Hegnene rundt om de femten Naturnationalparker bliver naturligvis dyrevenlige og halvåbne for at det småvildt, som skal kunne færdes frit.
En af de mest mærkværdige diskussioner, som har floreret på Facebook det sidste halve år, har været orkestreret af gruppen NEJ TAK til hegn – JA TAKtil mere natur. Mere specifikt har kampen gået på om de nye Naturnationalparker skal hegnes eller ej. Forleden havde gruppen bag endda indkaldt til en demonstration på Christiansborg i anledning af Folketingets åbning den 5. Oktober 2021. Meget sigende mødte der dog højst 100 frem, som måtte kæmpe om opmærksomheden med Men in Black og Veganerpartiet. Sidstnævnte kom hegnsmodstanderne endda op at toppes med, eftersom en del jægere havde forsamlet sig under banneret med NEJ TAK til hegn. Men sådan kan det jo gå, når der er bal i gaden.
Hvorom alting er, debatten om hegn har virkelig været på engang intens, langvarig og forunderlig. Hvorfor nu det?
Jo, det fornemste argument mod hegnene er, at de ikke kun hegner naturen, men også alle mulige dyr inde, der så ender med at dø af sult, fordi dyrene ikke bare kan ”vandre frit”.
Hertil er dog at sige at de allerfleste dyr naturligvis vil kunne vandre frit, fordi de hegn, der skal opstilles både kan og skal give mulighed herfor. Den slags hegn kalder man ”semi-permeable” hegn, eller på engelsk ”Wildlife friendly fences”.
Karakteristisk for dem er at de designes så de holder eventuelle store dyr inde – kronhjorte samt vildkvæg og eventuelle vildheste, elge og bison. Mens alt hjortevildtet og hvad der er mindre får mulighed for frit at passere.
Hvad gælder de store dyr, der ikke frit kan passere – men må nøjes med at leve på de 1000 ha eller mere hvor de sættes ud – så ved vi at de i kraft af dyreværnsloven og de plejeplaner, der er lagt, vil blive nøje overvåget. Og bliver det frost eller tørke og dyrene er i fare for på sigt at lide nød, så skal der iværksættes en række tiltag i tide. I sidste ende naturligvis tilskudsfodring.
Så på den konto er hegnsdebatten virkelig helt ude i skoven.
Det andet argument er lidt mere uhåndgribeligt, men ikke desto mindre værd kort at berøre. Det handler om behovet for overhovedet at hegne. Sagen her formuleres noget a la, det kan aldrig blive vild natur, hvis det hegnes inde. Det er naturligvis for så vidt rigtigt. Pointen er bare at for at kunne skabe de naturlige fristeder for vores vilde dyre og planteliv, som vi alle så brændende ønsker at fremme, så er hegnene i et landbrugsland en nødvendighed. I den bedste af alle verdener boede vi ikke midt i et landbrugslandskab, hvor bønderne har krav på at vi ikke bare tonser store dyr ud over landskabet, der så kan mæske sig i kornmarkerne, førend bonden har en chance for at høste dem. Men det gør vi nu engang.
Det turde da være indlysende at i den bedste af alle verdener var det landmændene og villaejerne, der hegnede sig inde. Men det ville jo skabe en endnu mere hegnsmættet hverdag. Så, indtil videre tænker jeg, at jeg godt kan leve med hegnet rundt om de nye Naturnationalparker, hvis bare det betyder at alle store og små væsener får bedre levevilkår. Og det ved vi jo at der er videnskabelige evidens for vil ske.
Endelig er der så kampene mod hegnet, der er affødt af at brugere af naturen vil opleve at skulle ad omveje for at komme ind i den hegnede Naturnationalpark. Hertil er imidlertid at sige, at den udfordring kan vi da løse ved at der oprettes rigtig mange og flere hegnsåbninger med færiste. Og herunder hegnsåbninger, som ryttere nemt kan bevæge sig igennem.
En særlig problematik gælder naturligvis for de naboer, der fra gammel tid af bare har kunne skræve hen over stenten i deres baghave. Men her må vi så skaffe midler til veje, så de – hvor det giver mening – kan få deres egen indgang.
Hvis vi holdt op med at råbe, ville vi komme meget længere med at finde gode løsninger på en udfordring, der er blevet reduceret til et banalt kampråd. Lad os dog komme videre.
KILDER:
A Landowner’s Guide to Wildlife Friendly Fences.
SE MERE: