Flygtninge og indvandrere udgør en alvorlig trussel mod vores århundredegamle sammenhængskraft. Hvad gør vi i lyset af den stigende indvandring til Europa og dermed os?

Danmark er et lidet land beboet af én stamme med en meget lang fælles historie, der har indrettet sig med en helt speciel samfundsstruktur: et velfærdssamfund, der bygger på en grundfæstet tillid og en fælles social kontrakt. Her er vi medlemmer, fordi vi er født og ikke indmeldt; en model, der i øvrigt har rødder meget langt tilbage i fortidens landbosamfund. Hvis ikke vi selv vidste det, ved omverdenen dét: i mange år har vi figureret som verdens lykkeligste folk. Selvom vi naturligvis dagligt møder udfordringer og irritationer, ændrer det ikke ved den helt grundfæstede glæde og stolthed, som de fleste af os fyldes med, når Parken genlyder af ”fodboldsangen” a cappella eller Dronningen holder sin nytårstale. Vi hører sammen, gør vi.

Naturligvis har det i lyset heraf været en udfordring for os at skulle modtage så mange indvandrere, vi mere eller mindre frivilligt har ladet ”komme om bord” i de sidste 50 år. Især da mange af dem tilsyneladende ikke har følt sig godt tilpas her. Det kan der være – og er også – mange forklaringer på. Karakteristisk for de fleste, der fremføres, er dog at de er en anelse selvpineriske: Vi har ikke taget godt imod dem; vi har været alt for dårlige til at integrere dem; ”tonen” i indvandrerdebatten har været ”grim”; vi har diskrimineret mod dem på arbejdsmarkedet; vi har ikke villet det multi-kulturelle samfund, som den globaliserede fremtid uafvendeligt vil byde på. Hver gang røster har løftet sig mod disse påstande, har vi ydermere kunnet opleve svenskernes hede foragt for os og vores – i deres øjne – små-racistiske og bondske fremfærd mod mangfoldigheden.

Det interessante er imidlertid – udover at Sverige nu er ved at segne under deres eget idioti – at de senere år har budt på en række videnskabeligt funderede nytænkninger af hvad der egentlig foregår, når ”fremmede” flytter til et land og slår sig ned. En væsentlig del af denne nytænkning hviler på en sociologisk gentænkning af hvad kultur egentlig er for noget samt hvad det ”teknisk” betragtet bør medføre af overvejelser vedrørende betingelserne for den (u)mulige integration.

Sagen er nemlig helt overordnet at store videnskabelige undersøgelser viser, at de ”fremmedes kultur” spiller en langt større rolle end vi hidtil har antaget, når vi har prøvet at forstå den ”forfejlede integration”. I det følgende gengives resultaterne fra en række videnskabelige undersøgelser i det håb at bibringe lidt indsigt i hvad der egentlig foregår omkring os. Samtidig skulle det også meget gerne lede op til en debat om hvad vi skal gøre i den flygtninge-krise, vi står midt i.

Kultur – en sej affære

En række historiske undersøgelser af hændelsesforløbene omkring tidligere tiders migration viser med al ønskelig tydelighed at integration respektive assimilation ikke altid forløber gnidningsfrit. Som eksempel kan vi kort se på to sådanne hændelser (men mange andre kunne nævnes).

I slutningen af 1400-tallet flygtede store grupper af Albanere til Italien. Årsagen var Tyrkernes erobring af Balkan. Da mange af dem var veluddannede og erfarne soldater, fik de og deres familier lov til at bosætte sig i en række landsbyer (ca. 100) i det sydlige Italien. Samtidig fik de dispensation til at fastholde deres tilhørsforhold til den græsk-ortodokse kirke. Det interessante er nu at de stadig taler en særlig dialekt – Arbëresh – ligesom de historisk betragtet udviser en fra Italienerne afvigende social adfærd. Kort fortalt er de langt mere aktive og ansvarlige politisk betragtet. I fagsproget hedder det, at de besidder en gennemsnitligt betragtet større ”social kapital”. I 1940erne var der en større stemmeprocent i deres byer end i de omgivende ”Italienske”. Det samme er også tilfældet i dag. Det siger sig selv at denne forskel er signifikant selv hvis man korrigerer for fattigdom, uddannelse osv. Forfatterne til den seneste artikel om at dette kuriøse eksempel på en ”fejlslagen” integration konkluderer, at ”this latter finding has implications for our view of the likelihood of assimilation of immigrant groups to local norms, particularly in cases of large-scale migration.” [1]

Et andet eksempel herpå er Transylvanien i Rumænien, hvortil tyskere indvandrede i det 12. århundrede. Selvom antallet af tilbageværende ”saxere” nu kun udgør en lille procentdel, spiller de stadig en sproglig og kulturel rolle. Der tales således tysk i Sibiu (Hermannstadt) og hver søndag er der mulighed for at deltage i en evangelisk-luthersk gudstjeneste på tysk i en kirke fra 1400-årene. Når saxerne udgør en så lille procentdel i dag skyldes det iøvrigt også kun at den Rumænske dikatator Ceaușescu finansierede sit volds-regime ved at lade dem udvandre mod betaling i tyske D-mark i 2. Halvdel af det det 20. århundrede. Først da fik den saksiske kultur i ”Sienbenbürgen” sit egentlige dødsstød. Men ”kulturen” og sproget har altså holdt sig levende dér over en periode af 900 år og sætter stadig sit præg.

Kvinderne ud på arbejdsmarkedet

Et tredje eksempel på hvor meget ens tilvante kultur sætter afgørende spor finder vi i et helt nyt studie (2015) af hvad der sker med kvinders vilje til at går ud på arbejdsmarkedet, når de flytter til et andet land. I dette studie identificerede Javier Polavieja indledningsvis den gennemsnitlige grad af kvinders arbejdsfrekvens i 23 forskellige europæiske lande herunder Ukraine og Tyrkiet. Herefter undersøgte han i hvilket omfang arbejdsfrekvensen hos kvindelige emigranter ændrede sig i lyset af den ”kultur” (arbejdsfrekvens) der herskede, der hvor de flyttede hen. Det viste sig nu at de kvindelige immigranter så at sige fastholdt deres tilvante arbejdsfrekvens uanset hvilken ”kultur” der herskede på dette område i det nye land, hvortil de flyttede. Det gjaldt for kvinder der flyttede fra lande med høj arbejdsfrekvens såvel som den anden vej. Eller sagt med andre ord: en dansk kvinde, der flytter til Tyrkiet vil fortsætte med at søge arbejde (fordi det er en del af hendes identitet, tradition eller kultur) mens en tyrkisk kvinde, der flytter til Danmark fastholder sin traditionelle position som hjemmegående husmor. Det siger sig selv at alder, uddannelse, ægteskab og børn har en vis modererende indflydelse. Men slet ikke i et omfang, der statistisk betragtet ophæver den afgørende konklusion: det er den tilvænnede kultur, der afgør i hvilket omfang kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet og ikke graden af arbejdsmarkedets åbenhed eller lukkethed. Antallet af undersøgte kvinder udgjorde i alt 3221 personer og baserede sig på svar afgivet i forbindelse med de store videnskabeligt baserede ”European Social Surveys”. Der er således en klar kausal sammenhæng: den medbragte kultur definerer graden af tilknytning til arbejdsmarkedet. Omgivelsernes kultur sætter sig kun igennem såfremt uddannelsesniveauet hæves væsentligt – og kun i mindre grad. [2]

Ethnic penalty

Dette studie kan kompletteres med undersøgelser af Ruud Koopmans, der har forsøgt at indkredse et svar på spørgsmålet om hvorvidt assimilering virker. Mere konkret har han undersøgt i hvilket omfang sprogindlæring og kulturtilpasning skaber bedre tilknytning til arbejdsmarkedet for immigranter eller om barriererne for at komme ud på arbejdsmarkedet snarere skyldes det, der i fagjargonen kaldes ”etnisk straf” (Ethnic Penalty). Udgangspunktet er at talrige undersøgelser har vist at immigranter fra ikke-europiske lande har en markant dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet selv hvis man korrigerer for uddannelsesniveau, køn og andre socio-økonomiske faktorer (fattigdom). Undersøgelsen hviler på surveys gennemført blandt 7000 personer i seks vest-europiske lande: Tyskland, Frankrig, England, Holland, Belgien og Schweitz. Personerne var rekrutteret fra to grupperinger: ”indfødte” og ”muslimer”. Sidstnævnte gruppering var underopdelt i muslimer fra Tyrkiet, Morokko, Pakistan og det tidligere Jugoslavien. Konklusionen er (efter mange videnskabelige overvejelser og omfattende statistiske overvejelser) at den væsentligste forudsætning for at muslimerne får en tilknytning til arbejdsmarkedet er tilegnelsen af sproglige og kulturelle kompetencer. Således var der en klar sammenhæng mellem konsumptionen af lokale media fremfor hjemlandets satellit- eller internetbårne nyhedsformidlinger og graden af tilknytning til arbejdsmarkedet. Derimod er der ingen sammenhæng mellem det modtagende lands mere eller mindre positive (multikulturelle respektive xenofobiske) holdning til landets (muslimske) indvandrere. Eller – konkluderes det – manglen på tilknytning til arbejdsmarkedet skyldes ikke at indvandrere tildeles en ekstra ”straf” på grund af deres etniske eller religiøse tilhørsforhold. Men de skal kunne sproget og kende til de kulturelle adfærdsregler på arbejdspladsen og i det bredere samfund for at få adgang til arbejdsmarkedet[3].

I en tidligere artikel har Koopmann reflekteret over hvorvidt multikulturalisme mere bredt betragtet virker. Konklusionen her er at den politiske venstrefløjs fejring af ”de andres” kultur faktisk repræsenterer en blindgyde når det gælder om at integrere de ”andre” i det omgivende samfund. Årsagen er den misforståede respekt for ”anderledesheden” er med til at anbringe indvandrerne i sproglige, kulturelle og bebyggelsesmæssige ghettoer, hvorfra de har svært ved at ”undslippe” [4].

I den forbindelse er det måske passende at notere sig at Danmark faktisk har haft væsentlig bedre succes med at skaffe indvandrere beskæftigelse end Sverige (2012: DK 60% versus SE 43%), der jo notorisk og med fanfarer har identificeret sig selv som ”multikulturelt [5]. Det skal dog nævnes at en ”multikulturel tilgang” ifølge koopmans i et vist omfang befordrer indvandrernes politiske integration.

Hvad er kultur?

Spørgsmålet er dog hvad kultur og tradition egentlig er for noget? Hvordan virker det? Hvordan opbygges det? Hvordan holder man det vedlige?

I 1952 samlede antropologerne Kroeber og Kluckhorn en berømt liste med 164 forskellige definitioner af på begrebet kultur. Siden har det været god tone at anskue det som et nyttigt hermeneutisk begreb, men heller ikke mere. Også på dette område er vi imidlertid på mange måder kommet nærmere en mere kølig videnskabeligt funderet forståelse af hvad kultur er og hvordan det virker. Konsensus i dag er at kultur er en stor tykhudet elefant, som vi som regel bare rider rundt på. Helt grundlæggende er der tale om en specifik værdibaseret orientering i vores liv som vi som regel ”styres” af uden at vi tænker så meget. (Det er vi også nødt til for hvordan skulle vi ellers kunne konsultere os selv hver gang vi skulle bevæge os rundt blandt hinanden? ) Kultur er en habitus, der ligger på vores rygrad. Det hænder naturligvis at vi bevidst vælger at arbejde på at få elefanten til at ride i en anden retning. Men det er faktisk sjældent. Derfor er kultur også noget vi typisk tillægger ”de andre”; selv opfører vi os jo ikke ”kulturligt” men derimod ”naturligt”. At kultur har denne karakter er meget elegant påvist af sociologen Stephen Vaisey i en række undersøgelser over kultur, habitus og moral blandt amerikanske teenagere[6].

Hertil føjer sig en række undersøgelser over de mere strukturelle orienteringer af vores grundfæstede kulturer. Interesserede kan her henvises til antropologen Mary Douglas’ [7] banebrydende studier, selvom naturligvis også Bourdieu’s forfatterskab fortjener at blive både læst og genlæst [8]

Helt fundamentalt synes det her relevant at understrege at vores livsverdener synes at orientere sig i forhold til to parametre: vores opfattelse af tid og vores opfattelse af socialitet. (Det følgende er en yderst kortfattet præsentation af Mary Douglas’ model videretænkt af Karen Schousboe). Skematisk ser det således ud:

Kulturelle kærneværdier

 

Asocial                                       Social

 

Tidløshed                  1. Harmoni     (familie)           2. Hierarki (stat)

 

Bevægelighed          4. Forskellighed(individ)        3. Tradition og Udvikling (samfund)

 

Helt grundlæggende betyder det at alle samfund vil indeholde kulturelle grupperinger der befinder sig på forskellige stadier i beretningen om Paradisets have – og derved også lægger vægt på forskellige kærneværdier:

I begyndelsen (1) levede mennesket i Paradisets have, hvor Adam og Eva gik rundt og levede sammen i perfekt og tidløs harmoni. (2) Indimellem kom Vorherre på besøg ligesom Eva naturligvis også kom for skade at møde og interagere med slangen (3). Dette resulterede som bekendt i Adam og Eva blev smidt ud af Paradiset Have og dermed ud af tidløsheden. Endnu var de dog ikke til sinds at opgive drømmen om at vende tilbage til den harmoniske fortid (dengang verden endnu ikke var af lave). Anbragt i moderniteten var de derfor endnu opslugte af drømmen om det traditionelle liv. Deres børn, derimod – Kain og Abel – gik som bekendt i hver sin retning og udlevede deres forskellighed indtil døden (4)

Helt kort fortalt betyder det at vi som mennesker rider ”kulturelle elefanter”, der har for vane enten at orientere sig mod 1) hvad ”der gør os og vores nærmeste glade” 2) hvad ”Gud” eller ”den store leder” dikterer 3) hvad vores omgivelser ”siger” (skolelærere, ægtefælle, venner) eller 4) hvad der tjener os selv.

Hvor elefantens orientering stammer fra? Ja, det er da nemt at svare på. Vi lærer at ride på netop vores elefant i vores meget tidlige opvækst. Gennem skolen lærer vi at orientere os imod den særlige samfundsopfattelse, der hersker netop i vores ”kultur” (henholdsvis 2 og 3). Disse livsholdninger fastholdes og udbygges gennem vores stadige møde med vores omverdenen og udveksling af synspunkter med den.

Hvordan kan vi studere disse kulturer? Faktisk viser en række nyere undersøgelser at de egentlig meget godt kommer til udtryk i vores grundfæstede ”værdier”. Helt nye undersøgelser peger da også på at vi gennem studiet heraf har ganske god adgang til at få et overblik over den kultur, som mennesker lader sig lede af når de udfolder deres liv og ”tager handling”.[9]

Muslimsk og dansk kultur

Det skal naturligvis understreges at ethvert samfund rummer grupperinger, der rider på hver deres type af kulturelle elefanter. I den forstand lever vi alle i poly-kulturelle samfund blandt mennesker, der lægger mere eller mindre vægt på så forskelligartede livsværdier som 1) tryghed, 2) lov og orden, 3) demokratisk samtale og 4) retten til selvudfoldelse.

Ligesom vi naturligvis hver især kan opleve at vi fra tid til anden svinger elefanten i en lidt anden retning, fordi vi føler det er nødvendigt at hyle med de ulve vi er iblandt. Fundamentalt set er vi imidlertid tilbøjelige til at følge netop vores elefants trompethyl uden megen svinger i valsen. Således som vi tidligt har lært at mestre vores elefant i løbet af vores opvækst. Når vi færdes i det offentlige rum er vi derfor også præget af den grundfæstede samfundsopfattelse, som vi har lært at leve med gennem skolen, på arbejdet og rundt om i foreningerne.

Det er på dette punkt at vi helt grundlæggende skiller os fra muslimerne. De har simpelthen gået i en anden ”skole”. Deres kultur eller ”elefant” er helt fundamentalt orienteres mod en stærkt hierarkisk tænkemåde eller kultur (formet i aksen mellem familien og moskeen). Dette er ikke blot en fordom, men faktisk en erkendelse som talrige store statistiske undersøgelser har dokumenteret.

En – blandt utallige – skildringer heraf stammer fra Ruud Koopmans’ undersøgelser [10] over holdningerne blandt kristne og muslimer i seks europæiske lande, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige. Heraf fremgår det utvetydigt at et stort flertale af muslimske immigranter fra henholdsvis Tyrkiet og Morokko er stærkt orienteret mod en hierarkisk (teistisk) samfundsorden:

• 58% mener således at man skal ”vende tilbage til de religiøse rødder” (21% blandt kristne)
• 75 % mener at der kun ”findes én bindende tolkning af Koranen” (18% blandt kristne)
• 65% mener at religiøs lov (sharia) er mere væsentlig end verdslig lov (13% blandt kristne)

43% er fuldt enige i alle tre synspunkter (3% blandt kristne).

Koopman er af den opfattelse at dette sidste samlede tal – 43% – giver indsigt i antallet af fundamentalister, selvom han (naturligvis) gør sig umage for at understrege, at dette ikke nødvendigvis betyder at disse fundamentalister har voldelige intentioner. Det skal dog understreges at andre undersøgelser gennemført af Pew Research Center viser at 15% af adspurgte tyrkere, 9 % af adspurgte marokkanere og 7% adspurgte irakere er af den opfattelse at selvmordsbombning ofte eller til tider er retfærdiggjort. 17% af samtlige tyrkere giver i samme undersøgelse udtryk for at der bør herske dødsstraf for at konvertere fra Islam, 42% af samtlige irakere har den opfattelse, mens hele 79% af afghanerne mener tilsvarende.[11]

(Tallene i parentes henviser til antallet af ”kristne”, der deler de samme synspunkter bare med bibelen og kristendommen som udgangspunkt. Primært er det Adventister, Jehova’s vidner og Pinsemissionen, der er bærere af mere fundamentalistiske synspunkter).

Desværre er Koopmans undersøgelser ikke gennemført i Danmark. Men andre spørgeskemaundersøgelser giver et billede af, at holdningerne – kulturen – ikke adskiller sig væsentligt her. I 2015 kunne en analyse gennemført af Jyllandsposten i samarbejde med Wilkes institut således vise at 38% af muslimerne i Danmark mener at Koranen enten helt eller delvist bør indgå som et fundament for dansk lovgivning. 52 % er af den opfattelse at Islam ikke skal moderniseres, mens 77% er af den opfattelse at påbuddene i Koranen skal efterleves fuldt og helt.[12]

Disse synspunkter blandt danske såvel som europæiske muslimske immigranter (og deres efterkommere) omkring religionens betydningsfulde rolle står naturligvis ikke alene. De ligger i smuk forlængelse af en lang række andre værdier, der er karakteristiske for muslimernes oprindelige hjemlande, som for alles vedkommende mås siges at være gennemsnitligt stærkt bærende af såkaldt traditionelle værdier.

Det turde være indlysende at det kun er et mindretal af de indfødte danskere, der deler disse synspunkter – hverken når det gælder Biblen eller kristendommen. Således er det knap 8% af danskerne, der mener at religion er ”meget vigtigt”, mens kun 1% er af den opfattelse, at ”gudløse politikere er uegnede”.[13]

Det er ikke for meget at konkludere at mens muslimer i overvejende grad abonnerer på en samfundsmæssig kultur, der værdsætter traditionel religion, lov, orden, hierarki og stærke mænd – og ydermere forankrer dette i et uforanderligt og dermed indiskutabelt gudsbillede, har de ”indfødte” danskere en modsat holdning til livet. Helt grundlæggende er vi som det ofte nok sagt en nation af ”skolelærere”, der har det skidt med absolutter. Dermed pendler vi også hele tiden mellem betoningen af tradition og fornyelse, spørgsmål som vi endeløst diskuterer: (”Vi havde et godt møde, selvom vi desværre ikke kom så langt i dag; men kaffen var god og Birgitte havde bagt kage”).

Det skal understreges her, at holdningerne til religion, Koranen, Biblen, sharia mv. Ikke gengives, fordi kultur er ensbetydende med religion (faktisk viser Koopmans’ undersøgelser at man godt kan være religiøs muslim uden at være fundamentalist). Derimod refereres de her fordi de udtrykte holdninger er symptomatiske for den overordnede kulturelle ”hierarkiske” orientering, som hersker blandt muslimer generelt og som giver sig udslag på en lang række områder – mandschauvinisme, kvindeundertrykkelse, religionsforfølgelse osv.

Som vi kan se adskiller de indvandrede muslimers kultur sig på afgørende vis fra de omgivende europæiske samfunds. Det gælder for såvel ”gamle indvandrere” som ”efterkommerne”. Samtidig må vi konstatere at en betydelig majoritet er bærere af stærkt afvigende holdninger. Deres elefanter rider simpelthen i en helt anden retning end vores.

Muslimsk kultur har forskanset sig

Et tredje forhold, der er væsentligt at fokusere på her er desuden graden af xenofobi eller fremmedhad. Også her viser Koopmans ovennævnte undersøgelser af holdningerne blandt de godt 7000 europæiske muslimer et bedrøveligt billede: næsten 59% oplyser at de ikke vil have homoseksuelle som deres venner, 45% mener at jøder ikke kan fæstes lid til, mens 54% mener at vesten er ude på at ødelægge Islam. 26% er enige i samtlige synspunkter. De tilsvarende tal for kristne europæere er henholdsvis 11%, 9% og 22%. Kun knap 2% deler samtlige tre synspunkter.

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at netop moderne medier anses for at være en væsentlig kilde til formationen af og fastholdelsen af xenofobi og smags-dommeri i bredere forstand. Undersøgelser af meget store twitter-konversationer (computerbaseret undersøgelse baseret på en analyse af 731.332 tweets mellem 220.251 brugere optaget af forholdet mellem republikanere og demokrater udvekslet fra den 1. – 21. Oktober 2013) har således vist at de væsentligste argumenter for og imod fastfrysningen af det amerikanske budget, blev udformet som spørgsmål om smag/usmagelighed[14]. Det er ligeledes velkendt at en af Facebooks væsentligste funktioner er at kunne formidle folks smagsytringer (mad, katte, politisk væmmelse etc).

Sammenfattet under betegnelsen ”alt-muslim” findes i øvrigt en meget væsentlig litteratur, der behandler og analyserer moderne mediers afgørende betydning for denne revitalisering af Islam og dermed fastholdelsen af den traditionelle muslimske kultur, der har fundet sted siden 9/11. [15]

Konklusion

Store nye og videnskabeligt baserede undersøgelser dokumenterer således at vores livsmønstre – vores handlesæt – grundlæggende reflekterer vores kultur (livsorientering og værdier). Nøglen til vores samfundsmæssige udvikling her i Europa skal således ikke findes i udviklingen af de økonomiske nøgletal. Forklaringen er formentlig snarere den påvirkning, som vi udsattes for i forlængelsen af oplysningstiden og som på afgørende vis var med til at flytte vores overgribende samfundsforståelse fra den teokratiske (hierarkiske) til den samfundsorienterede (demokratiske).

En sådan oplysningstid har Mellemøsten aldrig gennemlevet. Dette er formentlig en af de væsentlige årsager bag den afgørende forskel på ”dem” og ”os”, som kort er skitseret her: mens muslimerne er hildet i et stærkt traditionelt kultur- og samfundssyn er vi hildet i en oplyst og debatterende kultur udfoldet i stærke demokratiske traditioner.

Der er ydermere ikke meget, der tyder på at folks kultur lader sig ændre fra den ene dag til den anden. (Det sidste spindelvæv blev således herhjemme først fjernet med provisorietidens afslutning 1894 og Påskekrisen in 1920.)

Dette har en række konsekvenser, vi er nødt til at se i øjnene:

1. Syrere, irakere og afghanere udgør en meget stor del af de flygtninge, der i disse måneder strømmer til landet. Som muslimer er de for en stor dels vedkommende bærere af et samfundssyn og en kultur der alt andet lige er struktureret på en anden måde en vores.

2. Der er intet der tyder på at de i væsentlig grad vil ønske at integrere sig. De vil heller ikke vide hvordan. Mange af dem er desuden analfabeter og traumatiserede. Ikke et godt udgangspunkt for at kræve en radikal nyorientering af deres livssyn.

3. For at en integration skal kunne lykkes skal vi dog som minimum erkende at en eventuel integration tilsyneladende er helt afhængig af

• at der tilbydes massiv sprog- og kulturundervisning
• at der tilstræbes assimilation og ikke multikulturel omklamring
• at flygtninge og indvandrere bosættes spredt blandt danskerne (bosætning i flygtninge-landsbyer vil tværtimod skabe ghettoer og kultur-øer befolket af arbejdsløse)

4. Endelig skal det foreslås at vi etablerer et bredt orienteret europæisk oplysningsprojekt, hvor de muslimske myter punkteres; herunder – eksempelvis – Koranens status som ”gudgiven”. Vi skal i den forbindelse erindre at kultur- og religions-kritik ikke er det samme som kritik overfor religion som sådan; og ej heller kritik overfor religiøsitet. Derimod vil der være tale om kulturkritik.

Karen Schousboe
06.01.2016

Noter:

 

[1] Long Lasting Differences in Civic Capital: Evidence from a Unique Immigration Event in Italy
Af Emanuele Bracco , Lancaster University, Maria De Paola , Università degli Studi della Calabria – Department of Economics and Statistics og Colin P. Green , Lancaster University – Department of Economics

[2] Capturing Culture: A New Method to Estimate Exogenous Cultural Effects Using Migrant Populations
Javier G. Polaviejaa
In: American Sociological Review Vol 80, nr. 1: pp166 – 191

[3] Does assimilation work? Sociocultural determinants of labour market participation of European Muslims
Ruud Koopmans
I: Journal of Ethnic and Migration Studies, online publication 22. Sept. 2015

[4] Multiculturalism and Immigration: A Contested Field in Cross-National Comparison.
Ruud Koopmans
I: Annual Review of Sociology 2013, vol 39: 147 -69

[5] Ikke-vestlige indvandrere & arbejdsmarkedet
Red: Berit Toft Fihl
Dansk Arbejdsgiverforening 2012

[6] Det vil føre for vidt at gengive resultaterne af de mange spændende videnskabeligt baserede undersøgelser udført af Stephen Vaisey her. Interesserede kan konsultere hans forfatterskab, der venligst stilles til rådighed af forfatteren. Specielt skal dog henvises til:

Motivation and Justification: A Dual-Process Model of Culture in Action.
Stephen Vaisey
American Journal of Sociology (2009) 114 (6) , 1675-1715.

Socrates, Skinner, and Aristotle: Three Ways of Thinking about Culture in Action.
By Stephen Vaisey.
I: Sociological Forum (2008)., 23 (3), 603-613.

[7] Forfatterskabet er stort, men interesserede kan begynde her:
Thought Styles: Critical Essays on Good Taste
Mary Douglas
Sage 1996

[8] Pierre Bourdieu’s hovedværk er naturligvis

Distinction: A Social Critique of the Judgment of Taste
Pierre Bourdieu
Harvard University Press 1984

Sociologer kan her være interesserede i at notere sig at denne skelnen mellem samfunds – og statstanke reflekterer den klassiske modsætning hos Tönnies mellem ” Gemeinschaft und Gesellschaft”

[9] The (regenesis) of Values: Examining the importance of Values for Action.
By Andrew Miles
I: American Sociological Review 2015, Vol 80, No 4, s. 680 – 704

[10] Religious Fundamentalism and Hostility against Out-groups: A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe
Af Ruud Koopmans
I: Journal of Ethnic and Migrations Studies Vol 41, Issue 1, 2015

Artiklen indgår i et større forskningssamarbejde og kan med fordel læses sammen med en række andre publicerede resultater heraf – se https://www.wzb.eu/en/persons/ruud-koopmans

[11] The World’s Muslims: Religion, Politics and Society. Pew Research Center 2013

[12] Danske muslimer går mere op i bøn, tørklæder og Koranen. Af martin Johansen. I: Jyllandsposten 10.10. 2015 – http://jyllands-posten.dk/indland/ECE8103969/Danske-muslimer-går-mere-op-i-bøn-tørklæder-og-Koranen/

[13] Små og store forandringer. Danskernes værdier siden 1981.
Redigeret af Peter Gundelach
Hans Reitzel 2011, p. 90.

[14] Purity Homiphily in Social Networks
Morteza Deghani et al
Unpublished manuscript 2015 (expected: Journal of Experimental Psychology: General.)

 

[15] Alt-muslim: Muslim’s and modernity’s discontents
Nabil Echaibi
I: Digital Religion: Understanding Religious Practice in New Media Worlds. Ed. By Heidi A. Campbell.
Routledge 2012

Download essay om  De mange flygtninge – hvad gør vi nu? som pdf

Save