Three Wise Monkeys some ikke hører, ser eller taler

Hvad sagde jeg egentlig om fremtiden i 90erne?

Ja, hvad sagde jeg egentlig i midten af 90erne – for tyve år siden – da jeg holdt foredrag over hele landet?

Jeg sagde, at det 21.århundrede ville blive karakteriseret af at industrisamfundets hellige treenighed ville blive brudt. I industrisamfundet havde virksomhederne nemlig interesse I at betale skat til staten og lønninger til medarbejderne, så længe staten bare sørgede for at folket var veluddannet og veldisciplineret nok til at gå på arbejde I otte timer hver dag. Det er den aftale vores velfærdssamfund byggede på.

I det postindustrielle samfund ville denne hellige alliance mellem virksomheder, stat og lønmodtagere imidlertid blive brudt, fordi virksomhederne ikke længere ville være afhængige af at kunne rekruttere medarbejdere lokalt. I en verden hvor produktet ikke længere var udelukkende materielt men derimod også eller helt bestående af nuller og éttaller – læs oplevelser, information og nyheder – ville det være naturligt at flytte til de steder, der kunne levere de bedste økonomiske livsbetingelser: Lave lønninger til fabriksarbejderne (Kina eller Mexico) og pent-houses til de smukke, unge og rige (London eller Dubai). Det ville indebære at staten ville miste indtægter, hvorefter skatteskruen på ganske almindelige mennesker blev sat i vejret, mens kvaliteten af de leverede velfærdsydelser ville falde markant.

  • De virkelige vindere i dette spil ville naturligvis score kassen ved at anbringe deres elektroniske værdier i de virksomheder, som ville blive den nye verdens virkelige superhelte: fremtidens globale informationsvirksomheder.
  • Den politiske konsekvens af dette ville desuden være at der udbrød en krig mellem staten og dens indbyggere, fordi vreden ville rette sig mod dem, der direkte så ud til at være ansvarlige, nemlig politikere og embedsmænd. Den politiske legitimitet ville være i frit fald mens populismen ville få en pragfuld og frodig grobund at udfolde sig på.
  • De virkelige tabere ville være de mennesker, som fanden altid tager: nemlig de sidste i fødekæden: kvinderne, de skæve eksistenser, de dårligt uddannede, de nedslidte, flygtningene – kort sagt ”de andre” (ingen nævnt, men ingen glemt).

Det er præcis det, som vi har været vidne til i 2016:

  • Fem ud af de otte personer, der ejer halvdelen af verdens værdier, kontrollerer de største informationsvirksomheder: Bill Gates og Microsoft, Jeff Bezos og Amazon, Mark Zuckerberg og Facebook, Larry Ellison og Oracle samt Michael Bloomber og Bloomberg news and financial information service.
  • Google og facebook kontrollerer tilsammen 90% af indtægterne fra annonceindustrien
  • The Panama Papers har afdækket hvorledes forretning ”skattely” har fået fantastiske levevilkår
  • Store internationale virksomheder søger at lægge deres kontorer hvor virksomhedsskatten er ekstrem lav (Irland)
  • Store internationale virksomheder forhandler sig til rette med sweet deals (Luxemborg)
  • Theresa May planlægger at indrette London og Great Britain til Europas Singapore
  • Globale forbrydere stjæler fra staterne uden at vi kan komme efter dem. Husk bare skattesvindlen, Sanjay Shah og de 12,3 milliarder.
  • Samtidig er der populistiske bevægelser, ledet af opportunistiske personer med slet dulgte motiver om at tilrane sig politiske og økonomisk fordelagtige magtpositioner: Farage, Le Pen, Pernille Vermund, Trump osv.

Trump er naturligvis speciel interessant at iagttage fordi hans løgnagtige retorik så eklatant afslører hvad han/de har gang i: Drain the Swamp (= Washington), Build a Wall (Mexicans, Muslims), Jobs (for men). Hensigten: at Trump og hans familie kan få raget så meget til sig at de kommer frem i blandt de otte (manden er sygelig narcissist.) Midlet: nepotisme, korruption, indførelse af (så meget) diktatur (som muligt).

Lille du, hvad gør vi nu?

Jeg erindrer ikke at jeg i sin tid beskæftigede mig meget med hvad vi skulle gøre ved dette, når fremtiden oprandt; mest af alt fordi det jo er god tone at starte fremtidsforudsigelser med at sige at fremtiden kan man kun spå om, og de færreste alligevel får ret. Desuden var de mange foredrag ment som oplæg til en debat om hvordan man kan forudsiger fremtiden, mere end tænkt som egentlige fremtidsforudsigelser. Men det har jo vist sig at jeg faktisk havde ret….

Denne gang vil jeg derfor vove pelsen. Sagen er nemlig at den igangværende politiske borgerkrig så eklatant retter smed for bager. Hele misæren er ikke grundlæggende politikernes eller embedsmændenes skyld, men derimod vores fælles manglende langsigtede forståelse af hvad der nytter i denne situation. Det hindrer os at se klart. Eksempelvis siger alle lige nu om fænomenet Trump at vi jo er nødt ”til at vente og se”… men det er jo ikke sandt. Vi kan faktisk allerede se, hvor det bærer hen. Og det er ikke godt. Set i det perspektiv nytter det da ikke at vi bare trækker os tilbage for at dyrke vores have og leve ”enkle liv”? (som jeg skrev bogen om i 90erne).

Opgaven er da at vi i stedet skal kaste os ud i den frådende globale kamp for derved at fremme de mange små digitale iværksættere som med tiden vil finde måder at udkonkurrere de store på. Kampen skal da tages mod de globale monopoler og ikke i andegården med vores venner, familie og slægt!

Hvordan gør vi så det? En måde kunne være at Danmark/Europa ensidigt vælger at sætte erhvervskatten ned og fjerner moms fra digitale ydelser, men fastholder topskatten på løn-indtægter – (evt. skruer op på den når det gælder folk med indtægter i millionklassen samt beskatter finansielle transaktioner). Hvis vi så samtidig her i Danmark kan levere (endnu mere) vind-energi til (endnu flere) af de store digitale giganter, kan vi måske tiltrække flere af dem. Og dermed forhandle os frem til at tvinge dem til at bidrage med et større socialt ansvar. Endelige kan vi naturligvis støtte endnu mere op om Europa

Der er sikkert flere muligheder, men tænk selv. Det gælder fremtiden…

Please follow and like us: