dets ”børn”: Hitler-Tyskland, USSR, og – altså – EU.

Specielt EU’s historiske fundament – Romtraktaten (aka Det Romerske Imperium) og den tilhørende myte om at sigte på at blive et multikulturelt rige med en overgribende civilisatorisk statsdannelse – kom i den sammenhæng til at spille en særlig rolle som skræmmebillede i valgkampen

En fælles ramme

Der findes på akademikersprog et ”fint” ord – diskurs – der desværre er svært at oversætte. Samtale, ville vi vel sige. Men diskurser er så meget mere. Det er nemlig overgribende (historiske) grundfortællinger, som mennesker så at sige flytter ind i og bliver bærere af. En social ramme der definerer, hvad der kan siges om et givet emne, lyder en anden definition. Sådanne overgribende diskurser har det med  for det første at handle om magt, og for det andet at fremstå umærkeligt som næsten  ”naturlige” for dem, der tilslutter sig. ”Kulturlige” er de dog i virkeligheden.

Det er tydeligt når man læser de eksempler på de FB-posts, som forskerne har gengivet her i deres artikel, at den engelske grundfortælling om historiens gang var nem at rekruttere for de folk, der politisk ønskede et brexit. På den ene side var der EU’s egen officielle selvforståelse som “romersk” i sin grundstruktur. På den anden side var der englændernes historisk indlejrede og indlærte “erfaring” med alt romersk!

Med denne grundfortælling som klangbund blev det til syneladende enkelt for en stor gruppe af FB-engagerede at argumentere med og til hinanden om hvor “forfærdelig” EU helt fundamentalt var. Hvorved naturligvis rationelle argumenter gik fløjten. Det sidste ved vi jo, fordi vi sidder tilbage med smerten.

En folkelig historie

Det mest tankevækkende er dog at denne grundfortælling med dens tre myter ikke blev kolporteret af en elite (1), der søgte at forme rammerne om den politiske debat på FB.

Næh, den voksede frem af folkedybet i kraft af den skoleundervisning i historie, de fleste englændere modtog i efterkrigstiden.

Ups!!

Spørgsmålet er naturligvis nu hvilken historisk grundfortælling, vi så voksede op med – og hvilken (om nogen) vores børn umærkeligt inviteres til at flytte ind i. Og om den fortælling har afgørende forklaringsværdi, når vi skal forstå hvorfor nogle folk mærkværdigvis  nokikke er i stand til at diskutere EU uden med væmmelse i stemmen – især naturligvis på FB.

Mere herom i næste uge…

Karen Schousboe

NOTER:

(1) Det viste sig i nemlig også at de mange posts ikke var slået af en lille håndfuld af FB-brugere. Tværtimod, af 2528 posts var de 1909 postet af enkelt individer. Kun 26 postede mere end 5 opslag med et historisk tema. Og kun én enkelt person havde slået det samme opslag op mange forskellige steder.

KILDER:

The heritage of Brexit: Roles of the past in the construction of political identities through social media
Af Chiara Bonacchi, Mark Altaweel og Marta Krzyzanska
I: Journal of Social Archaeology. First Published March 9, 2018

‘Are You Local?’ Indigenous Iron Age and Mobile Roman and Post-Roman Populations: Then, Now and In-Between
Af Richard Hingley , Chiara Bonacchi og Kate Sharpe
Brittania. Published online: 08 March 2018

Brugte Historier. Tti essays om brug og misbrug af historien
af Lotte Hedeager & Karen Schousboe
Akademisk Forlag 1989.

Please follow and like us: