Nogle middelalderlige engelske byer havde i 1200-årene et større islæt af jøder og hjemvendte korsfarere. Her var folk formentlig vant til at gennem århundreder at anstille sig mere åbent overfor ”de andre”. I hvert fald bonnede dette forhold ud på valgdagen, da englænderne skulle stemme om Brexit.

Siden englænderne stemte sig ud af EU har vi kunnet fornøje os med utallige forklaringer på hvorfor. Det var en hævnakt fra de fattige og udarmede, hed det. En konsekvens af populistiske folkeforføreres plads i medierne, løgn og latin, mangel på (ud)dannelse, russisk indblanding og meget mere, er det også blevet hævdet. Hertil føjer sig en række mere – tilsyneladende videnskabeligt – velfunderede forklaringer. De mennesker, der stemte nej var dårligt uddannede, rundet af industrisamfundet og derfor ældre, dårligt lønnede og i høj grad arbejdsløse. Hvoraf følger at de, der stemte for at forblive i EU, var yngre, veluddannede og højtlønnede medarbejdere i service eller informationssektoren.

 

Udfordringen med disse forklaringer er imidlertid at de skøjter på overfladen. Sagen er jo, at hvis netop de førnævnte forarmede og forhutlede englændere havde stemt ud fra deres rationelle økonomiske interesser, så ville de have indset at i den slags sager er det altid Fanden, der tager den sidste. Hvis det virkelig var økonomien, der havde afgjort valget, så ville netop de befolkningsgrupper have stemt ja. Prisen for Brexit betales nemlig  i Northumbria og ikke i London! det ved ethvert rationelt tænkende menneske.

 

Tidligt blev valget om forblivelse eller udmeldelse af EU imidlertid gjort til andet og mere end et økonomisk spørgsmål. Om noget blev det gjort til et æstetisk og dermed kulturelt valg. Dette blev meget tidligt symboliseret med et enkelt billede: ja eller nej til det rødbedefarvede europiske pas.

Moraln er at hvis man afholder en folkeafstemning, der grundlæggende får lov til at handle om æstetik og smag og ikke et simpelt politisk spørgsmål, så må vi forvente at folk handler på bagrund af deres kultur og livssyn og ikke deres snævre økonomiske interesser. Herved er noget helt andet pludselig på banen, nemlig folks grundfæstede værdier.

Hvor kommer kulturen fra?

Vi ved at det sjældent er uddannelse, alder, løn, eller tilhørsforhold til arbejdslivet, der direkte afgør hvilke holdninger og værdier folk har. Sagen er tværtimod omvendt: som mennesker formgives vi kulturelt meget tidligt. Derefter er vi ikke sådan til at flytte rundt på når det gælder (videre)uddannelse, valg, løn osv. Selvfølgelig er der naturligvis ofte en vis sammenhæng mellem hvilken kulturel sammenhæng man indlejres i og så de opvækstvilkår ens forældre og omgivelser i øvrigt har budt på. Men det er en anden sag! Det er stadig ”kulturen” der driver vores videre liv og ikke omvendt. Det er derfor også vores dybere kulturelle orientering, der styrer vores æstetiske valg. Det ved vi fra utallige bevidstheds-sociologiske undersøgelser gennemført i de sidste årtier.

Om vores kultur ved vi i øvrigt at den som regel er meget sejlivet. Som det ofte er udtrykt: som mennesker agerer vi mestendels som ryttere på en elefant (hvor elefanten er vores tidligt rodfæstede kultur- og livssyn). Vi kan en gang imellem få elefanten til at gå i en anden retning. Mestendels får den dog lov til at bevæge sig af sted i sit eget tempo. Ja, hvis vi er pressede, vil vi endda ofte opleve at vi af al magt hindrer elefanten at bevæge sig i en anden retning. Så gælder det jo om at værne om sin sikkerhed og blive på en sikker og kendt sti. Kan man derfor få et politisk valg til at blive et spørgsmål om æstetik, kan man derfor også få vælgerne op ad stolen på en langt mere sofistikeret vis.

Nuvel, hvor kommer disse, vores kultur- og livssyn, så fra? Og mere specifikt: hvor kom de værdisæt, der fik englænderne til at stemme for eller imod Brexit?

Det har en forsker fra New Zealand for nyligt sat sig for at belyse. Det fascinerende er nu, at der er en nøje statistisk sammenhæng mellem hvor kosmopolitiske og multikulturelle, de enkelte valgkredse stemte, og deres MIDDELALDERLIGE arv. Ja, det er faktisk ikke løgn!

Eller for nu at udfolde det lidt mere. Det har vist sig at der var en statistisk signifikant overvægt af vælgere, der stemte ”remain”, i de engelske byer, der havde en lang og sej tradition for være multikulturelt sindede i Middelalderen. Fielding, som forfatteren hedder, fandt således at der alt andet lige var en statisk signifikant samvarians mellem tilstedeværelsen af betydningsfulde jødiske islæt i middelalderen indtil 1290, da jøderne blev udvist af England, og en overvægt af ”remain” stemmer. Ligeledes kunne denne samvarians genfindes i de lokalsamfund, hvor der fandtes en privilegeret kro førende et traditionelt skilt med et ”saracener-hoved” (Saracen’s Head), indikerende at her havde der boet og arbejdet tilbagevendte korsfarere. Konklusionen, Fielding har draget, er at disse lokalsamfund – der tidligt måtte håndtere multikulturelle udfordringer – selv 800 år efter var mere ”åbne” end byer, der iøvrigt udviste samme socioøkonomiske profil, men ikke havde været tvunget til at rumme jødiske samfund eller kendte til hjemvendte korsfarere.

Men, har forskeren spurgt sig, kunne det ikke tænkes at årsagen var mere subtil, nemlig at disse – i højmiddelalderen – multikulturelle samfund senere også havde tradition for flere og bedre uddannelsesinstitutioner, herunder ikke mindst tidlige offentlige biblioteker (fra efter 1850)? Og at det derfor var dette kulturelle miljø, der udgjorde den egentlige bagvedliggende årsag? Svaret er, at det netop er tilfældet. Statistiske beregninger var dog entydige. Biblioteksfaktoren kunne ikke helt udligne den middelalderlige kulturpåvirkning.

Fieldings konklusion er derfor at andelen af ”remain” stemmer alt andet lige var signifikant højere i bysamfund, der tidligt – dvs. i 1200-årene – havde været ”multikulturelle” på grund af deres jødiske islæt og/eller tilbagevendte korsfarere. Og at ja, uddannelse og dannelse som en afledt konsekvens heraf blev en væsentlig forudsætning for at få denne tidlige ”multikulturalisme” kanaliseret over i det højere uddannelsesniveau, der alt andet lige endte med at befordre en større tilbøjelighed til at stemme ”remain”.

Kender vi de samme mønstre andetsteds fra? Ja, faktisk publiceredes der i 2013 undersøgelser der viste at der var en klar statistisk samvarians mellem jødeforfølgelser i forbindelse med pesten i 1350, stemmeafgivelsen på Hitler i 1933 og voldelig adfærd under Krystalnatten 1938. Igen ser vi her en massiv og sej kulturel påvirkning, der sætter spor mere end 500 år senere.

Alt dette er naturligvis enormt betydningsfuldt. Det indebærer nemlig at hvis man gør en politisk afstemning til et spørgsmål om æstetik, så undgår man behændigt at mobilisere folks rationalitet. Og det har alle Europa-valg jo været gjort til. Når det så handler om æstetik, ser vi netop at man kan mobilisere virkelig seje, historisk forankrede tænkemåder, der ikke lige sådan lader sig flytte rundt på. Nogle af dem endda med rødder i middelalderen. Spørgsmålet er naturligvis hvilke seje gamle danske middelalderlige traditioner, som vi skal mobilisere i 2019 når nu stærke kræfter givetvis vil prøve at gøre afstemningen til et æstetisk valg mellem “for og imod”?

Vi er rigtig nok ikke elefanter! Nej, det er meget værre: vi rider på dem! Som jeg engang oplevede i mødet med en ålborgensisk buschauffør der fortalte mig at han ville stemme nej til Euroen fordi han ikke ville opgave at have Margretes kontrafej på mønterne.

Og så lades alt håb jo ude…

KILDER:

1066 and all that: Some deep derterminants of voting shares in the 2016 referendum on EU membership.
Af David Fielding
I: The World Economy (2108): p. 1 – 16.

Who voted for Brexit? A comprehensive district-level analysis
Af Sascha O. Becker, Thiemo Fetzer og Dennis Novy
I: Economic Policy (2017) Vol 32, No.92, pp. 601 -650

Persecution Perpetuated: The Medieval origins of Anti-Semitic violence in Nazi germany. Quaterly Journal of Economics (2013) vol 127., p. 1339-1392

Voigtländer, N. og H. J. Voth