Almen dannelse er en af hovedhjørnestenene i den Danske Folkeskole, mener vi i Det Konservative Folkeparti. Vi vil have, at vores børn ender med at være myndige, kritiske, demokratiske og beslutningsdygtige borgere. Men fagligheden er altså det andet ben. Vi vil derfor også have at vores børn kender til den verden, som de skal færdes i – naturen, historien, litteraturen, kunsten og musikken.
Når jeg står overfor en folkeskole – som jeg her står foran Skovlyskolen i Rudersdal – er det, som interesserer mig, helt banalt om skolen kan løfte sin opgave. Og her er svaret nej.
Årsagen er at lærerne så tydeligt mistrives på denne og de andre skoler i kommunen. Ellers ville en mor i går aftes ikke kunne fortælle mig, at hendes barn på Skovlyskolen i 7. og 8. klasse havde været udsat for vikarer i over 27% af timerne. Og at disse timer i langt de fleste tilfælde begyndte med spørgsmålet: Hvad lavede I i sidste time? Hvor er i kommet til?
- Derfor ønsker vi Konservative her i Rudersdal, at lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Det har de i vores nabokommuner – Egedal, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm og Allerød. Og her søger vores lærere naturligvis hen for at få et arbejde. Ordentlige rammer må være, at man som lærer ikke risikerer at stå overfor en skoleklasse i 100% af arbejdstiden, fordi morgenen på kontoret går med at skaffe undervisere til klasser, hvor læreren har meldt sig langtidsledig på grund af stress. Og hvad er så nemmere end at spørge én af de få tilbageblevne.
- Dernæst bør der tilbydes vores lærere meget bedre efteruddannelsesmuligheder. I min fremtidige folkeskole får lærerne mulighed for at tage en faglig masteruddannelse i deres linjefag på Københavns Universitet eller DTU. Og nej, jeg taler ikke om ”fagfaglige” masteruddannelser i læringspædagogik på DPU. Det er glimrende med pædagogisk efteruddannelse, der kan inspirere vores lærere til at undervise ”på den sjove måde”. Men behovet for lærerne er ikke – og det har utallige lærere fortalt mig gennem år og dag – at vide mere om hvordan man kan lære børnene noget om ”verden”. Det er de jo uddannede til at vide. Men derimod at få udbygget deres kendskab til den ”verden”, som børnene skal guides til at leve i. Som en fagkonsulent i historie i Undervisningsministeriet engang fortalte mig: ”Det har været alt for nemt for os at afskaffe den sammenhængende historieundervisning og gøre den til en serie usammenhængende ”temaer” og ”forløb”. Vi havde jo lært den”! Det skal vi have rettet op på.
- Endelig skal vi give vores lærere bedre muligheder for at benytte sig af alle de fremragende tilbud, som vi har i vores ”udeskoler” – Musikskolen, Naturskolen, Museumsformidlingen, Folkekirkens Skoletjeneste og de mange frivillige idrætsforeninger, børnekor og meget, meget mere. Det kalder man, at børnene kommer i ”udeskolen”. Jeg kalder det, at børnene kommer på guidede ekspeditioner ud i virkeligheden.
- Til slut skal vi sikre at udskolingen af vores børn udvikles i samarbejde med de relevante ungdomsuddannelser, dvs. gymnasierne (STX, HHX og HTX) og produktionsskolerne.
Der skal meget til for at skabe en god og tryg skolegang – velholdte bygninger, god udluftning og differentieret undervisning, så de børn, der ikke lige ”passer” ind (fra autisterne til de super-dygtige børn og måske tosprogede børn) OGSÅ kommer i skole på den gode måde. Og ja, det koster penge. Og derfor foreslog vi konservative også ved de seneste budgetforhandlinger, at undervisningsområdet i 2022 skulle tilføres ekstra midler. Helt konkret 500 kr. pr barn. Men i min optik skal der flere penge til. Men de bør så findes i andre budgetter.
Helt personligt tænkte jeg over det forleden, da jeg så en meget fin og stor kommunal maskine, der blæste blade væk fra vejbanen. De penge, som den maskine havde kostet, havde jeg i hvert fald hellere set anvendt på bedre og sjovere undervisningsforløb i madkundskab (og bedre råvarer). Som en anden forældre fortalte mig: ”Hvad ligner det, at min dreng og hans kammerater lærer at lave spagetti med tomatsovs? Det er da ikke inspirerende. Og i øvrigt er det en ret, som de alle kan lave.” Politik er ikke kun at hæve skatterne. Politik er også at prioritere. Og jeg vil altså hellere prioritere udviklingen af eksempelvis vores musik- og naturskolers integration med vores folkeskoler end den fysiske ombygning af vores skoler. I min optik skal pengene skal gå til drift og ikke anlæg.
Og hvad betyder det så for skolesammenlægninger, strukturforandringer, lærings-udvikling, konsulentprogrammer og alt det andet gejl & gøgl, som skolerne har været udsat for i de sidste fem til ti år? Og svaret er:
NU STOPPER FESTEN!
PS: Om mig skal I vide at jeg skrev tre bøger for Undervisningsministeriet i slutfirserne om ”Fremtidens Folkeskole” og siden hen holdt utallige foredrag for lærere. I 2001-2 var jeg endda ansat som lektor ved DPU i et projekt omkring udviklingen af ”pædagogisk antropologi” (læs udforskningen af ”ekskursionen” som en ny form for pædagogik). Hvis I stemmer personligt på mig til Kommunalvalget, får I en repræsentant, der kender folkeskolen ud og ind. Og ved hvad almen dannelse er. Og almen dannelse er IKKE at indrette skolen som om den var et konsulenthus, der tilbyder kurser i “udviklingen af børnenes læringspotentiale”!