Sidste dag før valget 2017

Kryds ved Kulturaven, står der på mine plakater. Men hvori består den egentlig? Svaret er vores familier, vores hjem og vores frivillige foreninger.

Det har i mange år være politisk opportunt at sætte projekter i værk der på forskellig vis har skullet afdække, hvad der karakteriserer vores danske kultur og hvori vores danske værdier består. Fra nyere tid kan man eksempelvis nævne Kristeligt Folkepartis forsøg på i begyndelsen af nullerne efter norsk forbillede at få etableret en egentlig værdikommission. Baggrunden herfor var givetvis den stigende ængstelse over den fejlslåede integration af indvandrere og flygtninge, der i disse år blev stadig tydeligere. Og som i dag har medført at vi ikke længere taler om integration, men derimod assimilation.

Spørgsmålet er imidlertid: assimilation til hvad? Et bud herpå er naturligvis den såkaldte Danmarkskanon, som Bertel Haarder etablerede og som var resultatet af en afstemning blandt 300.000 danskere, der stemte om 2425 forslag , et ekspertudvalg havde kogt ned til 20. Til sidst resulterede det i en samling af ti begreber eller “værdier”: Den kristne kulturarv, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, frihed, frisind, hygge, kønsligestilling, lighed for loven, tillid, velfærdssamfundet. Altsammen smukke ord eller “værdier” om man vil! Og dog må vi spørge om vi ved hjælp af disse begreber kommer i nærhden af hvad det vil sige at være dansk – og eksempelvis ikke svensk? Er det virkeligt alt man kan sige om vores kultur og dermed kulturarv?

Måske er danske værdier – eller vores danske kulturarv – faktisk noget meget mere håndgribeligt, nemlig det, som adskiller os fra alle de andre. Det som virkelig gør en forskel for os, på godt såvel som ondt? Som vi har arvet efter vores forfædre. Og som iøvrigt er et værdifællesskab, som vi umiddelbart kan identificere uden at skele til diverse politiske holdninger og interesser? Og som forener os på tværs af politiske eller demografiske særegenheder.

Jo, vil jeg som etnolog mene. Der findes ganske enkelt bestemte karaktertræk ved den måde vi lever på i Danmark – og i Rudersdal – der på afgørende vis adskiller os fra ”alle de andre” og som gør os til det vi er, nemlig danskere bosatte i et hjørne af Nordsjælland.

Så, hvad vil det for en etnolog (kulturhistoriker) sige at ”være dansk”?

En kulturarv dikteret af jord og hav

Meget kort fortalt, så er der ikke tvivl om at vi er runden af ” to verdener”. På den ene side er vi naturligvis bønder for Herren. Vi lever i et landbrugsland og selvom det i dag er de færreste af os, der stadig dyrker jord, står vi dog solidt og tungt på hver vores toft på 400 – 1200 m2. Selv de af os, der bor i almene boliger vil, hvis vi bor i stueetagen søge at inddrage en stribe foran vores havedør og dermed få os en lille ”have”. Denne optagethed af at have jord under neglene deler vi – for nu at få forstå det ret – ikke med hele verden. Faktisk behøver vi kun at tage over Sundet og så ved vi at svenskerne er langt mere villige til at bygge og leve i høje etageboliger og slå sig til tåls med lejligheder. Årsagen hertil er at svenskerne faktisk ikke historisk betragtet er et korndyrkende landbrugsland. Her tænkte man allerede tidligt i kvægdrift og minedrift. ”Hinsidan” gav det anledning til en helt anden tænkemåde når det gjaldt ”jord” og ”land” end blandt os. Jord var ganske eneklt mindre værdifuldt end et ordentlig sted at bo. Rønner var de nemlig mange flere af i fortidens Sverige end i Danmark.

Den anden verden, som vi er rundet af, har naturligvis at gøre med vores omliggende hav. Danmark har pr. kvadratkilometer den længste havlinje i hele Europa og vi er derfor også en sejlførende nation. Ganske vist er det ikke længere vikingeskibe eller vendiske pirater, der pløjer gennem Øresund ud for Vedbæk. Men vores ”blå” virksomheder spiller en helt afgørende rolle. Som et hedder på engelsk: ”Every Dane has a Bike and a Boat”!

Nuvel, hvd betyder det for vores måde at tænke om hinanden på?

Familien og foreningen

Ja, hvis vi tager det med ”landet” (agerjorden) først, så har vi historisk (siden jernalder og Vikingetid) været bundet op på at et landbrug kan man ikke bare splitte op. Mens man i Sydeuropa således nemt kan splitte et mediterrant jordbrug, så én datter får en olivenlund, en anden en vingård og en søn noget græsning og lidt marker, så har det aldrig kunnet lade sig gøre i Danmark. Her er ”Eng Agers Moder”, hvilket betyder at jorden kun kan dyrkes, hvis der er en nøje afstemt balance mellem kreaturhold, engslet så kreaturerne overlever vinteren, gødning, og udbyttet af jorddyrkningen. Når det gælder de helt store landbrug i Danmark kan vi derfor stadig opleve at døtrene frasiger sig arv og gæld, så sønnen kan arve udelt. Dette endskønt at balancen i dag opretholdes af noget helt andet nemlig tilskud fra EU, prisen på gødning på verdensmarkederne osv. På dette punkt er vores kultur meget sej. Javel, døtre har i dag arveret på lige fod med sønnerne, men vores idé om at holde ”gården samlet” livet igennem stikker dybt i os alle endnu. Jord er ikke noget vi giver slip på førend vi står på gravens rand. Familien (gårdhusholdet) er når det kommer til stykket kernen i vores liv. Derfor hader vi også grundskylden af hele vores hjerte ligesom vi betragter skilsmisser som noget Fanden har skabt!

Men hvad så med skibene? Jo, igen skal vi tilbage til Vikingetiden for at forstå vores kulturelle rødder. Når gården nemlig skulle gå i arv søgte forældre af al magt at afsætte deres døtre til andre ”gårdejere”. Men hvad nu hvis der var flere sønner? Når nu kun én kunne arve? Svaret er naturligvis at han blev købt ud med en halv skibspart. Med den kunne han så skaffe sig et levebrød ved fiskeri, handel eller pirateri. Eller han kunne begive sig ud på opdagelsesrejser sammen med sine venner for at bosætte sig under fremmede himmelstrøg – På Island, I Grønland eller Vinland. Karakteristisk for disse eventyr var så, at de blev gennemført af ”foreninger” hvor alle tog bytte på lige fod med hinanden. Her talte man ikke høveder, men derimod hoveder, som man sagde i gamle dage i Andelsbevægelsen – der også var et sådant foreningsbaseret ”vikingetogt”, som datiens bønder skibede sig ind for  at sælge smør og flæsk til englænderne (bemærk udtrykket: “skibede sig ind i”). Karakteristisk for sådanne foreninger var og er at vi medlemmer alle er lige og enige endskønt den, der sætter båden til, tager ”dobbelt part”. Præcis som fangsten på en fiskerbåd endnu i dag deles.

Det er denne seje kulturarv, som endnu i dag sætter dagsordenen for vores liv her i Rudersdal og som vi derfor instinktivt ikke ønsker at sætte overstyr.

Når borgerne i Rudersdal derfor ikke er beskæftigede med at skabe og befæste deres familier samt holde deres små ”gårde” vedlige, er de derfor frivilligt engagerede i foreninger af alle mulige typer – idrætsforeninger, grundejerforeninger, boligforeninger, kulturparaplyer, historisk-topografiske foreninger osv.; for ikke at glemme de mange myriader af små ydmyge stavgangsgrupper, ”torsdagsherrerne”, frokostpigerne, ”morgenfruerne”, læseklubberne osv. osv. osv.

Rudersdals-borgernes værdier

For nu at sige det meget enkelt: danskernes liv er bygget op omkring tre helt afgørende værdier: familie, hjem og de frivillige foreninger. Vores arbejde og arbejdspladser er også vigtige, men ikke helt på samme måde. Vi ved at det er vores arbejdsindsats, der betaler gildet. Derfor skal vi også have et stærkt lokalt erhvervsliv. Men i sidste ende er det mere afgørende for vores livslykke, hvis vi kan blive ”længst muligt” i eget hjem og med et aktivt familie og fritidsliv rundt om os.

Det er da vores kulturarv: hjem, familie og vores frivillige foreningsliv. Helt fundamentalt er det da også derfor jeg er konservativ. Grundlæggende er det nemlig kun det Konservative Folkeparti, der aktivt ønsker at støtte op herom. På landplan har det så udmøntet sig i kampen mod grundskyldens himmelflugt, mod de vanskelige forhold for skilsmissefamilier samt om vores opbakning til det frivillige foreningsliv og ikke mindst de mange sociale opgaver, som løses herigennem for de allermest udsatte i dette land. Senest gav det sig således udslag i at årets konservative pris blev givet til Sand, De hjemløses Landsorganisation.

Det gælder naturligvis også i Rudersdal, hvor vi som Konservative kæmper for at bevare og konsolidere denne kulturarv ved at søge at sætte grundskylden ned, sikre gode og nære børneinstitutioner og skoler– så børnefamilier ikke unødigt presses – samt bakke op om hele det blomstrende frivillige foreningsliv, der findes i vores kommune.

Karen Schousboe

Læs Mere:

I nærheden. Om det værdifulde
Karen Schousboe
Gyldendal 2003