Min farmor var en gæv konservativ kvinde. Som mangeårigt medlem af først sogneråd og senere byrådet i Frederiksværk var hun med til at sætte den lokale dagsorden. Jeg funderer tit på hvad hun ville have ment om i dag…

Min farmors historie er lang og egentlig ret fantastisk. Hun var enke tre gange, første gang i sin pure ungdom med min ”rigtige” farfar, der var postmand på Bornholm. Siden med ”Pappa”, som min far betragtede som sin rigtige far. Han døde i koncentrationslejr og ligger begravet ved Elben. Senere giftede hun sig med min bedstefar, der var endnu en af modstandskæmperne fra 2. Verdenskrig. Heraf hendes navn, Lise Bennike, som er et andet end mit. I alt dette kæmpede hun for at forsørge sig selv, først som kontordame på Københavns Rådhus, senere som journalist, skribent og kogebogsforfatter.

Jeg elskede min farmor over alt på jord. Hun var et fantastisk levende menneske fuld af historier, sjov og ballade. Hvor vi hos min mormor fik ægte honning slynget af vores nabo på landet, købte min farmor rød ”kunsthonning” hos købmanden i Asserbo! Nogle af mine tidligste minder er faktisk netop fra Fyrregården, hvor hun boede i hele min barndom og ungdom – og fra stranden i Liseleje. Hvor hun dog aldrig tog med ned, for som hun fnisende sagde til mig: rigtige damer perspirerer ikke – og desuden skal jeg skrive!

Når jeg tænker på hende i disse dage skyldes det at jeg på mange måder synes at vores land stander i våde. Vi behøver bare at tænke på de fire truende isbjerge, som vi skal navigere rundt om – verdens overbefolkning, de stigende klimaudfordringer, religions- og kulturkonflikterne, og den ustyrlige globale økonomi – og som Per Stig Møller så glimrende har givet os omridset af.  Jeg ville ønske at jeg kunne spørge hende om hvad hun mon ville tænke om alt dette?

For et års tid siden siden satte jeg mig derfor ud på hendes bænk. Den ligger lige i den nordlige del af Løje Sø i Rude skov. Her friede min farfar til hende og her – på ”lises Bænk” som den hedder i vores familie – er det specielt godt for mig at finde frem til. hvad hendes svar mon ville være.

Jeg tror hun ville have tænkt sig godt om. Lidt efter ville hun have sagt at den største sorg i hendes liv var at hun aldrig fik en studentereksamen og kom på Universitetet. Og fik lov til at lære noget. Så ville jeg have spurgt hende om hvorvidt udviklingen  i det 20. århundrede trods alt ikke havde givet hende stemmeret, kvindefriheder og politisk indflydelse. Men så ville hun have svaret at alt det var ingenting uden også at have den viden, der skulle til for at kunne udøve det politiske ansvar på ordentlig vis. ”Som vi jo alle har pligt til”, ville hun have sagt. Hvorefter hun ville have tilføjet: blæse være med ældreplejen, erhvervsfremmeordningerne, trafikreguleringerne og kulturinstitutionerne. Ja, endog de store globale trusler. Alt det er overordentlig vigtigt. Men slet, slet ikke så vigtigt som vores skoler og universiteter.

Ok, svarede jeg så. Også jeg er jo farmor, og hvem vil ikke det bedste for sine børnebørn. Jeg bliver nødt til, tænkte jeg, at sætte mig ind i vores undervisningsinstitutioner og kigge nøjere efter, hvad der foregår dér. Det har jeg så tilbragt et lille års tid med at forsøge at komme under vejrs med.

Vores skole

Den gode historie er at der faktisk foregår en masse godt. De fleste børn lærer noget og de lærer meget. Ikke mindst lærer de at tænke selv, reflektere, arbejde sammen, projektere og formidle. Det sidste er de vildt dygtige til. Hjemmevante i det 21. århundrede jonglerer de på bedste vis med billeder, lyd, video, skrift, og 3D-printere, ligesom de fleste af dem faktisk er rigtig dygtige til regning og matematik.

Hvad de imidlertid ikke bliver i skolen, er dannede i ordets egentligste forstand. Undervisningen i historie, litteratur, kunst, musik samt biologi, kemi, og fysik halter rigtig meget bagefter. Javel, de ved en masse. De har massevis af indsigt i dit og dat. Men det er alt sammen projektorienteret og dermed fragmenteret. Hvad de komplet mangler er overblik og faglig fornemmelse. De ved hvordan de skal finde frem til at tænke om verden, nemlig gennem samarbejdet. De ved måske også hvordan de skal skaffe sig viden om verden ved at Google den. Hvad de derimod ikke ved er om verden. Eller sagt lidt mindre spidsfindigt: de kender ikke til deres omverden.

Oplevelser versus læring

Årsagen hertil er at vores skole er hildet i en helt forkert læringsfilosofi. Ifølge den skal børn først bibringes et sprog. Eller sagt på en anden måde, læreren skal indledningsvis først italesætte deres verden. Således formede i deres tankesæt, kan man nu slippe dem (kortvarigt) ud i virkeligheden, hvorefter de skal fanges ind igen for at bearbejde det oplevede i grupper. Det kalder man læringssløjfen i skolelærerkredse.

Intet sted er det paradoksalt nok så tydeligt som i implementeringen af det, der kaldes ”udeskole”. Stærkt inspireret af politikere såvel som Undervisningsministeriet har dette været en del af den dagsorden, som blev sat med Folkeskolereformen fra 2013. Under vejledning af faglærere på universiteter og diverse university colleges har det medført en parallel refleksion over det som med et fint ord kaldes ”udeskoledidaktik”. Naturligvis er der mange definitioner på hvad det går ud på. Sammenfattende kan det dog siges at processen er entydig: teorien tages med ud, erfaringerne tages med ind. Hele projektet emmer da også af dogmet om ”læringssløjfen”…

Hvad vi ved om vores verden er imidlertid at den ikke begynder i klassen. Det er ikke dér vi kommer i nærkontakt med den. Det gør vi naturligvis ude i naturen, på tværs af landskabet, rundt blandt kulturminderne, inde på museet, henne i kirken eller oppe på kroen.

Kort sagt: al undervisning bør begynde med en oplevelse – med forundring. Se, siger mit tre-årige barnebarn, Asger, og peger på et lille rødt aflangt slimet dyr på skovstien. Ja, siger jeg, det er en snegl… hmn, siger han, men den er jo ikke sort, den er rød? Ja, siger jeg, det er sneglene i Rude skov. Se, siger jeg, den er helt rød i panden. Dræbersnegle, som dem hjemme i din morfars have, derimod er sorte i panden. Således opløftede går vi videre.

Nuvel, der er naturligvis flere pointer i denne historie. En af dem er imidlertid, at jeg tilfældigvis vidste hvad forskellen var på de to typer af snegle. Og derfor kunne tilfredsstille hans nysgerrighed. Hvilket naturligvis leder mig videre til næste spørgsmål, nemlig, ved mine børns lærere det? Hvis de gik i tur i skoven med Asger, havde de så kunnet svare uden først at slå op på deres iphone? Ville de overhovedet have vidst at der fandtes nogle truede røde skovsneglearter, der let kan forveksles med dræbersneglene?

Svaret er naturligvis at nogle lærere ville have vidst det. For selvfølgelig findes der (stadigvæk) dannede lærere. Lur mig dog, om de allerfleste ikke ville have grebet febrilsk efter deres omvandrende lomme-wikipedia. Man kan jo ikke vide alt, ville de trodsigt fortælle mig. Hvorefter udflugten hurtigt ville få en ende i og med at læreren med sine børn på slæb vendte tilbage til det trygge klasseværelse med de fire vægge, der kollapser indad på grund af alle de opklistrede læringsplaner.

Næh, ville jeg så svare. Men man kan godt vide meget… især hvis man har fået lov til at opleve meget.

Fremtidens skole

Så hvad skal vi mene om fremtidens folkeskole? Når vi ser bort fra den helt nødvendige indøvning i læsning, skrivning, regning og fremmedsprog?

Jo, min fremtidige folkeskole er for det første bemandet med lærere der ikke nødvendigvis har tilbragt tre år på skolebænken, mens de tillærte sig alle mulige slags pædagogiske og didaktiske krumspring. Hånden på hjertet, alt det lærer de jo kun fordi det er en så vigtig del af lærernes fagidentitet. Ligesom journalister bryster sig af ”det journalistiske håndværk”, gør lærerne sig nemlig til af deres pædagogiske kompetencer. Jeg vil imidlertid have lærere i mine børnebørns skoler, der ikke bare er pædagogiske ekvilibrister, men som rent faktisk kan skrive dansk på skoleintra uden at man får lyst til at tage den røde filtpen frem og rette de mange stavefejl og grammatiske bommerter. Og så vil jeg have lærere der har en stærk faglig ballast – dvs. paratviden om Danmarks og Europas historie, natur, litteratur, kunst og musik. Ja gerne, verdens…Som helt ind i deres marv mestrer grundfortællingen om hvor vi kommer fra, hvem vi er er, og den kultur vi er bærere af.

Og som derfor heller ikke er bange for at agere ”rejseguide” ud i omgivelserne (eller kun tør, hvis turen guides af den lokale naturskole eller museets skoletjeneste). Det er der heldigvis mange lærere som har mod på. Og som i disse år arbejder seriøst med at finde nye måder at bedrive undervisning på.  Men der findes desværre også en del, som ikke mestrer deres fag godt nok til at tro på at de kan levere svarene ude i den virkelige verden. Hvor de helst skal falde prompte, når barnet spørger. Og som derfor meget hellere søger tilflugt bag katederet ved hjælp af ”Mette og Søren”.

Det skal vi altså have rettet op på. Nu!

På udflugt

Jeg husker stadig med stor fornøjelse min farmor da hun – engang hun passede os mens mor og far var ude at rejse – tog os på Hotel Østerport. For som hun sagde, det var en skændsel vi ikke vidste hvordan man spiste østers…

Ære være hendes minde!

 

FOTO:

Min farmor omgivet af min familie på Fyrregården i 1959. Selv står jeg nederst til venstre ved siden af min bror.

Karen Schousboe