Syrian Refugee Sleeping © Syrian Freedom House
Den slags giver os naturligvis urolige nætter...

Om at sove godt… eller hvordan vi afhjælper flygtningekrisen

Det ville være usandt at sige, at jeg ikke har sovet godt siden flygtningene kom vandrende på motorvejen gennem Lolland i 2015. Men at jeg har været foruroliget i de stille timer, vil jeg ikke lægge skjul på.

Hvis sandheden skal frem var vi mange, der trak vejret højlydt, fordi svenskerne var så dumme ikke at lukke deres grænser før sent i 2015. Selvom flygtningekrisen ikke var omkostningsfri for os i Lille Danmark, slap vi dog for det værste. Danmark forblev i det store og hele et transitland. Desuden var det også fortrøstningsfuldt, at de fleste af vore politikere hurtigt erkendte, at antallet faktisk havde betydning. Gennem stramninger søgte de regeringsbærende partier derfor snarest at gøre Danmark så lidt attraktivt som muligt. Endelig trådte Merkel og EU i karakter og fik lukket Balkanruten via den berømte aftale med Tyrkiet. Som enhver ved løste det dog ikke alle problemer. Siden er flygtninge og migranter væltet ind i Europa via Libyen og til Italien. I skrivende stund er menneskemængderne endda søgt længere vestover. Det er nu Sydspanien, der står for tur. Alene i 2017 ankom 172.301 personer i gummibåde til Europa (plus 3139 druknede). At vi kun har set en brøkdel af disse migranter krydse den danske grænse i det forgangne år, ændrer ikke ved at vi kan se de stakkels mennesker flakke hvileløst rundt på gader og stræder i Sydeuropa. Samtidig ved vi, at disse hændelser udspiller sig på en klangbund dikteret af den massive befolkningsudvikling i Afrika. Det bliver kun værre. Desuden er der den helt reelle angst for at Putin og Trump ryger i totterne på hinanden i Syrien. Selv hvis det lykkes at begrænse denne konflikt, så den ikke udvikler sig til et større Armageddon end vi allerede har set, vil fremtiden ubetvivleligt medføre en fuldstændig uoverskuelig flygtninge- og migrantsituation, hvis vi ikke griber ind nu. Der var og er virkelig grund til bekymring og til at ligge en anelse søvnløs.

På den anden side er det dog ikke hele sandheden om, hvorforjeg har ligget og tumlet med tankerne i det stille morgengry. Årsagen er jo også, at hele denne problematik er en stor udfordring, hvis man betragter sig selv som et ordentligt kristenmenneske. Det er da beskæmmende at vi ikke bare slår armene ud og lader folk komme til os, så vi kan hjælpe dem! Ligeså naive jeg ikke kunne lade være med at tænke på at de venligtsindede venligboere var, ligeså usmagelig har jeg følt min egen kynisme sprede sig ud i sindets afkroge. Og man sover jo som bekendt bedst hvis man både har en fyldt mave og en god samvittighed…

En fremtidig løsning

Forleden fik jeg imidlertid en åbenbaring, jeg gerne vil dele med jer. Én der virkelig gav mig om ikke min gode samvittighed tilbage, så dog en oplevelse af at der faktisk er en vej ud af dette morads. Jeg var nemlig taget til Århus for at deltage i en konference organiseret af Det Konservative Folkeparti, hvor en række foredragsholdere var indbudt til at fortælle om flygtningesituationen i Europa. Her var således en repræsentant for Frontex, der fortalte om arbejdet med at sikre Europas ydre grænse så smuglere af mennesker, narkotika, våben og terrorister bremses. Andre foredrag belyste de spegede forhold i Afrika og livet blandt flygtningene på vejene til det Store Pandekagehus: Europa.

Det bedste indlæg var dog ubetvivleligt det foredrag, som Morten Lisborg stod for. For de mere uindviede kan jeg oplyse at det er ham der sammen med sin bror har hjulpet Socialdemokraterne på vej til at formulere deres oplæg til en løsning på flygtninge- og migrantkrisen. Hvad sagde han så? Ja, først og fremmest fremlagde han nogle meget sigende tal på hvad lille Danmark gør; og hvoraf vi kan udlede hvad vi som gode kristenmennesker burde gøre. En af de virkelig øjenåbnende beregninger var at for hver gang vi på årsbasis tager os af knap 6000 flygtninge hertillands, kunne vi vælge i stedet at drive den største flygtningelejre med 80.000 mennesker i Jordan i et helt år.

Lad os engang se på hvad det betyder. Siden 2015 har vi til og med slutningen af februar 2018 givet asyl og opholdstilladelse til næsten 57.888 flygtninge og familiesammenførte. Vi regner med at de fleste af dem er på offentlig forsørgelse (kun et fåtal finder arbejde i de første par år, der går med at lære dansk og finde sig tilrette). Hertil kommer de 11.333, der i samme periode ansøgte om asyl, men fik afslag. Som bekendt er det kun en brøkdel heraf, der er vendt tilbage til deres oprindelsesland – men lad os være generøse og regne med at de er forsvundet ud af det offentlige forsørgelsessystem efter at deres sag er blevet behandlet. Det tager i gennemsnit 7 måneder. De 11333 individer, der har opholdt sig i syv måneder her i landet svarer derfor udgiftsmæssigt til at 6610 individer har opholdt sig i de tre år. Det svarer til godt 2000 pr. år. Tilsammen har vi således i de forgangne år samlet sammen på mindst 60 – 65.000 personer, der for tiden verserer i systemet som asylmodtagere, familiesammenførte til folk med asyl, eller som personer, der har fået afslag (heri er ikke medregnet de mennesker der ankom før 2015). Da der er tale om en rullende opgørelse er der naturligvis ikke tale om præcise tal. Ej heller er der regnet med, at nogle af disse personer faktisk er kommet i arbejde og er blevet selvforsørgende osv. Alt det er imidlertid småforskydninger som formentlig opvejes af at der i systemet også findes asylansøgere fra 2014 og tidligere, der endnu ikke er gennem den første asyl- og integrationsperiode; her regnet som de tre år, man har bopælspligt i den første kommune, man bosættes i efter at man er tildelt asyl.

For min natteros skyld er det imidlertid nok at konstatere at for de penge vi sidste år brugte på at holde knap 65.000 personer i live her, kunne vi have holdt næsten 900.000 flygtninge i live i nærområderne i et år!

Pyhhh, tænkte jeg. Ikke at jeg ikke godt kendte til argumenterne, men jeg havde altså ikke før set tallene så sort på hvidt. Det var heri åbenbaringen bestod. Nu var der nemlig en samvittighedsfuld løsning i sigte: de såkaldte modtagecentre i Nordafrika, fortrinsvis Marokko, hvortil flygtningene såvel som illegale indvandrere til Europa kane returneres, mens deres sag bliver behandlet. Herfra vil de asylberettigede så kunne overføres til køen af kvoteflygtninge i de FN-drevne flygtningelejre, mens alle lykkeridderne ville være tvungne til at vende snuden tilbage mod Nigeria eller hvor de nu kommer fra. Den model kender vi naturligvis godt, for det er den som Socialdemokratiet med stor fanfare lagde frem for nogle måneder siden og som de fleste ansvarlige politikere senere har nikket velvilligt til.

Alligevel var foredraget forleden øjenåbnende på et andet niveau. Tallene fik mig nemlig til at erkende at modtagecentrene ikke bare repræsenterede en praktisk vej ud af alle ulykkerne. De fik mig til at erkende, at det faktisk var ukristeligt ikke at bruge vores penge mere ansvarligt og hjælpe dér, hvor det virkelig brænder på. At modellen så at sige ikke kun er fornuftig. Den er også etisk mere forsvarlig end bare at lade stå til. Således som vi faktisk gør nu!

Vi må nemlig spørge: hvordan kan vi tillade at der smøles sådan med vores ressourcer, mens vi i misforstået næstekærlighed drager omsorg for en lille og kreativ elite, der har haft råd til at betale menneskesmuglere for at komme frem hertil? Når nu pengene kunne gøre meget mere gavn dernede i nærområderne! Samtidig kunne vi så stadig modtage flygtninge, nu bare fordelt af FN, ifølge kvoter og i det tempo som vi politisk kan blive enige om at vi kan magte som samfund.

Der er politisk en lang vej til at vi får vendt denne skude. Helt sikkert er det dog at Socialdemokratiets idé om at Danmark går enegang og opretter, driver og betaler for et modtagecenter i Marokko eller Libyen ikke har gang på jorden. Her skal vi have EU på banen. Eller i hvert fald etablere et tværnationalt samarbejde med andre fremsynede nationer i Europa.

Det er imidlertid detaljer. Pointen er at det ikke opleves som samvittighedsløst eller koldsindet at arbejde for denne politiske løsning. Faktisk byder den sig til – når nu verdenssituationen er som den er – som den eneste rigtige.

Lad være, at der stadig er grund til at være foruroliget over verdenssituationen. Men nu tegner der da sig i hvert fald en mere ansvarlig løsning på den udfordring som den globale flygtninge og migrantkrise udgør. Vi har jo ikke kun en kristenpligt til at hjælpe flygtningene. Vi har faktisk også pligt til at hjælpe de nabostater, der indtil nu har båret hovedparten af byrden. Den opgave løfter vi ikke, hvis vi sløser med vores trods alt begrænsede ressourcer mens vi giver nogle få tilfældige og heldige en tur på 1. klasse.

Herligt igen at kunne sove med god samvittighed: der er nemlig en løsning. Nu gælder det bare politisk at arbejde for den!

Kilde:

Seneste tal på Udlændingeområdet

SE OGSÅ:

 

 

Please follow and like us: