8 dage til Kommunevalget 2017 i Rudersdal – Valgdagbog af Karen Schousboe
Ved sidste skolereform blev skoletiden som bekendt udvidet ganske kraftigt. Erfaringerne herfra har generelt været meget dårlige. Spørgsmålet er, hvad vi som kommunalpolitikere kan gøre for at skabe bedre rammer om skolerne?
Ved den sidste skolereform blev vores børn for nu at sige det groft tildelt hvad der nærmest har svaret til en kollektiv eftersidning. Hvad er det, spørger den yngre læser nysgerrigt, for hvem eftersidninger tillige med spanskrør hører til en længst forsvunden fortid.
En eftersidning, mine damer og herrer, bestod i min barndom i at man fik besked på at blive en time længere i skole, mens andre børn fik lov til at gå hjem. Her skulle man så sidde en time med hænderne foldet foran sig på det tomme bord og se lige ud i luften mens den vagthavende lærer rettede stile eller andre skriftlige opgaver. Der sad vi så og kunne fundere over det vi havde gjort forkert – for mit vedkommende at have glemt blokfløjten tre gange til musik.
Nuvel, helt så slet er en tvungen lektielæsningscafé måske ikke. Her kan man jo sidde og spille på sin telefon, når man har lavet sine lektier og mens man venter på at klokken ringer ud, fortæller mine børnebørn mig. Samtidig med at de beretter om, at det i øvrigt er næsten umuligt at få lavet lektierne siden der hersker et infernalsk larm. Skulle der endelig være noget som de ikke kan finde ud af er de for resten på Herrens Mark eftersom den vagthavende lærer ikke er skolelærer, men derimod vikarierende pædagog. Endelig har de ingen lektier for, eftersom en masse af lærerne er vikarer. Så hvad tænker de? Spild af tid, svarer de mig!
Intet under at de tilsammen med en masse andre børn landet over undrer sig over hvorfor de skal sidde den af, mens fuglene fløjter og fodboldbanen venter. Det skylder vi dem naturligvis svar på.
Formentlig er der flere grunde:
For det første skyldtes indførelsen af helddagsskolen udfordringen med de uartige invandrerdrenge rundt om i landet, der ynder at føjte om på gader og stræder, således som det er en del af børnekulturen i den mediterrane kultur. Groft sagt sidder piger pænt indenfor, mens drenge sendes udenfor. Her er de naturligvis i fare for at komme i ”dårligt selskab” (drengebander) men det er ikke noget, der nødvendigvis vil bekymre en indvandret Syrer, for hvem det er den måde, drenge skal opdrages på og lære at blive mænd. Det danske samfund – der som bekendt mener at drenge ikke skal føjte om på gader og stræder, men spille fodbold eller dyrke idræt – har i årtier haft problemer hermed. Kort fortalt har det været svært at få disse unge drenge til at frekventere fritidsordninger og klubber. For at løse det problem uden at blive kritiseret for at være diskriminerende fandt man derfor på heldagsskolen. Ganske vist betød det at danske børn – der elsker at dyrke idræt og andet sjovt i ”klubber” – blev bortrøvet deres barndom, men det var en pris man tilsyneladende var villig til at betale for at løse problemet med børnene fra indvandrerfamilierne, hvoriblandt en tredjedel af de mest kriminelle 10 – 17-årige rekrutteres.
Hertil kom at heldagsskolen også løste et andet problem, nemlig at alle og enhver vidste at folkeskolen var bemandet med horder af gamle lærere, der ikke længere behøvede at forberede sig fordi de havde undervist i deres fag i utallige år. Ved at tvinge dem til tilstedeværelse i hele deres arbejdsdag drømte alle djøfferne om at få mere produktivitet for pengene. Ved desuden at parre ideen om heldagsskolen med ideen om ”den åbne skole” håbede man desuden at give lærerne nogle redskaber i hånden til at gøre det hele meget mere spændende og få denne bitre pille til at glide ned.
Resultatet? Ja, juryen er vel stadig ude, men der er næppe tvivl om at en bivirkning har været en massiv vækst i børnenes træthed og apati. Som bekendt afslørede en undersøgelse blandt eleverne i den danske folkeskole i slutnignen af 2016 at over 82% af mere end 20.000 børn anså deres skoledage enten lidt eller meget for lange! Samtidig viste undersøgelsen at dette gjaldt (næsten) uanset etnisk baggrund, forældres uddannelse, eventuel skilsmissebaggrund osv. Kun kønnet syntes at have betydning idet drengene generelt syntes at det var meget værre end pigerne. Men sammenfattende kan vi sige at danske børn lige nu oplever deres skolegang som overordentlig trættende (samt kedelig). Dette er vel også baggrunden for at stadig flere skoler benytter sig af muligheden for at afskaffe lektiecaféerne og forkorte skoledagene mod at sætte flere lærere på den samme klasse. Samtidig med at det er baggrunden for at stadig flere sætter deres børn i privatskoler, hvor de har større indflydelse og det hele ikke synes at sejle helt så vildt.
Slip fangerne fri, det er forår
Hvad skal vi dog gøre ved det? Skal vi give reformen længere tid til at udfoldes, således som Rudersdal har valgt? Eller skal vi give op og gentænke?
Jeg er stærkt tilhænger af den sidste løsning. Inden vi gør det skal vi imidlertid være meget mere kreative og tænke helt ud af kassen. Spørgsmålet er nemlig hvad vi egentlig skal med en folkeskole – altså en national skoleordning, der skal udstikke rammerne for skolerne fra Anholt til Amager? Hvorfor skal vi have den samme skoleordning i Rudersdal som i Gjellerupparken, Voldsmose og Mjølnerparken? Måske skal kommunerne have lov til at eksperimentere meget mere således som de har lov til når det gælder ældrepleje, indretning af plejehjem og samarbejde mellem offentlige og private aktører? Måske skal vi have lov til at afprøve skoletyper, hvor børnene får undervisning i klasser med ti til tolv børn og halvt så længe undervisningstid? Og hvor de derefter får lov til at løbe ud i den frie natur og eksperimentere med at ”slå sig selv ihjel” – sådan som børn nu engang har brug for? Måske skal vi bygge skolerne om så de to ældste klasser ikke længere er end del af folkeskolen, men derimod vores mange gymnasier. Så ville børnene i de ældre klasser (i udskolingen) blive undervist af fagligt kompetente lærere, der som minimum kunne bryste sig af en universitets-bachelor? I stedet for som nu hvor eksempelvis undervisningen i 9 klasse på visse skoler i Rudersdal for 15 procents vedkommende varetages af ”ikke-kompetente” dvs. ikke-linjefagsuddannede lærere?
Fremtidens skole i Rudersdal
Hvis jeg havde mulighed for at udtænke fremtidens skoleordning i Rudersdal kommune ville jeg tage udgangspunkt i den bog, jeg skrev i 1990 i opdrag for Undervisningsministeriet med titlen ”Horisonter”. Heri skitserede jeg en række fremtider eller utopier, som vi ville blive sat overfor at skulle vælge imellem. Pointen er at fremtiden jo ikke bare “kommer” – vi vælger den selv! Desuden skitserede jeg tre principper, der burde ligge bag fremtidens skole og undervisning. Kort fortalt mente jeg at denne skole skulle fremme tre dyder: pligten til ukuelighed, retten til fornyelse og friheden til forskellighed.
Det interessante er nu, at jeg i skildringen af de fem fremtider ikke tog fejl. Måske i detaljerne, men helt overordnet er det ikke gået meget anderledes end jeg dengang forudsagde. I dag lever vi i en postindustriel, international, digitaliseret og mangfoldig verden som fordrer os på en helt ny måde – hver især. Alligevel fremturer vi i at uddanne vores børn som om de i fremtiden skal fungere som passive og ensartede konstruktionselementer på samlebåndsfabrikken Danmark anno 1975, da realskolen afskaffedes og enhedsskolen indførtes.
Hvorfor skal vi dog have en fælles skoleordning, der gælder for hele landet? Hvorfor må vi i Rudersdal ikke selv indrette vores skoler i tæt samarbejde med forældrene og de fagligt kompetente lærere, så alle oplever at vores børn bliver dannede til at fungere i den fremtid, som netop vi ønsker for vores børn – og ikke den, som børnenes forældre vælger i eksempelvis Skive? Hvorfor skal alle børn i Danmark lære engelsk allerede fra første klasse når nu det – måske – giver mere mening at lære børnene i Sønderjylland tysk? Betyder det at nogle børn vil “stikke af” fagligt, mens andre efterlades tilbage på perronen? Næppe! Snarere vil det betyde at hvert enkelt barn med dets muligheder og talenter tages alvorligt – i stedet for som nu hvor én skomagerlæst forventes at passe alle børn.
Jeg kunne blive ved…
Udvalg af kilder:
Læs mere:
Horisonter. Tanker om Danmark i fremtiden.
Af Karen Schousboe
Undervisningministeriet 1990.