Muslim and Christian Integration

Hvorfor fejler integrationen af muslimer i kristne vesteuropæiske lande?

Krav om kulturel assimilation er en afgørende forudsætning for færre kulturelle spændinger mellem muslimer og kristne

cover - why muslimsLebanesere, der mellem 2013 – 2014 ansøgte om job i Frankrig havde forskellig succesrate alt afhængig af om de var kristne, jøder eller muslimer. En kristen kunne nøjes med fem ansøgninger, en jøde syv ansøgninger mens en muslim gennemsnitligt måtte sende 20, førend indsatsen gav pote.

Denne og andre tilsvarende undersøgelser er publiceret i en ny bog udgivet på Harvard University Press af sociologerne Claire Adida, David Laitin, and Marie-Anne Valfort . Titlen er “Why Muslim Integration Fails in Christian-Heritage Societies.” (Harvard 2016)

Dette er en yderst interessant bog. For det første fordi den meget tydeligt påviser at der finder diskrimination sted baseret på religion og ikke region. Det handler altså ikke om hvorfra folk kommer, men derimod den religion, de sender et signal om at tilhøre. I et eksempel afprøvede forskerne således hvilke n forskel det gjorde at en mand kaldet ”Muhammed” i en ansøgningssammenhæng tog navneforandring til ”Adam”. Chancen for at få et job blev simpelthen signifikant større. (Dette er en erfaring, der intuitivt deles af de mange immigranter til USA, som lige så stille accepterer at få deres navn ændret uanset om deres herkomst er polsk, italiensk, dansk eller arabisk).

For nu at gøre det klip-klart påviser forskerne således entydigt at der finder diskrimination sted på det franske arbejdsmarked og at denne diskrimination er religiøst betinget. Desuden påviser de at følelsen af at blive diskrimineret imod vokser med tiden. Det er denne erfaring, der skaber en større grad af religiøs identifikation blandt 2. Generationsindvandrere med muslimsk baggrund. Tryk avler modtryk, så at sige…

Men forskerne går videres. I et afsluttende kapitel forsøger de at måle graden af diskrimination på arbejdsmarkedet i 16 vesteuropæiske lande og forsøger at finde frem til hvorvidt forholdene er ensartede i lande præget af multikulturalisme versus lande præget af en politik om assimilation. Af disse 16 lande er Danmark suverænt det land, der politisk set stiller højst krav om assimilation, mens Sverige som bekendt ligger i den anden ende af spektret.

Det viser sig nu at jo mere assimilation, der stilles krav om, des bedre bliver integrationen. Lidt mere specifikt kan det konstateres at tilstanden i vesteuropæiske lande præget af krav om assimilation er

  1. Graden af religiøsitet blandt muslimer er indledningsvis større end i multikulturelle samfund. Dvs. folk ankommer, bliver mødt med krav om assimilation og præsenterer sig derfor som mere religiøse end de ville gøre, hvis de var ankommet i et multikulturelt samfund. Deres børn bliver samtidig mere religiøse. MEN: I multikulturelle samfund bliver børnene statistisk signifikant meget mere religiøse (radikaliserede) end de gør i assimilerende lande. Med andre ord: når folk ankommer til assimilerende lande bliver de mere udfordret på deres religiøse identitet end i multikulturelle lande hvor ”de åbne armes politik” hersker. Efterfølgende bliver deres børn imidlertid statistisk signifikant mindre religiøst sindede end deres kusiner og fætre, der vokser op i multikulturelle samfund, der griber chancen for at udfolde sig. Så ja, alle 2. generations indvandrere har en tendens til at betone deres religiøse identitet. Men udviklingen på dette område er stærkere i multi-kulturelle samfund.
  2. Det same mønster gælder også indvandrernes holdninger til kønsforskelle. De ankommer og er gennemsnitligt betragtet ikke særligt liberale. I lande præget af assimilation får 2. generationsindvandrerne imidlertid et statistisk signifikant mere liberalt syn på kvinders frigørelse end det som herskede I forældregenerationen. OG: De får et mere liberalt syn på kvinder end i multikulturelle samfund (hvor børnene får langt mere lov til at vokse op i gettoer).
  3. I assimilations –lande er Muslimer alt andet lige mere udsatte for diskrimination på arbejdsmarkedet, når de ankommer end tilfældet er i multikulturelle lande. Dette forværres over tid og gælder også deres børn. MEN: Chancen for at blive diskrimineret imod bliver større i multikulturelle lande, hvor fornægtelsen af problemet tilsyneladende skaber større frustration og usikkerhed.
  4. Når det gælder almen diskrimination, ses det samme mønster.

Konklusionen er at i multikulturelle såvel som i assimilations-samfund oplever flygtninge og indvandrere med en muslimsk baggrund hurtigt en kontant og meget følelig diskrimination. på arbejdsmarkedet. Denne diskrimination er forankret i konkrete oplevelser såvel som mere diffuse ”smagsbaserede” holdninger blandt arbejdsgiverene. På den ene side finder denne diskrimination sted på grund af udfordringer forankret i religiøse forskrifter.

På den ene side betinges denne diskrimination hos arbejdsgiverne angiveligt i erfaringer med bøvl med de muslimske arbejdstageres manglende vilje til at acceptere kvindelige ledere, uvilje til at give hånd, krav om plads til religionsudøvelse (bøn) på arbejdspladsen, krav om særlige religiøse fridage, uvilje til eksempelvis at servere vin for gæsterne på restauranter, manglende arbejdsindsats under Ramadanen, krav om halaslagtet mad i kantiner osv. Hertil kommer general uvilje blandt arbejdstagerne om at skulle acceptere arbejdstagernes krav om at have ret til at skilte med religionen gennem særlig klædedragt (huer, skæg, tørklæder) og udfordringen heraf af virksomhedens ønske om at ”fremstå” på en bestemt vis.

Dette giver alt andet lige anledning til en forstærket religiøs identitetsfølelse blandt de muslimer, der oplever at blive diskrimineret mod. MEN: denne forstærkede religiøse identitetsfølelse folder sig dog alt andet lige signifikant mere ud – ikke mindst blandt efterkommerne – i multikulturelle samfund, hvor der gives mulighed herfor. I lande, der kræver assimilation – par excellence Danmark – bliver denne trang mindre.

Forfatterne postulerer at dette skyldes at i lande hvor der stilles krav om assimilation ”tilpasser” flere sig fordi der 1) stilles krav om det 2) det er tydeligere hvad man skal assimileres med (det meldes tydeligere ud) 3) det er evident hvad der kræves.

Bogens konklusion er at man derfor skal arbejde på tre fronter for at komme den udbredte diskrimination til livs

1) Immigranter og flygtninge skal stilles overfor deltagelse i langvarige integrationsforløb, der sikrer at folk lærer sproget, kulturen og historien. Og børnene skal ikke have ”ret” til at få særbehandling i skoler, institutioner eller på gaden.

2) Arbejdsgivere skal åbent lære at kende til og forholde sig til hvilke af de muslimske ansøgeres kulturelt divergerende adfærd, der kan give udfordringer – og hvilke der kan findes løsninger på (reduktion af ”smagsbaserede” diffuse følelser og fokusering på praktiske udfordringer, hvor der – måske – kan findes praktiske løsninger.

3) Muslimer skal gøres begribelige at de er nødt til at gå på kompromis med deres religionsudøvelse (eksempelvis kan man ikke afvise at påtage sig et job som tjener, fordi man ikke vil servere alkohol for gæsterne). Ligeledes er det heller ikke acceptabelt at insistere på at gennemføre fasteforskrifterne hvis det bringer kollegerne i fare.

4) Imamer skal uddannes lokalt og ikke ”importeres” (eller gives opholdstilladelse).

Karen Schousboe

Please follow and like us: