Hjem » Indlæg

Kategori: Indlæg

Seneste debatoplæg og kommentarer

Lejre forsøgscenter 2012 © Karen Schousboe

Med børn på ekskursion

Forundring og forbavselse er forudsætningen for at møde verden åbent og frit. Verdens bedste pædagogik er da også tage på strejf ud i virkeligheden  og dermed eventyret.

Mylius Erichsen med hundeslæde på Danmarksekspeditionen 1906-08
Danmark Ekspeditionen 1906-08 venter på at at Ludvig Mylius-Erichsen, Jørgen Brønlund og Niels Peter Høegh Hagen skal vende tilbage til skibet. De kom aldrig.

Jeg kaldte børnene ind og tog hundeslæden med ind i skolestuen. Ja, om fem minutter er vi tusind mil borte. Rejst væk med hundeslæde…

Nå, vi begynder ikke med hundeslæden i skolestuen. Jeg satte den på udstillingshylden over den store tavle. Vi ville ikke rejse straks, men forbrede os i smug, kikke op på hundeslæden. Vi skal først regne! Sagde jeg, tag tavler og regnebøger frem…

Solen gør skolestuen lummer. Her lugter af ulmende tørv, af udstoppede fugle, af hentørrede havedyr fra kunstkammeret over vort hoved, et hængeskab med besynderlige ting fundt på land og I hav. Det lugter af rugbrød, fed tog rullepølse fra børnenes åbne munde. Mundene star jo åbne, vi er på langfart, og munden er sjælens og fantasiens dør, den må jo stå åben, når sjælen skal rejse…Vi er I Nordgrønland, følger Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund på deres sidste tur i isødet. Og nu er Brønlund alene. De to kammerater ligeer døde, stivfrosne langt bag ham. Han slæber sig fremad alene, han ved , han ikke kommer igennem, men han må frem, så hans lig med de dyrebare notater kan blive fundet…

Jeg sendte børnene hjem. Mændenes skæbne havde grebet dem, og de gik stille ud af døren.

Fra: Løgneren af Martin A. Hansen. Gylendal 1950, kapt. 3 (uddrag)

 

Tækning af det første hus på Lejre. Kilde: Exarc
Tækning af det første hus på Lejre. Kilde: Exarc

Jeg var næppe mere end syv år gammel, da min far og en af hans venner tog os børn med ud til Lejre for at mødes med Hans Ole Hansen, søn af Martin A. Hansen. Hans Ole var på daværende tidspunkt i færd med at lægge grundstenen til det som senere blev Lejre Forsøgscenter; i dag kendt som Sagnlandet Lejre. Jeg husker ikke så meget andet end at vi blev inviteret indenfor i en hytte, hvor det regnede gennem taget og ned i min varme kakao. Og jeg husker de voksne tale med alvorsfulde stemmer om alt det man kunne lære ved at brænde hytten ned og studere asken.

Alt sammen forekom det mig totalt bizart. Det var hundeslædekoldt, fugten vred sig gennem mine sko, og jeg fattede ikke en brik. Alligevel brændte oplevelsen sig så meget ind på min nethinde at jeg bagefter drømte om at komme til at arbejde på et frilandsmuseum. Jeg kan stadig se Lars Ole stå foran os, en tynd lemmedasker af en ivrig dreng. Ivrigt gestikulerende og fortællende. Naturligvis en evne, han ikke havde fra fremmede.

Langt senere gik det op for mig at min far havde ”taget mig på en af sine ”ekskursioner”. Det var en genre, han excellerede i og som gav mig utallige oplevelser i min barndom og siden hen; og som var medvirkende til at jeg endte med at læse Europæisk Folkelivsforskning. Siden blev faget omdøbt til Europæisk Etnologi, men målet var det samme: faget skulle føre til et job i museumsverdenen. Sådan gik det så ikke. Jeg opdagede at jeg var bedre til at skrive end til at lave udstillinger. (Men det er en ganske anden historie).

Til gengæld lærte jeg at der findes en helt anden pædagogik i verden end de to, som vi sædvanligvis udsætter vores børn for.

Den mest almindelige pædagogik går populært under ”røv til bænk” metoden. Her lærer vi at bemestre de grundfærdigheder, som er nødvendige for at kunne begå sig i virkeligheden – læse, skrive, regne, tegne og tale.

Så er der den pædagogik, der holder barnet nede. Den går sædvanligvis under betegnelsen ”erfaringspædagogik”. Hovedudgangspunktet her er at man som lærer skal tage udgangspunkt dér hvor barnet er. I populær forstand hedder det sig hér at barnet ikke kan lære mere end det er modent til. En god lærer sikrer derfor at børn ikke udsættes for noget, de ikke kan forstå. Kun derved kan læreren nemlig befordre den læringsproces, som barnet i sidste ende selv er ansvarlig for. I denne pædagogiske verden undervises, forklares eller oplyses der derfor ikke. Her tilbringer barnet derimod tiden med eksemepelvis først at kortlægge vejen fra hjem til skole og bagefter kortlægge vejen fra skole til hjem. Så har barnet nemlig (måske) lært teknikken ”at kortlægge”, som barnet så kan anvende skulle det nogensinde forvilde sig over Øresundbroen til Sverige. Men det har intet lært om Sverige, for i fremtiden går turen måske til en strand i Thaland. Og så behøver man jo ikke at vide noget om Sverige, vel? Erfaringspædagogik i sin reneste form er fordummende fordi den holder børnene ned på et stadie, som ikke udfordrer eller åbner op for noget nyt.

Og så er der den tredje pædagogik, ”ekskursionens”. Det er den hvor man bringer barnet et nyt sted hen, og sammen med barnet udforsker de nye og spændende omgivelser; og tilegner sig viden om dem. Det kan være i fantasien, således som læreren Johannes, der sammen med børnene kørte med hundeslæde i Nordøstgrønland. Eller det kan være hans søn, Hans Ole, der skabte et helt forsknings- og formidlingscenter, hvor børn med deres forældre kunne komme og bo i en uge, mens de futtede rundt og udforskede hvad det ville sige at leve som jernalderbonde.

Men det er også bare os, når vi tager med vores børn eller børnebørn på strejf. Ud i det blå for at udforske naturen, kulturen eller historien. Eller ind i fantasien for at udforske litteraturen, kunsten eller musikken.

Hør mere i denne video af Ole Malling

Karen ved Skovlyskolen

Dannelse og Faglighed ind i Folkeskolen

Almen dannelse er en af hovedhjørnestenene i den Danske Folkeskole, mener vi i Det Konservative Folkeparti. Vi vil have, at vores børn ender med at være myndige, kritiske, demokratiske og beslutningsdygtige borgere. Men fagligheden er altså det andet ben. Vi vil derfor også have at vores børn kender til den verden, som de skal færdes i – naturen, historien, litteraturen, kunsten og musikken.

Ove med børnebørn på Knuthenborg 2018 © Karen Schousboe
Ove med børnebørn på Knuthenborg 2018 © Karen Schousboe

Når jeg står overfor en folkeskole – som jeg her står foran Skovlyskolen i Rudersdal – er det, som interesserer mig, helt banalt om skolen kan løfte sin opgave. Og her er svaret nej.

Årsagen er at lærerne så tydeligt mistrives på denne og de andre skoler i kommunen. Ellers ville en mor i går aftes ikke kunne fortælle mig, at hendes barn på Skovlyskolen i 7. og 8. klasse havde været udsat for vikarer i over 27% af timerne. Og at disse timer i langt de fleste tilfælde begyndte med spørgsmålet: Hvad lavede I i sidste time? Hvor er i kommet til?

  • Derfor ønsker vi Konservative her i Rudersdal, at lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Det har de i vores nabokommuner – Egedal, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm og Allerød. Og her søger vores lærere naturligvis hen for at få et arbejde. Ordentlige rammer må være, at man som lærer ikke risikerer at stå overfor en skoleklasse i 100% af arbejdstiden, fordi morgenen på kontoret går med at skaffe undervisere til klasser, hvor læreren har meldt sig langtidsledig på grund af stress. Og hvad er så nemmere end at spørge én af de få tilbageblevne.
  • Dernæst bør der tilbydes vores lærere meget bedre efteruddannelsesmuligheder. I min fremtidige folkeskole får lærerne mulighed for at tage en faglig masteruddannelse i deres linjefag på Københavns Universitet eller DTU. Og nej, jeg taler ikke om ”fagfaglige” masteruddannelser i læringspædagogik på DPU. Det er glimrende med pædagogisk efteruddannelse, der kan inspirere vores lærere til at undervise ”på den sjove måde”. Men behovet for lærerne er ikke – og det har utallige lærere fortalt mig gennem år og dag – at vide mere om hvordan man kan lære børnene noget om ”verden”. Det er de jo uddannede til at vide. Men derimod at få udbygget deres kendskab til den ”verden”, som børnene skal guides til at leve i. Som en fagkonsulent i historie i Undervisningsministeriet engang fortalte mig: ”Det har været alt for nemt for os at afskaffe den sammenhængende historieundervisning og gøre den til en serie usammenhængende  ”temaer” og ”forløb”. Vi havde jo lært den”! Det skal vi have rettet op på.
  • Endelig skal vi give vores lærere bedre muligheder for at benytte sig af alle de fremragende tilbud, som vi har i vores ”udeskoler” – Musikskolen, Naturskolen, Museumsformidlingen, Folkekirkens Skoletjeneste og de mange frivillige idrætsforeninger, børnekor og meget, meget mere. Det kalder man, at børnene kommer i ”udeskolen”. Jeg kalder det, at børnene kommer på guidede ekspeditioner ud i virkeligheden.
  • Til slut skal vi sikre at udskolingen af vores børn udvikles i samarbejde med de relevante ungdomsuddannelser, dvs. gymnasierne (STX, HHX og HTX) og produktionsskolerne.

Der skal meget til for at skabe en god og tryg skolegang – velholdte bygninger, god udluftning og differentieret undervisning, så de børn, der ikke lige ”passer” ind (fra autisterne til de super-dygtige børn og måske tosprogede børn) OGSÅ kommer i skole på den gode måde. Og ja, det koster penge. Og derfor foreslog vi konservative også ved de seneste budgetforhandlinger, at undervisningsområdet i 2022 skulle tilføres ekstra midler. Helt konkret 500 kr. pr barn. Men i min optik skal der flere penge til. Men de bør så findes i andre budgetter.

Helt personligt tænkte jeg over det forleden, da jeg så en meget fin og stor kommunal maskine, der blæste blade væk fra vejbanen. De penge, som den maskine havde kostet, havde jeg i hvert fald hellere set anvendt på bedre og sjovere undervisningsforløb i madkundskab (og bedre råvarer). Som en anden forældre fortalte mig: ”Hvad ligner det, at min dreng og hans kammerater lærer at lave spagetti med tomatsovs? Det er da ikke inspirerende. Og i øvrigt er det en ret, som de alle kan lave.” Politik er ikke kun at hæve skatterne. Politik er også at prioritere. Og jeg vil altså hellere prioritere udviklingen af eksempelvis vores musik- og naturskolers integration med vores folkeskoler end den fysiske ombygning af vores skoler. I min optik skal pengene skal gå til drift og ikke anlæg.

Og hvad betyder det så for skolesammenlægninger, strukturforandringer, lærings-udvikling, konsulentprogrammer og alt det andet gejl & gøgl, som skolerne har været udsat for i de sidste fem til ti år? Og svaret er:

NU STOPPER FESTEN!

PS: Om mig skal I vide at jeg skrev tre bøger for Undervisningsministeriet i slutfirserne om ”Fremtidens Folkeskole” og siden hen holdt utallige foredrag for lærere. I 2001-2 var jeg endda ansat som lektor ved DPU i et projekt omkring udviklingen af ”pædagogisk antropologi” (læs udforskningen af ”ekskursionen” som en ny form for pædagogik). Hvis I stemmer personligt på mig til Kommunalvalget, får I en repræsentant, der kender folkeskolen ud og ind. Og ved hvad almen dannelse er. Og almen dannelse er IKKE at indrette skolen som om den var et konsulenthus, der tilbyder kurser i “udviklingen af børnenes læringspotentiale”!

LÆS MERE: