Hvad har en sommerfugle med politik at gøre? Og er der virkelig intet, der ikke er så småt, at det nødvendigvis må få lov til at flyve flaksende under radaren hos en vordende lokalpolitiker? Svaret er vel nej. Og her kommer forklaringen.
I 2016 observeredes den fantastiske engperlemorsommerfugl i Degneengen i Kirkeskoven. Men siden er den ikke set. Dette vidunderlige lille dyr hører nemlig til en af de arter – dagsommerfuglene – der er stadig mere truet på livet. Den er ellers specielt knyttet til ret næringsrige moser og enge med mjødurter og tidsler. Den er dog ganske kræsen, idet æggene lægges enkelvis på bladene af mjødurt. Så den har brug for at Degneengen græsses ekstensivt så mjødurten får plads til at krybe frem. Græsset må ikke kvæle planten; men kvæget må heller ikke æde den. Om noget fortæller historien om mjødurten og engperlemorssomerfuglen, hvor sårbare vores økosystemer kan være.
Det vidste Naturstyrelsens medarbejdere naturligvis godt da man i begyndelsen af nullerne gennemførte en genopretning af degneengen og indførte den praksis at lade den afgræsse med såkaldt græskvæg for at holde træer og buskads nede, så mjødurten får plads. Hver sommer kan vi derfor glæde os over det græssende højlandskvæg på Degneengen i Kirkeskoven. Smukt er det, når de står og gumler for at holde engen fri for buskads og opvoksende træer. Men mon vi giver dem tilstrækkeligt gode vilkår til at løfte opgaven?
Første dilemma
Udfordringen har imidlertid hele tiden været at dyrene ikke for alvor har mulighed for at levere på den dagsorden. Det skyldes en række forhold, som gør at vi ikke kan lade græskvæget gå dér hele året rundt, men er nødt til at sætte dem på vinterophold oppe i Trørød i Kohaven.
En af forklaringerne er at da man genoprettede degneengen satte man naturligt nok dyrehegnet ovenpå det gamle jord dige, som degnen havde haft rundt om sin eng. Herved mistede dyrene imidlertid muligheden for at træde ud af engen og op i ly i skovbrynet, når det blev koldt og vådt, hvilket naturligvis ikke var optimalt. For det første sultede de og for det andet var der hverken vintersol eller tilstrækkeligt ly.
Så det første dilemma er om man i den slags projekter skal bevare de kulturhistoriske levn; eller sætte hegnet tættere på stien, der går på hver side og dermed forlænge græsningen på Degneengen?
Andet dilemma
Men hertil kommer også at muligheden for at dyrene kan rode tilstrækkelig rundt på Degneengen er begrænset af at den faktisk har to ejere. Ned mod hulvejen, der går fra Kirken og gennem Søllerød, ligger den ene halvdel, der er ejet af kommunen. På den anden side mod øst ligger Statens andel. Naturligvis går der en sti imellem de to ejere, der i praksis skiller Kirkeskoven fra byen rundt om Søllerød Sø.
I praksis betyder det at dyrene – der i princippet græsser på begge dele af engen – af ejeren skal lempes fra den ene indhegning og over i den anden. Det ville da være meget mere praktisk hvis samarbejdet kom i gang, så der blev bygget en færist hen over stien med en port til at hundeejere og ryttere kan passere, hvorefter kvæget frit ville kunne gå frem og tilbage. Måske kunne flokken endda gøres lidt større så den kunne gøre sit ”naturplejende” arbejde bedre?
Tredje dilemma
Det sidste dilemma er dog det vanskeligste at håndtere. Sagen er at degneengen i fordums tid var meget vådere. Os, der går der til daglig, vil vide at der længere mod øst, hvor degneengen slutter, ligger en kunstig sø. Skabt i 60erne ved at anlægge en dæmning, holdes den i ave ved hjælp af et stemmeværk. Når vandet når kanten af stemmeværket løber det ned i risten og videre ud i den gravede grøft, der skærer gennem Degneengen. Hvordan landskabet egentlig har set ud oplevede vi alle – inklusive husejerne på Malerbakken, da stemmeværket gik i stykker i januar 2021. Pludselig flød det med vand over hele engen og husejerne mistede en stor del af deres have.
Dilemmaet er nu at Kirkeskoven i løbet af de næste par år vil blive udlagt til urørt skov. En del af det koncept består i at dræninger, grøfter og kunstige søer – det som hedder hydrologien – i princippet skal slippes løs. Det ville formentlig være godt for mjødurten og engperlemorsommerfuglen. Men hvad med husejerne? Og kvæget, der vil forvises til brinken i skovbrynet? Og Kirkeskovens mange brugere? Og Svanerne, der ruger i søen. Og, og, og…
Politik er faktisk ikke særligt nemt!