Mountainbiking © OS. PXHERE 2021
Mountainbiking © Mountainbikere CCO-Public Domain: Source: PXHERE PXHERE 2021

Hvert sjette minut fiser en mountainbiker forbi…

Vidste du, at hvis du stiller dig op på ét bestemt sted på mountainbikesporet i Rold skov fra morgen til aften i tolv timer og 365 dage om året, så vil du opleve, at der gennemsnitligt suser én mountainbiker forbi hvert 6 minut?

Det kan vi regne os frem til på baggrund af oplysninger fra borgmesteren i Rebild, Leon Sebbelin, der i november fik foretræde for Miljøministeren for at fremlægge byrådets modstand mod oprettelsen af en Naturnationalpark i Rold skov. Ifølge oplysninger fra samrådet og tidligere skriftlige henvendelser i samme sag kører der nemlig årligt 40.000 mountainbikere rundt på de 50 km MTB- spor i Rold skov. Det svarer til, at der dagligt i gennemsnit færdes 110 mountainbikere på sporene i Rold Skov, eller ni til ti i timen. Med en tolv timers dag giver det én hvert sjette minut.

Det er naturligvis big business for Rebild, der siden kommunesammenlægningen har arbejdet målrettet på at markedsføre Rebild som Jyllands største center for jysk outdoorturisme samt store sportsevents såsom triatlon, motions-landevejsløb, Christmas Runs, natteløb og meget meget mere.

Men er det bæredygtigt? Og hjælper det med at bevare skovens sidste rester af vores i øvrigt stærkt forarmede biodiversitet? Når vi nu ved, at det, der skal til for at fremme naturen, er større sammenhængende områder udlagt til urørt åben skov for store græssende dyr – vildkvæg, vildheste, bison, elge og vildsvin; og en genopretning af naturlige moser, kær og vandstrøg? Hvilket i parentes bemærket er den egentlige baggrund for at vi nationalt har vedtaget en plan for at oprette femten Naturnationalparker; hvoraf én naturligvis bør ligge i Rold skov, simpelthen fordi det er et af at de få steder i Danmark, hvor der faktisk stadig findes rester af bevaringsværdig natur, der kan genoprettes?

Det er naturligvis den egentlige konflikt. For hvad betyder eksempelvis de mange mountainbikere for dyrelivet i en skov som Rold? Svaret er vel at dyrene flygter mere eller mindre permanent. Undersøgelser fra Norge viser i hvert fald, at der endte råvildtet med at sky et område langs mindre befærdede MTB-spor i en 80 m bræmme. For rovfugles vedkommende er bræmmen i yngletiden endda 300 m bred (oplyst af DOF).

Et lille regnestykke fortæller os således, at sporet i Rold skov på 50 km som minimum genererer en dyrefri zone på 400 – 1500 ha. Da den fremtidige Naturnationalpark forventes at dække 1600 ha, indebærer kravet om at der stadig skal kunne udøves sport i det omfang, som for nærværende er tilfældet, at Statens del af Rold Skov reelt – og allerede inden anlæggelsen – er udlagt til rovfuglefri zone. Samt at kun 75% af den fremtidige NNP vil være udlagt til ”natur”, dvs. et sted hvor dyr faktisk kan leve.

Hvordan harmonerer det lige med drømmen om at Danmark i fremtiden får femten naturnationalparker, hvor biodiversiteten sættes i højsædet?