Køer ved Tissø 2012 © Karen Schousboe

Mere ellevild natur i Danmark – en national opgave

Der er ikke megen “Ellevild Natur” tilbage i Danmark. Målt med europæiske øjne ligger vi bunden når det gælder jord sat til side til skov, engdrag, kliheder og andet. Årsagen er naturligvis at det meste af vores land er opdyrket landbrugsland. Men årsagen er også at vi mangler den nationale vilje til at give plads til mere ellevild natur

Sidste år vedtog et bredt udsnit af såvel røde som blå partier en lov, der muliggør skabelsen af femten Naturnationalparker (NNP’er) i Danmark. Fem er allerede udpeget og er på vej – Gribskov, Fussingø, Tranum, Stråsø og Almindingen på Bornholm. Ti mere er undervejs. Hen over sommeren har Miljøministeriet indhentet forslag til hvor de skal ligge og en proces er nu i gang hvor de sidste ti skal findes blandt en bruttoliste på tyve.

I denne proces har det været vildt besynderligt at opleve at foreløbig fire kommuner – Viborg, Læsø, Thisted og senest Rebild – har meldt ud at de IKKE ønsker en Naturnationalpark i deres region. Ganske vist kan kommunerne ikke forhindre det eftersom NNP’erne forventes indrettet på statsjord og i henhold til den lov, der blev vedtaget i foråret. Men det turde være indlysende at det politiske landskab i Danmark er således indrettet at den slags sidder man ikke nemt overhørig på Christiansborg. Og slet ikke hvis man tilhører en regering, der på papiret ønsker balancen mellem land og by genoprettet.

Hvad er problemet her? Der er naturligvis flere. Generelt gennemsyres indvendingerne dog af hensynet til to ting.

Manglende kommunal vilje

Vildt kvæg afgræsser heder og strandenge på Læsø
Vildt kvæg afgræsser heder og strandenge på Læsø

For det første er der den almindelige vrede over at projekterne opleves at blive trukket ned over hovederne på lokale politikere. Heri kan der være noget rigtigt. Fra begyndelsen af var det klart at loven ikke åbnede op for at NNP’erne skulle etableres på ”blandet land” – dvs. såvel statslig, som kommunal og privatejet. Årsagen var, at uanset hvilke naturområder der ville blive tale om, ville oprettelsen af en NNP indebære begrænsning i udnyttelsen heraf – som jagtområde, biavl og måske også bare til ”kommunal udvikling” i bredeste forstand. Den slags kræver naturligvis økonomisk kompensation til jordejerne. For at få flest mulige hektarer afsat med det samme besluttede Christiansborg derfor at ”nøjes” med at tage statsjord ud og derved nøjes med at skulle kompensere sig selv. Den manglende indtægt fra skovbruget her blev således den eneste ”negative” indkomst, der skulle modregnes i finansieringen. I dette spil oplevede mange kommuner derfor at godt nok var der sat 880 mill. af til indretning og pleje af de nye NNP’er, men ingen af de rare penge ville tilgå de store ”naturtunge” kommuner, der både er tyndt befolkede og fyldte med kommunal natur, hvor plejen er tilfaldet de kommunale budgetter efter at amterne blev nedlagt. Det er eksempelvis udfordringen på Læsø, hvor 1/3 af øen er direkte fredet. Hvis vi ser bort fra Rønnerne, er det dog kun 28% af de fredede områder, der ejes og forvaltes af Staten. Der er naturligvis et helt relevant spørgsmål at rejse, hvem der skal betale for forvaltningen af de øvrige naturområder på Læsø? Det spørgsmål skal vi hurtigt finde et politisk svar på i dagens Danmark.

Den anden indvending er imidlertid langt mindre agtværdig. Den bygger nemlig generelt på en bevidst og fordrejet opfattelse af hvad de nye Naturnationalparker kan og skal. Så derfor først lidt baggrundshistorie.

Hvad skal de nye Naturnationalparker? Og hvad er “Ellevild Natur”?

Kvæg i Mols bjerge © Karen Schousboe
Kvæg på Molslaboratoriet græsser i Skovbrynet og skaber ellevild natur © Karen Schousboe

En af hovedpointerne er nemlig at de nye NNP’er skal danne rammen om meget mere ellevild natur end vi er vant til i dagens Danmark. Årsagen er at vi aldrig har oplevet en mere forarmet natur, end den som vi lever med i dag.

Det opfattes ganske vist ikke som en særlig vigtig opgave for de fleste yngre mennesker. De er meget mere optagede af at få skaffet pengene til det sidste nye cykelgrej, eller om kommunen får held til at få dispensation til at anlægge en nye festplads i skovbrynet så de har et sted at drage hen med deres soundboxe og holde megafester. Og mange af disse prægtige unge menneskers forældre sidder rundt om i kommunalbestyrelser og politiske partier og synes at den slags udvikling egentlig er ganske god. For samtidig kunne det jo være fedt at få mulighed for at udstykke lidt mere skovnær natur til nye villakvarterer, så man som kommune ikke køres bag af dansen i kampen om nye skatteborgere.

Os, der er lidt mere gråhårede, kan imidlertid levende huske tiden før de store maskiner ryddede alt fra levende hegn til vejtræer og rabatter i grusvejene. Før alt var asfalteret og udbygget med tæt-lave almene boliger der blev omgivet af golde græsørkener. Ja før vores skove blev drænede for at give plads til granplantager og skovdrift. Vi husker endnu sommerfuglene, der baskede rundt, og de vilde bier, der fik lov at finde nektar på blomsterengene og overdrevene. Og vi husker også, at de selvsamme enge og overdrev blev græssede fra tidligt forår til ind under jul af kvæg, der kendte kunsten at klare sig ude i Guds fri natur. Ja, jeg er så gammel, at jeg husker at nabogårdmanden kørte mælken på andelsmejeriet i junger lastet på en hestevogn og trukket af to nordbakker. Min bedste halvdel kan huske at selvbinderen blev trukket af heste på markerne, der grænsede op til hans baghave.

Endnu er der steder i Danmark, hvor de sidste rester af denne ellevilde natur findes. Og naturligvis er det dér vi skal sikre at Naturnationalparkerne indrettes. Og det er så i høj grad på statens naturejendomme – i vores statsskove, skydeterræner osv. Som også er blligst at sætte i værk.

En afgørende forudsætning for at der virkelig bliver ellevild natur er imidlertid, at disse nye naturnationalparker fyldes med liv på alle hylder – fra det mindste til det største. Her er det ikke nok at lade stå til og gøre naturen og skoven ”urørt”. Vi bliver nødt til at hjælpe den på vej. Derfor skal vi fjerne de grimme plantager og bevoksninger med douglasgran, som ikke giver husly til insekter eller fugle. Derfor skal vi sætte prop i de mange dræn, der ødelægger moser, kær, og kilder til gavn og glæde for alt fra småfisk til krebsedyr og frøer. Og derfor skal vi sætte de store dyr ud i naturen, der minus de sidste hundrede år har huseret siden stenalderen. Hvilke store dyr? Først og fremmest vildheste og vildkvæg – det de gamle kaldte udgangsøg og afvejekvæg – men også (på sigt) vildsvin. Hertil kommer naturligvis alt vores hjortevildt og bævere, dér hvor det giver mening.

Hvorfor? Ja, egentlig bare fordi disse dyr naturligt hører hjemme i vores gammeldanske natur. Og altid var der. Men også fordi jo flere dyr og planter der får livsrum til at udfolde sig på, des mere natur får vi – i betydningen natur, der næres af hinanden i det, der med et fint ord kaldes økosystemer. Disse store dyr ”roder” nemlig – og giver derfor plads til al den natur, der ellers kvæles i højt græs og birkekrat. Resultatet er det som man kalder biodiversitær mosaiknatur, men som jeg kalder ellevild natur. Det er i øvrigt også derfor at nogle fortalere herfor også gerne ser at vi udsætter elsdyr og visenter. De kan nemlig noget med at skabe liv højere oppe i grenene, hvor de nipper blade og friske skud. Men det er en anden historie.

En løgnagtig kampagne

Gammeldansk kvæg på Frilandsmuseet i København 2019 © Schousboe
Gammeldansk kvæg på Frilandsmuseet i København 2019 © Schousboe

Der er her vi så finder den anden årsag til den ikke særlig agtværdige kommunale kamp mod de nye NNP’er. Sagen er jo at hvis naturen bliver mere ellevild, så bliver den heller ikke så nem at færdes i. Oversvømmelser på stien betyder at vi skal trampe en ny. Det væltede træ kræver at vi går udenom. Og kvæget og hestene fordrer at vi går, cykler eller rider i en bue udenom, mens vi lærer at udvise større forsigtighed. Endelig er vi naturligvis nødt til at hegne naturen igen, som vi gjorde i gamle dage. Ellers drager de vilde dyr jo ud på “gourmetrestauranten” på gårdmandens dyrkede jorder.

Alt det rimer jo tilsyneladende ikke ret godt på ”fritidslivets frie udfoldelse”, vel? Og samtidig sætter det grænser for de enkelte kommuners mulighed for at ”tivolisere” deres natur med festpladser, plads til sportsudøvelse af enhver art med mere. Endelig går det ikke ret godt i spænd med vores generelle geskæftighed som mennesker. Her gælder nemlig en anden dagsorden, hvor vi lærer at træde et skridt tilbage og bare glædes over mangfoldigheden. Opgaven er derfor ikke kun at genskabe fortidens ellevilde natur. Vi skal også genskabe vores fortrolighed med at færdes i et “dyrefyldt” landskab. Det stritter folk naturligt nok imod. Det er jo uvant for byboere, der aldrig har prøvet at stege en hel kylling, men kun kender til at marinere kyllingebryster.

Den kamp har nu været ganske skarp. Ja, til tider har den været ubehagelig grænsende til det hadske, svinske og løgnagtige. Rigtig mange fortalere for en mere ellevild natur har således oplevet at blive beskyldt for at ønske ”statsautoriseret dyremishandling” indført. Samtidig har visse kredse udsendt en strøm af manipuleret fotodokumentation af ”sultede” dyr. Billeder, det har vist sig på enhver måde at være fake (mange år gamle, fra andre europæiske lande, taget med vidvinkel og fotoshoppet). Endelig har man ikke holdt sig for god til at anklage og personligt forfølge folk, der har ansvaret for dyr, der græsser ude om vinteren. Og ja, naturligvis har man kunnet finde steder hvor opsynet og forvaltningen af indhegnede dyr har være mangelfuld og dybt kritisabel, blandt andet på Naturstyrelsens jorder på Mols her i vinter. Men ret beset er det er ikke anderledes end at man kan finde skoler og børneinstitutioner hvor børnene går for lud og koldt vand; eller plejehjem hvor de ældre hænges skrigende op i seler for at skide. Den slags eksempler kan man finde på alle forvaltningsområder.

Det er imidlertid ikke for meget sagt at presset har været stort for at kommunerne fik mulighed for at undgå at lægge sig ud med disse nærmeste ”trumpistiske” bevægelser rettet mod mere natur. Derfor ser vi nogle kommuner kæmpe mod at få en NNP indenfor kommunegrænsen!

Det er virkelig trist. På den ene side er det nemlig lykkedes nogle steder og mod al sund fornuft at mobilisere en vidtrækkende kamp mod mere natur og for mere menneskelig geskæftighed. Men herudover ser vi her for første gang hvor ødelæggende den slags forfalskede spin ført i marken af troldehære på #somé kan afstedkomme i det politiske liv. Det minder mig om krisen affødt af Muhammedtegningerne; og abortmodstanden i USA.

Det gør mig dybt betænkelig!