Det gamle danske sprog er fyldt med herlige ord, der afslører at de fleste dyr indtil fornylig levede dejlige vilde liv i den frie natur

Der findes en historisk myte, som beretter at engang boede danskerne i ydmyge hytter og levede af jagt og fiskeri. Senere lærte de at bygge huse, blive agerbrugere og sætte de tæmmede dyr på stald. Og selvom ikke alle dyr altid gik på stald, var det normen. Arkæologer og historikere kan imidlertid fortælle en helt anden historie. Den handler om at indtil industrialismens agerbrug var det norm at nogle dyr og i nogle tider af året kom på stald, mens andre fik lov at leve vilde og frie liv; hele året rundt. Sådan var det i Danmark indtil ca. 1850-1900. I andre steder af Europa var det normen helt op til udvidelsen af EU mellem 1986 og 2007.

Spørgsmålet er nu, hvornår stalde blev opfundet – og hvorfor de historisk set kun var ét blandt flere redskaber bonden kunne gribe til for at tage vare på sine dyr?

For det første er det vigtigt at gøre opmærksom på at ”stalde” gennem historien fandtes i mange udgaver. Der går således en lige linje fra hegn med tag, læskure, fritstående stalde og bondegårde med bolig i en ende og stald i den anden. Og arkæologien fortæller os, at alle disse typer af læ var tilstede i vekslende mængde og i forskellige bosættelser fra bronzealder og helt op til begyndelsen af 1800-årene. Ligeledes var det ikke således at nogle dyr – kvæg og heste – altid kom på stald, mens andre – svin og får – gik i indhegnede folde. Tværtom.

Snarere handlede det om at små dyr, drægtige dyr eller dyr beregnet på opfedning eller rituel slagtning ”kom på stald”, mens ungkreaturer og plage i meget vid udstrækning fik lov at løbe frit. Vi ved fra det gamle bondesamfund, at dyr blev lukket ud i udmarken, dvs. de store græsnings – og skovområder efter antal, hvor landsbyer og bønder gik sammen om at ansætte hyrder til at drive dem derud. Hertil kom, at de fleste samfund fra tid til anden også praktiserede egentlig sæsonbetonet ”fæbodsdrift”, hvor dyrene sendtes på græs 20 til 30 km væk fra gården; eksempelvis ud i marsken, ud på heden, ind i skoven eller op i bjergene i det øvrige Europa. Afgørende for at forstå disse forskellige måder at holde dyr på var de forskelligartede roller, som dyrene spillede – som formue, som status, som trækkraft og som ressource i form af føde, tekstil osv.

Endvidere indgik der tre væsentlige overvejelser i omgangen med dyrene, nemlig

• adgang til den arbejdskraft, der skulle investeres i indsamling af (vinter)foder. Det siger sig selv at høslet, løvslet og lyngslet ved håndkraft var hårdt arbejde.
• investeringen i bygningsmasse til at yde ly og læ. I hvert fald i Danmark blev det fra Middelalderen af en stadig større udfordring at skaffe godt bygningstømmer.
• adgang til tilstrækkelige græsningsområder – heder, græsningsskove, marskenge osv. Dette var en eftertragtet og derfor også værdifuld og begrænset ressource, som herremænd og storbønder til alle tider søgte at få tag i.

I det krydspres betragtede danske bønder indtil det sene 1800-tal opstaldning som bare én af mange muligheder, der bød sig til, når valget skulle træffes om, hvorledes dyreholdet skulle organiseres. I de overvejelser indgik erfaringen, at overvintring udenfor faktisk ofte blev anset for en langt bedre løsning end staldene. ”Hævd gør en god hest og ikke høje stalde” lød et ordsprog fra omkring 1560. Eller ”Hesten skal gå til krybben, ikke krybben til heste”, sagde de gamle omkring 1700. Andetsteds i litteraturen får man et indblik i hvordan disse heste blev passet:

”I disse sig vidt udbredende skove har de velhavende bønder en slags stutteri af vilde heste. Disse dyr bliver nu ganske overladte til naturen, og de tyr ikke til landsbyen uden i den stærkeste frost, når jorden er dækket af sne, og intet kan tjene dem til føde. Med megen møje få bønderne disse heste indfangede, og endnu mere møje koster det at vænne dem til at gå i selen. De bruger dem til pløjningen…”. Således skrev cand. Jur. August Hennings i et brev til Gehejmeråden, Hans Henrich von Schilden-Huitfeldts i 1770. Sammen med flere andre fortællinger fra Vedbysønder i egnen mellem Sorø og Slagelse samledes hans indberetninger siden til en rapport, der blev udgivet i 1905. I dag udgør beretningen en af de fineste etnografiske skildringer af det gammel-danske bondeliv fra før landboreformerne satte ind. Men praksis med at have dyr – heste, men også svin, får, geder og kvæg gående ude – fortsatte længe efter.

Danmarks store kulturhistoriker når det gælder vores flora, fauna og fæ, Vagn. J. Brøndegaard, samlede en række sørgelige historier om hvorledes disse indfangede vildheste blev mishandlede, når de skulle udfylde rollen som ”gårdøg”. Men indtil da levede de deres egne ubekymrede hesteliv. Tilsvarende skildringer findes af kvæg, der gik ude vinteren over, også i det koldere nordøstlige Europa. Græsøxne kaldte man de ungkreaturer, der solgtes på markeder i 2-3 årsalderen efter at være opfedet på strandengene. De heldigste fik så en vinter mere på stald og blev til staldøxne, hvorefter de vandrede ad den oldgamle oksevej (hærvejen) til markedet i Hamborg. På vejen fik de en sidste sommergræsning i marsken. Meget mindre heldigt var Helmissekvæget. Sådan kaldte man kvæget, der blev sat på stald til Alle Helgens. For når det gjaldt parasitter og utøj var det bedre at friste skæbnen uude i skovbrynet. For bonden var indsamlingen af vintergødningen dog essentiel.

Hvorfor så stalde?

Moderne forsøg med overvintring udenfor har da også påvist at kvæg trives bedst med temperaturer i intervallet mellem -4/+15, mens heste har det bedst mellem -10/+10. Almindelige robuste varieteter har derfor heller ingen problemer med at klare sig ude hele året i et almindeligt nord- eller mellemeuropæisk landskab. Det er faktisk først længere sydpå, at især kvæget, der ikke tåler varme ret godt, lider nød. Vigtigt er det dog at dyrene færdes ude hele året. Ellers taber de evnen til at tilpasse sig temperaturskift. Faktisk har senere forsøg vist, at kvæg, der står på stald har svært ved at klare den frost og det kolde vejr, der trængte ind i de gamle utætte bøndergårde, der kan opleves på frilandsmuseer rundt om. Der var slet ikke varmt i de stalde. ”Pelsen blev et tommetykt lag uld”, fortælles det i 1756.

Så hvorfor stalde? Ja, svaret er i virkeligheden ganske enkelt. Oprindeligt handlede det om status. Arkæologer har således påvist at kvæg på stald var noget de velhavende bønder havde mulighed for at have. Og når økonomien blev dårligere – eksempelvis i jernalderen fra 600-800 – kom færre dyr på stald.

Stalde skabte desuden mulighed for en mere balanceret indsamling af gødning. Desuden handlede det om, at 1700-årenes kameralister i stigende grad så skævt på kreaturernes færdsel ude i skove, på heder og andetsteds. Og endelig var det naturligvis mere bekvemt da mejerieksporten blev hovedindtægtskilden i anden halvdel af 1800-årene.

Men der er intet som tyder på at nutidens kvæg og heste ikke ville leve bedre liv ude i den frie natur forudsat at landskabet er varieret, rummer føde nok og der er rindende vand. Præcis som det gjaldt fortidens vildsmakker og andet godtfæ.

KILDER:

Why was cattle-stalling introduced in prehistory? The significance of byre and stable and of outwintering.
W. Haio Zimmermann
I: Settlement and Landscape. Ed by. Charlotte Fabech and Jytte Ringtved.
Jutland Archaeological Society 1998.

Folk og Fæ. Dansk hysdyretnologi.
Af Vagn J Bröndegaard
Rosenkilde og Bagger 1992

Nutritive value of winter-collected annual twigs of main European woody species, mistletoe and ivy and its possible consequences for winter foddering of livestock in prehistory
By Michal Hejcman et al
The Holocene (2014) Volume 24, Issue 6