Store landsdækkende trivselsundersøgelser af folkeskolen viser at vores børn generelt trives og har det godt med deres kammerater og lærere. Samtidig viser de dog også at kun et fåtal af vores børn oplever at få tilstrækkelig støtte og inspiration. Hvad gør vi ved det?

En af de store udfordringer I vores folkeskole er at mindst 40% af de 14-15-årige keder sig gudsjammerligt. Det gør en femtedel af de små børn ganske vist også. Tankevækkende er det dog at antallet af ”kedsommelige” børn fordobles i 8. Og 9. klasserne. Helt konkret kommer det til udtryk i at 40,4% af børnene i 9. klasse giver udtryk for at de på en skala fra 1 – 5 rangerer den støtte og inspiration, de modtager fra lærerne under 3. At børnene ikke er generelt utilfredse fremgår af, at det kun er mellem 4 – 7% af de samme børn, der giver udtryk for at de hverken trives socialt eller fagligt samt giver udtryk for at der mangler ro og orden i klassen. Børnene ved godt hvad de svarer når de giver udtryk for at de synes at undervisningen og skolegangen er uinspirerende – kedelig.

Dette er ikke en unik udfordring for Rudersdal. Faktisk gælder det hele landet og i 2016 resulterede de da også i en rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, ”Fra kedsomhed til trivsel i skolen” , hvori det klart konkluderes at hyppig kedsomhed er et overordentligt vigtigt advarselssignal, fordi det typisk optræder når skolen i øvrigt ikke fungerer som læringsmiljø.

”Kedsomhed” er nemlig det samme som “en ubehagelig, forbigående affektiv tilstand, hvor den enkelte føler en omsiggribende mangel på interesse og svært ved at koncentrere sig om den aktuelle aktivitet.” Eller sagt med andre ord: kedsomhed optræder når eleven ikke bliver set eller oplever ikke at få tilstrækkelig opmærksomhed. Derfor er der også en nøje sammenhæng mellem generel vantrivsel og kedsomhed.

Samtidig viste det sig også at begavede børn i de ældre klasser, der blev gjort en særlig indsats for at udfordre intellektuelt, på det tidspunkt allerede havde mistet enhver arbejdsmoral. For hvorfor engagere sig i timerne, når det alligevel altid var ”dumme-peter” der fik al opmræksomheden?

Bliver det så bedre i gymnasiet? Nej det fortæller de forældre og bedsteforældre, jeg fra tid til anden taler med. For som det hedder: alle og enhver skal i gymnasiet i disse år! Det skal kammeraterne jo, og desuden er festerne sjovere, siges det!

Hvad gør vi ved det? Svaret er naturligvis at vi som kommune eksempelvis bør se på hvor langt loven giver os mulighed for at lave tilbud eller forløb for specielt begavede elever. Nogle steder arbejdes der allerede på dette område, eksempelvis på Nærum Gymnasium, der tilbyder særlige matematikforløb til de dygtigste 9. klasses elever fra de omkringliggende skoler. Andre steder – eksempelvis i Gentofte – har man oprettet naturfagslinjer i folkeskolernes 8. og 9.klasser, der indgår i femårige forløb med de omkringliggende gymnasieskoler.

Atter andre steder har man eksperimenteret med at samle de ældre klasser på én skole i det større skoledistrikt for derved at skabe bedre vilkår for at kunne tilbyde flere og mere spændende tværfag, end den lille skole magter at etablere. Der er masser af ideer, der bliver udfoldet i vores nabokommuner. Nogle af dem skal måske skydes ned af faglige årsager. Andre giver gode resultater. Her i Rudersdal er der imidlertid ikke sket meget andet end at den hidtidige Kommunalbestyrelse har lavet et udviklingsnotat samt besluttet at iværksætte et udviklingprojekt fra 2019. Man fristes til at sige: Kom nu ind i kampen! Denne udfordring falder jo hverken tilbage på skolerne eller deres lærere, men derimod de rammer for skolernes trivsel, som politikerne sætter. Det er vores ansvar!

Tænk, hvis vores begavede børn ikke var tvungne til at sidde den af time efter time i hvad der tilsyneladende opleves som verdens mest kedelige skole?

Karen Schousboe

Efterskrift

”Den kiedsom Vinter gik sin gang” er de indledende verselinje af et digt af Ambrosius Stub skrevet c. 1740. Ambrosius Stub blev født i 1705 i Gummerup nær Assens. Efter sin studentereksamen i 1725 flyttede han til København, hvor han færdedes i kredsen omkring Ludvig Holberg. Her bidrog han med et bredt udvalg af skæmteviser, kærlighedsdigte og anden lejlighedsdigtning samtidig med at han forsømte sine teologiske studier. I 1735 gjorde han imidlertid en af mine formødre – Mette Cathrine Schousboe – svanger. Hermed endte hans studier brat og han flyttede tilbage til Odense. Allerede i 1747 dør hun imidlertid og Ambrosius Stub er efterladt med tre børn, hvoraf de to overlever moderen. I 1752 blandes han igen ind i en faderskabssag og han ender sine dage som skoleholder i Ribe, hvor han dør i 1758.

Ambrosius Stubs digtning blev første gang udgivet af præsten Thomas Severin Heiberg fra 1771 i “Arier og andre poetiske stykker”. Senere supplerede Ambrosius Stubs søn Christian denne samling I 1780.

Man kan læse mere om Ambrosius Stub i et portræt forfattet af Sven H. Rossel i Arkiv for dansk litteratur. Her findes også en detaljeret bibliografi over hans skrifter.