Adolph Northen: Napoleon's Retreating from Moscau. Source: Wikipedia

På vej mod WWIII?

Hvordan skal vi forstå borgerkrigene i Mellemøsten, folkemassernes vandringer og generalernes betydning? En (gen)læsning af Tolstoy’s roman, Krig og Fred, kan stærkt anbefales

Ifølge internationale medier blev den russiske premierminister Medvedev forleden sendt på gaden med en offentlig besked til NATO, USA og Saudierne om at tredje verdenskrig lurer, dersom de involverer sig mere aktivt i krigen i Syrien. I stedet skal parterne mødes ved forhandlingsbordet. Det gjorde de så i går med det resultat at der efter sigende forventes at være bragt en våbenhvile i stand pr. 1. marts. Imens falder bomberne tæt over Aleppos forstæder og vi andre mindes det politiske spil, der førte frem til WW2: på den ene side et Frankrig og et England, der var afmilitariserede og stadig udmattede efter WW1 og på den anden side Hitler og hans slyngler, der forhandlede på skrømt, mens de planlagde okkupationen af Sudeterland og det daværende Tjekkoslovakiet. Siden har historikerne skændtes om hvorvidt Hitler havde kunnet være kvalt ved fødslen, dersom vi havde taget krigen på det tidspunkt i 1938 hvor hans krigsmaskine endnu ikke var fuldt udfoldet. Til orientering er juryen stadig ude…

I dag er det præcis det samme dilemma, vi står overfor – skal vi poste milliarder ind i et eskaleret våbenkapløb eller vil vi fortsætte med at holde vejret og lade stå til i håb om at fornuften vil sejre? Hvornår er nok nok? Når krigen ikke længere føres på Syrisk grund, der ret beset nu er blevet reduceret til et øvelsesterræn for Putins tropper, imens planerne lægges for det næste nålestik, der givetvis vil føres tæt på de baltiske lande? Det bliver næppe i første omgang Finland, Sverige eller Bornholm, der vil stå for skud. Men vent og se. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid førend disse nålestiksoperationer får et sådant omfang at vi er nødt til at gribe ind for at bevare vores frihed? Men er det så det værd? Skal vi flygte til USA allerede nu? Eller skal vi blive og tage kampen op?

Napoléon at the Battle of Austerlitz, by François Gérard © Galerie des Batailles, Versailles 1810. Kilde: Wikipedia (OD)
Napoléon at the Battle of Austerlitz, by François Gérard © Galerie des Batailles, Versailles 1810. Kilde: Wikipedia (OD)

For at blive klog på disse spørgsmål lønner det sig naturligvis at kunne sin historie. Imidlertid skal vi – for at forstå – verdens gang i disse måneder træde endnu et skridt tilbage, nemlig til begivenhederne i 1800 – 1814. I årtierne rundt om var Europa præget af Napoleonskrigene, der hærgede store dele af kontinentet. Hvorfor fandt disse begivenheder sted? Var de forårsaget af én mands storhedsvanvid? En national eufori? En uopmærksom omverden?

Det interessante er nu at vi faktisk besidder en enestående historisk tolkning af disse begivenheder: Tolstoy’s roman om ”Krig og Fred”. Dette er naturligvis verdens bedste roman, der på tværs af begivenhederne fængsler med sin beretning om anti-helten, Pierres, kamp for at finde frem til en mening med tilværelsen. Men romanen var og er også et overordentligt vægtigt indlæg i vores forsøg på at begribe ”historiens gang”.

Alligevel læses den alt for sjældent af historikere, som det den også var og er: nemlig et indlæg i datidens historisk-filosofiske debat. Den seneste danske udgave, der udkom i 2004 på Gyldendal bidrog dog for mig til denne afklaring. Udgaven blev nemlig udstyret med den første danske oversættelse af det historisk-filosofiske essay, som Tolstoy faktisk afsluttede sit værk med. I dette essay rejser han romanens overgribende spørgsmål således: ”I denne 20 års periode [Napoleonstiden] bliver et enormt antal marker ikke pløjet, huse bliver brændt, handlen ændrer retning; millioner af mennesker forarmes, bliver rige, flytter sig, og millioner af kristne, der bekender sig til næstekærlighedens lov, slår hinanden ihjel. Hvad betyder alt dette?” (s. 682).

Tolstoy’s svar er for nu at sige det mildt dybt interessant af flere årsager. For det første er svaret naturligvis væsentligt fordi han udfolder det kunstnerisk i et epos, der næppe kan undgå at fængsle en hvilket som helst læser, der er vokset fra Harry Potters ulidelige heroisering af helten. Men det er altså også væsentligt at han faktisk gør sig umage med at forklare det mere nøgternt. Det han hævder er, at historiens gang ikke kan forstås som andet end historien om menneskers omgang med magten. Men spørger han, hvorledes får folk magt? Og hvem har magt? Her gør han den interessante iagttagelse, at såkaldt magtfulde mennesker – de, der udsteder befalinger – faktisk er de mennesker, der er længst væk fra begivenhedernes gang. Vi går derfor fuldstændig fejl hvis vi tror at vi kan forstå begivenhederne i Napoleonstiden med henvisning til Napoleon. Eller for den sags skyld, begivenhederne i dag, med henvisning til Putin. For nu at skære det ud i pap: rædslerne i de tyske koncentrationslejre lader sig ikke begribe alene med henvisning til Hitler, Himmler, Eichmann og alle de andre forbrydere. Holocaust ville jo aldrig have fundet sted med mindre mennesker havde udført handlingerne! Som Tolstoy skriver: ”Hvis man vil være sikker på at en ordre bliver udført, må mennesket udtrykke en ordre, som kan udføres”. Nogen skal gøre det beskidte arbejde, ville vi sige. Vi har en fejlagtig forestilling, hævder Tolstoy, at en ordre, der går forud for en begivenhed, er årsagen til den, fordi vi glemmer de ufattelig mange andre ordrer, der kunne have været udstedt, men som aldrig blev det; eller som blev udstedte, men ikke havde nogen konsekvens. Vi ”ser” kun de ordrer, der – tror vi – leder frem til de begivenheder, vi ønsker at forklare. Hvis udfoldelsen af denne erkendelse lyder tørt kan jeg kun anbefale at læse Tolstoy’s skildring af krigsskuepladsen in 1805 og slaget ved Austerlitz i bind et af Krig og Fred. Hvis det forekommer for eksotisk skal jeg bede læseren om at tænke på lederen af hans eller hendes arbejdsplads, der render rundt og hæver en fed løn for at holde betydningsfulde møder på direktionsgangen om den tilstundende omorganisering af arbejdsgange og kontorindretningen.

Men hvad ”skaber” så historien? Lovene? Filosofien? Litteraturen? Eller med andre ord: ideerne? Svaret er ifølge Tolstoy et rungende nej. I virkeligheden er disse forklaringer også bare skalkeskjul for at heroisere det sublime menneskes indflydelse. Nu er helten bare ikke længere en Napoleon eller en Putin, men derimod en Voltaire.

Men hvad skaber så historiens gang? Svaret er ifølge Tolstoy summen af ”alle de menneskers virksomhed, som deltager i begivenheden og altid forener sig sådan, at de, der tager den største umiddelbare del i begivenheden, tager det mindste ansvar på sig; og omvendt”.

Det er altså dit og mit ansvar, der er udslagsgivende, skriver Tolstoy. Heraf skulle man så tro, at han mener at vi som mennesker grundlæggende er frie til at træffe (det rigtige valg). Så enkelt er det imidlertid slet ikke. Faktisk tværtimod. Tolstoy er af den opfattelse at når alt er sagt og gjort er vi jo bundet af både tid og sted. Vi ender altid med i sidste ende at støde os på kendsgerningerne. I mødet mellem de to modsætninger – bevidstheden om at vi har friheden til at gøre ét og fornuftens erkendelse af nødvendigheden af at gøre noget andet – sejrer nødvendigheden altid. Vi ser det bare ikke, hvis vi er tæt på begivenhedernes gang. Vi er aldrig sat udenfor – ”udelukket fra alle indflydelser”, skriver Tolstoy. Frihed er, skriver han, ”for fornuften kun et øjeblik, en ubestemmelig følelse af liv”.

I sit essay konkluderer han at ”hvis historien som sit emne har folkeslagenes og menneskehedens bevægelser og ikke beskrivelsen af episoder i menneskers liv, så bør den, idet den skubber begrebet årsag til side, søge de love, der er fælles for alle ligeværdige og uløseligt forbundne, uendeligt små elementer af frihed.”

Lad være at Tolstoy i denne skildring er for stærkt optaget af at analogisere fra naturvidenskabens datidige optagethed af atomernes rasen. Tilbage bliver dog at han historisk-filosofisk her ser klart, at historiens gang ikke består i en skildring af disse myriader af uendeligt små begivenheders farten rundt på jordklodens overflade, men derimod i de love, der styrer denne farten rundt.

Men hvilke love?

Vyacheslav Tikhonov at Austerlitz in the film by Bondarchuk. War and Peace 1966
Vyacheslav Tikhonov at Austerlitz in the film by Bondarchuk. War and Peace 1966

Det er naturligvis indlysende at Tolstoy og Marx – som aldrig mødte hinanden – på sæt og vis tænkte i de samme baner. Begge var de anarkistiske profeter, der på hver deres vis var optaget af at forstå historiens gang som forankret i nødvendighedens lov. Hvor Marx dog var optaget af den historisk-materialistiske forståelse af nødvendigheden, så Tolstoy som bekendt anderledes på det. Hans tilgang var Kristendommens fordring på hin enkeltes engagement i det enkle hverdagsliv. Når livet lykkedes, mente den ældre Tolstoy, skyldtes det menneskets hengiven sig til ”nærheden”. Meget blæk er blevet spildt på at forstå bruddet mellem hans tidlige forfatterskab og hans senere profetiske og spirituelle skriverier. Tilbage står imidlertid at der faktisk går en lige linje fra hans skildring af den sårede Fyrst Andréj Bólkonskij’s oplevelse af den høje blå himmel, der hvælvede sig over valen ved Austerlitz og Tolstoy’s egen senere epifani. Begge forenes de i foragten for den lille mand, Napoleon’s, selvopblæsthed. ”Skønt fyrst Andréj for fem minutter siden havde kunnet sige nogle ord til soldaterne, der bar ham, tav han nu med øjnene rettet lige på Napoleon… Så tomme forekom ham nu Napoleons interesser, så småtskåren forekom selve hans helt ham, med denne smålige forfængelighed og sejrsglæde, sammenlignet med den høje, retfærdige og gode himmel, han havde set og forstået, at han ikke kunne svare ham” (I: 349).

Læseren står naturligvis her tilbage med en vis ærefrygt. For hvis dette øjeblik – denne religiøse omvendelse fra heltetilbedelsen til en fredfyldt ”hvilen i verden” – er tilværelsens substans, bliver vi nødt til at spørge ind til hvilke love, der driver disse øjeblikke ind i vores liv? For Tolstoy var det ganske enkelt. Han mente, det handlede om, at vi som mennesker skulle give slip på vores fejlslagne forestilling om at vi havde en fri vilje til handle og gøre en forskel; så at sige drive på historiens gang. Tværtimod, mente han, at vi var uhjælpeligt bundet til jorden og at historieskrivningens opgave var at finde frem til og skildre lovene for hvorledes denne bundethed lod sig udfolde. Vi er – mente han – tvunget til at ”give afkald på en ikke eksisterende frihed og anerkende en afhængighed, vi ikke føler”.

Putin, igen, igen…

Vladimir Putin in Crimea 2014. Source: Wikipedia
Vladimir Putin in Crimea 2014. Source: Wikipedia

Tilbage til forbryderen Putin og den russiske bjørns rumlen i de dybe skove. I disse dage ser vi titusindvis af ulykkelige mennesker presset op mod grænsen in til Tyrkiet, fordi bomberne falder med en råstyrke, som ikke er set siden Hitler lod sine soldater lugte blod i den spanske borgerkrig. Samtidig kan vi tilsyneladende konstatere at den russiske befolkning med næsten en mund støtter op om den politik, der bliver ført. Og vi erindrer Tolstoy’s dictum om at ingen ordre afgives, der ikke lader sig føre ud i livet. Det er som om vi endnu engang er øjenvidner til hvad der efter alt at dømme virkelig rummer muligheden i sig til at udvikle sig til det globale, kollektive selvmord, som Medvedev advarer om. Det vi imidlertid ikke ser er at denne bevægelse mod afgrunden ikke skyldes Putins gøren og laden, men derimod det forhold at han heri sådan set bare afspejler den russiske folkesjæls drømme og forhåbninger om at kunne udfolde sig frit i en omverden, der ikke respekterer dens særlige måde at lave samfund på. (Heri er der ikke den store forskel på tyskernes ”Drang nach Osten”, som Hitler så åbenlyst spillede på da han begyndte på sit eventyr ved at ”frisætte” sudetertyskerne.)

Og hvad vi slet ikke vil er at forsøge at begribe den specifikke ”kultur”, der ligger bag herom, endskønt lovmæssigheder for vores kulturelle forankrethed netop er de lovmæssigheder for folks handlen og gøren, som Tolstoy efterlyste en større erkendelse af.

Nuvel, han kunne jo i sagens natur ikke kende til den gradvist erhvervede indsigt i menneskers gøren og laden, som det 20. Århundrede var vidne til, og hvor der går en lige linje fra Marx’s økonomiske og materialistiske forklaringer over sociologiens sociale og psykologiens psykiske forklaringer til vor tids beskæftigelse med samspillet mellem kognition og kultur.

Men han erkendte intuitivt at kultur i en eller anden forstand altid i sidste ende er religiøst forankret. Skal vi derfor forstå hvad der foregår i Rusland i denne tid er der ingen vej uden om at blive klogere på religionens væsen og herunder mere specifikt den Ortodokse kirke og dens stadigt voksende greb i den russiske befolkning, vreden over Ukraines kirkepolitik i Moskva samt den folkelige angst for Islams fremvækst i de sydlige regioner ind mod Georgien og Azerbaijan, der grænser op til Iran.

Måske er vi i dag klogere end Tolstoy var. Vi ved at han havde ret i sin historiefilosofi og at historieskrivning ikke handler om at skildre begivenhedernes gang, men derimod at finde frem til lovmæssighederne bag. Vi ved også at økonomiske, sociale eller psykologiske forklaringer ikke holder vand. Ligesom vi også nu har vist, hvad Tolstoy intuitivt forstod, at mennesker er kulturelle og religiøse væsener, der er bundet op af på den fundamentale livspraksis (kultur), de fra barnsben af har lært.

Men vi er også kollektivt meget dovne. Vi ser at folkemasserne har sat i bevægelse. I morgen står de ikke foran vores dør. De er her allerede skubbet på vej af en kombination af kulturelle stridigheder af en apokalyptisk størrelsesorden, som vi ganske rigtigt ikke har set magen til siden WW2. Samtidig lytter vi til mediernes ”heroisering” af Putin og Merkel, vi følger deres gøren og laden mens de som en små Napoleon’er gør sig til på møder bag lukkede døre. Vi føler os afmægtige og vi anråber dem om dog ”at gøre noget”.

Sandheden er imidlertid at misæren ikke skyldes ”mangel på lederskab”. Den skyldes mest af alt mangel på selv- og livsindsigt. Det gælder vel at mærke ikke kun de fremmede, der kommer til os, men i lige så høj grad os selv: hvad vild et egentlig sige at være dansker? Skandinav? Europæer? Kristen?

Det er helt sikkert tid til at læse Tolstoy’s forfatterskab. Men begynd med ”Krig og Fred”…

Af Karen Schousboe,
Etnolog og forfatter.
12.02.2016

LÆS MERE:

Lev Tolstoy: Krig og Fred.
På dansk ved Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen, C. W. Volkersen, Ad. Stender-Pedersen og Marie Tezlaff.
Gyldendal 2004, bd. 1 – 2.

Save

One comment

Comments are closed.