Gellerup parken

Ghettoer og religion

Hvilken rolle spiller kultur og religion når mindre samfund skal hænge sammen? Ti år gamle undersøgelser viser at de betyder alt. Derfor er det ikke nok at bryde de sociale mønstre i ghettoerne op. Der skal mere til.

Hvad er det, der får små samfund til at hænge sammen? Og vokse? Det er da et vigtigt spørgsmål, hvis man ønsker at bryde dem op, således som vi ønsker med de u-danske ghettoer, der ligger spredt ud over landet. Udfordringen er nu at Lars Løkke entydigt har givet udtryk for at problemet ikke er religion. Sandheden er imidlertid at det præcis er hvad der er tilfældet. Det viser benhårde statistiske undersøgelser af forholdene i en række ”urban communes” i 70erne.

Det er næppe for meget sagt at ghettoer på mange måder ligner de større bofællesskaber, der fra tid til anden er opstået. Selvom var og er anderledes i Christiania og Thy-lejren, er der en del lighedspunkter. Ensartet kultur, adfærd, der bliver policet ihærdigt af en indergruppe samt stærkt sammenvævede sociale adfærdsmønstre. Alle er det elementer, der falder i øjnene. Spørgsmålet er imidlertid hvad det for alvor er, der får et sådant bofællesskab til at hænge sammen? Er det intensiteten i det sociale samvær, størrelsen af den enkeltes investering i fællesskabet eller er det den bagvedliggende fælles ethos, dvs. religionen?

Det undersøgte sociologen Stephen Vaisey i 2008 på baggrund af en række store undersøgelser gennemført i amerikanske ”Urban Communes” i 1970erne. Resultatet heraf er ganske interessant for vores nutidige problemstilling.

I disse undersøgelser viste han nemlig entydigt at sammenhængskraften ikke forankres i den fysiske organisation – eksempelvis hvor tæt man bor og hvad fordelingen er mellem fælles arealer og private faciliteter. Ej heller skyldes det at der findes en veludviklet ledelse af mere eller mindre autoritær form. Ligeledes afhænger sammenhængskraften heller ikke af den investering, det enkelte menneske har foretaget for at få fællesskabet til at fungere (teorien er at jo større investering, des sværere er det at melde sig ud).

Næ, årsagen var at finde i den fælles kultur og religion, der gennemsyrede det enkelte bofællesskab. Mere præcist viste hans avancerede statistiske undersøgelser at selve eksistensen af en fælles moralkodeks måske ikke var helt nok. Størrelsen af den investering folk havde gjort for at blive medlem havde også betydning. men denne investering spillede kun halvt så stor en rolle som den bagvedliggende ethos. Hvad mere var: fraværet af et fælles moralkodeks var ødelæggende for bofællesskabets overlevelse på længere sigt. De bedst fungerende ”urban communes” var så i øvrigt dem, der var bygget op omkring en kristen ethos. (Husk på undersøgelsen blev foretaget på et tidspunkt hvor Islam ikke spillede en rolle).

Det betyder at selvom et bofællesskab er karakteriseret ved tæt socialt samvær er det ikke sikkert at det vill overleve. Alt tyder på at det derimod er følelsen af en fælles moralkodeks, der befordrer den grundfæstede tillid, som gennemsyrer et velfungerende bofællesskab, der derfor overlever på længere sigt. Gensidighed og tillid opstår ikke bare fordi folk færdes i fælles sociale sammenhænge og opbygger netværk. Den slags opstår kun hvis der er et eksplicit fælles moralsk fundament, dvs, en fælles ethos eller kultur.

Hvad betyder det nu for vores forståelse af ghetto-dannelserne i det danske samfund. Er de bare socialt udfordrede boligområder? Eller er det bofællesskaber gennemsyrede af en fælles ethos og religion? Svaret er naturligvis det sidste.

Når Lars Løkke derfor frejdigt påstår at ghetto-dannelserne ikke handler om kultur og religion, er han helt på glatis.

Hvad vi så gør ved denne udfordring er et ganske andet spørgsmål. Et synes dog at være tilfældet: det gøres ikke med en fysisk opbrydning alene.

Kilde:

Structure, Culture, and Community: the search for Belonging in 50 Urban Communities.
Af Stephen Vaisey
In: American Sociological Review, 2007, Vol. 72, p. 851 – 873)

 

Please follow and like us: