Forleden blev jeg spurgt om hvorfor jeg interesserer mig så meget for vores mangfoldige natur? Vores biodiversitet?

Jo, ser I, da jeg var barn i 50erne betalte min morfar mig 1 øre for hver bog eller agern, som jeg samlede op i Charlottenlund skov. Senere i min sommerferie – som vi altid tilbragte hos ham og mormor på Hagenør, vågnede jeg meget tidligt, for at være sikker på at høre ham ved hoveddøren kl. 6.00. Så kunne jeg nemlig nå at tage ham i hånden og følges med ham ud på hans morgentur. Jeg husker ikke vi talte meget, men han lærte mig én ting. Mens han stak sin stok ned i jorden, fortalte han mig “at det man tager fra jorden skal man give tilbage”. Med tiden blev det til et stovt egekrat fyldt med vilde æbler, pærer og kirsebær, der væltede ud over brinken og ned på stranden. Siden, da han døde og skulle begraves i Taulov Kirke, gik jeg en lang tur og plukkede grene fra “vores” hegn, for at lægge dem på hans kiste. På daværende tidspunkt var hans teglværk for længst nedlagt, og den del af hans jord solgt bort til fremmede. Men man må jo tage det, der kan være i ens hat…

I februar, da jeg var på vinterferie så det ulykkeligvis således ud. Meningsløst ryddet for – antager jeg – at sælge ved og kvas til et biobrændselsanlæg. Så her røg lige 50 år gamle knudrede egetræer langs det Lillebælt, nogle endda arbejder for at gøre til en Naturnationalpark. På en strækning, der i øvrigt er fredet.

Og nej, jeg blev ikke harm! Men jeg blev edderspændt rasende på de lokale vandaler. Og mit naturengagement fik en gedigen saltvandsindsprøjtning og blev løftet en ekstra tak.
Så derfor: mere ellevild natur ved Fredericia. Men også i Rudersdal… nu ved I det!

FOTO:

Hegnet ved stranden på Hagenør © Karen Schousboe