Sagaen om den Sortplettede Blåfugl er fascinerende, fordi den fortæller os om, hvor vigtigt det er at genoprette nicherne i naturen for de enkelte arter. Og fordi sommerfuglen faktisk er kommet på fode igen på steder, hvor der er gennemført ”rewilding”, dvs. udsat store græssende dyr
Engang svirrede denne vidunderlige sommerfugl overalt i Danmark. Så mange var der endda, at der udviklede sig forskellige typer af den. På Melby Overdrev var den stærkt blå, mens den på Møn – som er dens sidste levested i dagens Danmark – endte med at få en lidt kedeligere gråblå farve.
Indtil 50erne var denne vidunderlige og ret store sommerfugl almindelig i Danmark. I takt med at hestene blev udskiftet af små grå traktorer og malkekvæget endegyldigt kom på stald, forsvandt den imidlertid i stigende grad fra vores landskaber.
I 1976 fandt man ud af hvorfor. På det tidspunkt klarlagde man nemlig endelig den Sortplettede Blåfugls komplicerede krav til dens omgivelser. De voksne sommerfugle lever kun ganske kort tid i juni og august, næppe mere end tre til ti dage. I dette korte tidsrum er de afhængige af dels at finde en mage, dels at finde en vild timian (eller merian) hvor de kan lægge deres æg i blomsterne. Ét æg pr plante, så der skal rigtig mange planter til for at hun kommer af med sine 60-200 æg.
Efter få dage kommer den lille larve så ud af sit æg, hvorefter den graver sig ned i bunden af blomsterne, hvor den fortærer de umodne frø. Efter to ugers ædegilde, hvor larven skifter ham, forlader den dog værtsplanten ved at lade sig falde til jorden. Her venter den for at lade sig adoptere af den helt korrekte myre – og kun én dur, nemlig Hedestikmyren. Men hvis larven er heldig og bliver fundet af en sådan lille fyr og bliver taget hjem i myreboet for der at blive betragtet som en af myrernes egne larver, kan den overleve. Her går den nemlig som en anden gøgeunge i gang med at æde sig fed og stor af de rigtige myrelarver. I praksis er der kun plads til sådan én fætter per myrebo, så også her ligger en alvorlig naturlig begrænsning på udklækningens succes. Efter at have mæsket sig tilstrækkeligt går den i dvale i boet for derefter at forpuppe sig. Endelig – året efter – har den så tre til fem dage til at finde sig en mage og få lagt sine æg.
Det er godt nok mange vilkår, der skal opfyldes for at den Sortplettede Blåfugl har en chance for at overleve. Der skal være godt med vild timian eller merian samt rigtig mange Hedestikmyrer OG den skal leve i en tilstrækkelig stor population for at finde sig en mage i det meget lille vindue på et par dage, der står til dens rådighed.
Det er svært at sige, hvad der er den største hindring. Men ét er sikkert! Uden adgang til et overdrev eller en hede, hvor der vokser vild timian i store mængder, kan den ikke leve. Og vild timian er ikke ret konkurrencedygtig. Den dør nemt hvis den overskygges af græs og krat. Den vokser derfor kun på åbne og næringsfattige overdrev. I øvrigt kræver vild timian, at der krattes i jorden af store græssere for at dens frø kan spire. På tilsvarende vis kan Hedestikmyren heller ikke ret godt lide områder med højt og skyggefuldt græs og krat. Også de elsker varme og lys.
Så da dyrene forsvandt fra overdrevene, og overdrevene dækkedes af krat og skov, forsvandt den Sortplettede Blåfugl også. Som sagt findes den i dag kun bevaret et enkelt sted på Møn ved Høvblege, hvor der værnes om den med flid.
Rewilding siden 1984
Men storstilede projekter i England – hvor sommerfuglen uddøde i 1979 – viser at udviklingen kan vendes. I 1984 indførte man nemlig til England en mindre samling af ”svenske” blåfugle til fem lokaliteter i Sydengland, hvor man ryddede krat og genindførte græssende dyr.
I dag er blåfuglen tilbage på hele elleve steder i Sydengland, og opgørelser viser at succeshistorien er fortsat. I øvrigt har initiativet medført at en række andre arter også har fået det meget bedre på disse overdrev, således Hedelærker, Blege Hedevioler og Rødlige Perlemorssommerfugle.
Hvad kan vi nu lære heraf? Jo, heraf kan vi lære at biodiversiteten ikke fremmes uden at tænke ”økosystemisk”. Dyr og planter lever i sammenhænge med hinanden og kan ikke undvære hinanden. Eller sagt med andre ord:
Den Sortplettede Blåfugl kan ikke overleve uden at store græssere holder krat og træer nede på overdrev, så lyset kommer til. Og ja, det skal være store græssere, som sikrer at timianens frø kan spire. Det er ikke nok at slå græsset med en le. Dernæst skal der også være varme og myreboer fyldt med lækre hedestikmyrelarver. Og endelig skal der være nok individer af han- og hunsommerfugle til at sød musik kan opstå i det korte spand af dage i juni og juli, hvor larverne klækkes.
Når denne historie er ekstra vigtig at huske på i disse dage, skyldes det i øvrigt at rigtig mange mennesker lige nu er ude og påstå at ”rewilding” (Conservation Grazing), dvs. udsættelse af store dyr i naturen, ikke er nødvendige for at genskabe bare lidt af vores naturarv. Og at det ikke er bevist gennem lange og veldokumenterede forskningsprojekter.
Skam få den, der påstår dette…
Karen Schousboe
PS: En særlig tak til Lars Andersen, der fortalte mig historien. Han arbejder for at vi får fredet vores dagsommerfugle. Støt gerne op herom ved at følge facebookgruppen: Skal danske dagsommerfugle fredes?
KILDER:
Large Blue Priority Species Factsheet UK:
Butterfly Conservation, Large Blue in the Polden Hills Landscape: