Tjuren er ikke et ukendt syn i de store svenske – urørte – skove. Måske skal vi arbejde på at få den og dens nære slægtning urfuglen her til landet igen?
I 1969 udgav min farmor, Lise Bennike, Den Store Danske Kogebog. Heri inkluderede hun et par opskrifter på henholdsvis Tjur og Urfugl. For som hun skrev: begge fugle indføres fra tid til anden i dybfrossen udgave fra Finland og Sverige. Om urfuglen kunne hun i øvrigt fortælle at hunfuglene var totalt fredede i Danmark, mens der stadig var jagttid for hanfuglene fra midten af september til udgangen af oktober. Jeg er sikker på, at når min farmor skrev at smagen var krydret, skyldtes det at hun selv havde smagt den ene eller begge. Formentlig havde hun fået stegt tjur serveret i sin svenske bekendtskabskreds på de skånske godser, hvor hendes sidste ægtefælle – min bedstefar, Helge Bennike – havde erhvervet sig en del venner fra 1940-45. Så med i kogebogen kom de to opskrifter, endskønt jeg fra samme tid husker en biologitime i 60erne hvor talen netop faldt på arternes uddøen og læreren berettede om urfuglenes fantastiske parringsdanse. Og at det var et syn, der da næsten var forsvundet.
Jeg kom til at tænke herpå, da jeg forleden fik Naturstyrelsens plan for fremtidens Rude Skov. Som Natura 2000 er den nu heldigvis udlagt til urørt skov, hvilket betyder at i en ikke fjern fremtid vil vandet slippes løs og skoven (igen) blive til en spændende våd mark af søer, rindende vand og sumpede moser med lysåbne skovbryn op til en mere vild blandingsskov.
Men vil den så blive til en skov, hvor der er plads til tjurer? Det spørgsmål er værd at stille eftersom Rude Skov faktisk var det sidste sted hvor en tjur blev set i 1874 (1872).
Tjurens historie
Tjuren er en ordentlig kleppert. Hannen kan blive op til 100 cm og veje 6 kg, mens hunnerne blot når de 2,5 kg. Så lidt på størrelse med en gås og en lille and. Det mest spændende ved tjurerne er naturligvis hannernes fjerpragt. Med grønt bryst, brune vinger og hvide pletter på dens udspilede hale, kan man let kende den på dens dans og dens forunderlige gnæggende og skogrende kaldelyd. Mens dens nærmeste slægtning, urfuglen foretrækker heder og moseflader, holder tjurer af nåleskov med moser og ældre fyrreskove.
Tjuren dansk ynglefugl i det meste af vores fortid. Den var almindelig i vores tidlige fyrreskov op gennem hele sten- og bronzealderen omend den tydeligvis blev stadig mindre almindelig i løbet af jern- og middelalderen, hvor udbredt skovrydning og hededannelse fandt sted. Angiveligt findes der dog beretninger om tjurer helt op i 1700-tallet, men det er et åbent spørgsmål hvorvidt det faktisk var urfugle, som registreredes?
Hvorom alting er, den sidste vildtlevende tjur i Danmark blev set i Rude Skov i vinteren 1874, hvor skovfogeden og skovløberen så den ved Stubbedam og senere Blegmandsmosen. Senere gik rygtet, at fuglen blev skudt ude ved kysten ud for Rungsted. Var det mon en svensk tjur, der havde forvildet sig over Sundet? Formentlig. Selvom vi ved, at Tjuren er en standfugl, kan den bevæge sig over lange afstande så sandsynligheden taler for at det var en svensk gæstefugl. Sidenhen, i 1891 blev der udsat seks fugle på Bornholm. De forsøg blev fulgt op med udsættelser i 1928, 1935, 1952 og igen 1964. Tilsvarende blev fugle udsat på Klosterheden, I Lille Vildmose og Tisvilde Hegn. Det sidste forsøg blev gjort på Djursland. Af alle disse forsøg endte det dog kun med vildfugle, der ynglede i Asserbo, på Bornholm og ved Silkeborg. Sidstnævnte sted blev de sidst set i 1942. Øget tilgroning og opdyrkning menes at have været afgørende for det dårlige resultat af disse udsættelsesforsøg. Men det er udenfor al tvivl at jagt også var afgørende.
Hvad nu?
Nu, lige om lidt får vi imidlertid en Rude Skov, der vil blive meget mere vild. Faktisk vil 75.000 ha af Danmarks statsskove udlægges til urørt skov ligesom vandet igen slippes løs, når dræningen ophører. Det forekommer næsten at være en åben invitation til igen at forsøge med udsættelse af disse fantastiske fugle. Ikke kun i Rude Skov, men også i Tisvilde Hegn, på Almindingen og andetsteds i de femten fremtidige naturnationalparker. Og for nu at slå det helt fast. Jagt på disse fugle vil naturligvis ikke blive tilladt.
Men: hvis vi mener det alvorligt er det desværre væsentligt, at vi går et skridt videreog noterer os erfaringerne fra Scotland og historien om tjurerne i Cairngorm Nationalpark. Her har man nemlig studeret friluftslivets indflydelse på deres ”legepladser” eller ”dansepladser” – som udgør sikre indicier på at der faktisk lever fugle på et sted. En af konklusionerne er nu at urfuglene undviger MTB-spor i op til 500 meter på hver side af et mtb-spor sporet, mens de blot undviger 150 m fra en vandresti. I Cairngorm betyder det at kun 39% af skovene og 45% af kratområderne reelt bliver anvendt af fuglene, der har lagt krop til egnens berømte whisky Capercaillie Scotch Whisky. Karakteristisk for disse områder var at de næsten ikke blev anvendt af vandrere, fordi de lå langt fra alfarvej. Halvdelen af alle dansepladser lå indenfor disse uberørte områder OG 95% lå mindre end 200 m fra centrum af de uberørte steder. Til gengæld opleves det kun halvt så slemt for en urfugl, hvis der løber en vandresti i nærheden.
Så hvad nu hvis vi igen vil have tjurer i Rude Skov? Svaret er, at det naturligvis ikke kan lade sig gøre. Igennem Rude Skov løber nemlig en meget anvendt mountainbike rute på 10 km, der faktisk præcis passerer det område, hvor tjuren sidst blev set i 1874. Med den ønskede sikkerhedsafstand, som tjuren forudsætter for at ville indrette sine dansepladser skal området være på 1000 ha for både at kunne rumme tjurer og mountainbikere. Men Rude Skov er kun på 580 ha
Iøvrigt er tjurerne stærkt truet i Skotland hvor jagten derfor er underkastet et moratorium.
Opskrift på Tjur
Uanset om vi skaber plads til tjuren ved at fratage mountainbikerne et par af deres privilegier, betyder det dog næppe at jeg kan få tjur på menuen i fremtiden. Det gør så heller ikke så meget.
Men min farmors opskrift kommer alligevel her (kan naturligvis bruges til en invasiv canadisk vildgås). I følge de irske vikinger smagte det godt med mjød til.
- 1 tjur
- 6-8 tynde skiver fersk flæsk
- smør til stegning
- salt og peber
- 4 dl. bouillon eller suppe
- 2 dl. piskefløde
- 20 gr. mel
Tjuren plukkes (hvorimod urfugle flås). Giv derefter brystbenet et knæk, hak et par skiver af det ferske flæsk og sæt fuglen op. Herefter ombindes den med ferske spækskiver og brunes omhyggeligt på alle sider i en god jerngryde i lidt smør, hvorefter den krydres med salt og peber. Den kogende bouillon eller suppe tilsættes sammen med piskefløde og steges under låg ved svag varm i næsten to timer. Min mor ville have tilsat lidt enebær, æbler og timian til at koge med ved fuglen.
KILDER:
Tjurens forekomst i Danmark og dens placering på den danske artsliste.
af Jørgen Staarup Christensen
I: Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift (2009). Vol 103: s. 71-76
Mapping the distribution of outdoor activities to assess their impacts on capercail-lie (Tetrao urogallus) – _Evidence from user-generated geographic information
Leonie Schulz, Martin Price, Centre for Mountain Studies, Perth College, University of the Highlands and Islands, United Kingdom
In: The 10th MMV Conference: Managing outdoor recreation experiences in the Anthropocene – Resources, markets, innovations
Red. Af: By Øystein Aas, Monica Breiby, Sofie K. Selvaag, Per-Ambjørn Eriksson, Brigithe og Børrestad)
Norwegian University of Life Sciences Faculty of Environmental Sciences and Natural Resource Management, Oslo 2021
ISSN 2535-2806
Se mere: