10 dage til Kommunevalget 2017 i Rudersdal – Valgdagbog af Karen Schousboe
På Rigshospitalet har der i flere år kørt såkaldte semiambulante forløb på Hæmatologisk Afdeling. Succes for alle parter, har det vist sig! Den slags vil sætte sig spor i fremtidens kommunale sundhedspolitik
På Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet har en del leukæmi-patienter nu i et par år haft glæde af at få deres kemoterapi og anden behandling i såkaldte semiambulante forløb. Hvad betyder det? Ja, helt praktisk at de får deres kemoterapi hjemme via en pumpe, de bærer på ryggen, ligesom de får de efterfølgende blodtransfusioner og antibiotika i forbindelse med kortvarige ambulante besøg. Hvad betyder det? Jo, for det første betyder det at patienterne kan være hjemme i lange perioder på trods af komplicerede behandlingsforløb. Tænk bare, de slipper for at være indlagt med alle de irritationsmomenter, der følger med! Med kemoterapipumpen i rygsækken kan de selv gå ud og lave præcis den frokost, som de (forhåbentlig) har lyst til. Og så er der muligheden for at få besøg uden at skulle bekymre sig om at medpatienter overhører ens fortrolige samtaler med de kæreste og næreste. Hertil kommer desuden at disse patienter er væsentlig mindre tilbøjelige til at få infektioner. Som vi alle ved er hospitaler jo nærmest en slags petriskåle. Infektion bliver de mindre udsat for. Endelig sparer hospitalsvæsenet måske også en masse penge. Sygehussenge er jo ganske enkelt dyre at fylde.
Det nye er nu at disse banebrydende forsøg er ved at blive udbredt til andre afdelinger og typer af kræftpatienter. Ligeledes har forsøgene vakt opsigt internationalt. Det er sikkert at vi i disse forsøg kun ser toppen af fremtidens isbjerg. Det er også sikkert at vi i lyset heraf vil skulle gentænke behovet for hospitaler. Allerede i dag foregår eksempelvis hofte- og knæoperationer nærmest ambulant. Sådan var det ikke for få de ti år siden, da Fogh iværksatte investeringerne i de supersygehuse, der i disse år åbner over hele landet. Det er næppe helt forkert at betragte en stor del af disse investeringer som totalt fejlslåede! Bemærk, vi taler i 100 milliarder klassen!
Det betyder ikke at vi ikke har brug for velfungerende centrale behandlings institutioner – hospitaler om man vil. Men hovedparten af det som vil foregå dér i fremtiden vil handle om vildt avancerede genetiske analyser så folk kan få deres personligt tilrettede medicin samt andre specielle indsats udført af højt-specialiserede og dog tværfaglige teams. Således som det eksempelvis allerede er tilfældet på Rigshospitalet og i Århus, vores to egentlige Universitets hopitaler her i landet. Kære læser, lad dem derfor ikke forføre af den titel, som Roskilde hospital har tilranet sig som ”Roskilde University Hospital” – der er man stadig nødt til at sende prøver af sted til de avancerede laboratorier på Rigshospitalet. Sådan bliver det formentlig ved med at forblive lang tid endnu. Der mangler jo langt flere dygtige bioanalytikere med grønne hænder førend provinsen få deres “egne” specialcentre.
Alt dette er naturligvis vigtigt at tænke med når vi skal forestille os den fremtidige sundhedspolitik i ”lille” Rudersdal. For hvad for vi brug for når færre og færre patienter bliver passede og plejet på de store hospitaler og flere og flere – gudskelov – bliver sendt hjem på skrøbelige krykker og med rygsække med kemoterapi på ryggen? Svaret er at vi naturligvis igen får behov for de små lokale ”kommunehospitaler” der engang lå spredt ud over det danske land.
I fremtidens Rudersdal forestiller jeg mig derfor at vi råder over et sundhedscenter, der på engang fungerer som en lokal sundhedsklinik, genotræningscenter, hospice og administrativt center for udgående pleje-teams. Til gengæld skal vi næppe have et specialkøkken, der leverer varm mad til de ældre i kommunen. Bør det ikke udliciteres til en kommunal just-eat ordning?
Bliver det trygt? Ja, formentlig meget mere end hvis man skal opleve at stresses af hospitalsindlæggelser. Og tænk engang: måske får vi endda mulighed for at ”dø i vores rede”?
Karen Schousboe