Karen Schousboe is your local Conservative candidate in the local elections in Rudersdal on the 21st of November. Please share this link with your English speaking neighbours and colleagues..

Read more

A vote for the Conservative People’s Party in Rudersdal on the 21st of November and you get local representatives dedicated to a caring community marked by decency, honesty, empathy, concern and common sense.

Read more (in Danish):

About the photo:

Danish Politics is characterised by a vibrant support for our democracy. Currently, nine parties are represented in the Danish Parliament. This guarantees the need for compromises.

Danish Politics operates on the national level within a multi-party system, in which numerous parties have no chance of gaining a majority. Parties must work with each other to form coalition governments and/or minority cabinets. This also characterises the political system at the local level in the 98 communities. However, here we do find communities governed by majority.

Thus, to the uninitiated, Danish Politics usually seems very confusing. One reason is that there are so many political parties. Locally, this becomes even more confusing as local lists may play significant roles. In the following general introduction, these are left out of the equation.

A common denominator for all political parties is the manifest support for the welfare state. We may differ politically as to details concerning, for instance, the degree of support for the unemployed and the less fortunate among us. We do not, however, dispute the general idea. We know that we are lucky to live in one of the most well-organised societies in the world and we also appreciate the social cohesion, which characterises us. In general, we score high on indexes of happiness as well as anti-corruption.

Traditionally, Danish Politics is nevertheless divided into two blocks – blue (right-winged or liberal/conservative) and red (left-winged or socialist).

The main issue here is how to finance the well-fare state. Should we find the means trough growth in the private sector or should it be funded through raising taxes?

Political parties will be listed on this axis from blue to red in the following way (and with their Danish names):

Liberal Alliance, Venstre, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet, Socialistisk Folkeparti and Enhedslisten.

Our political landscape, however, is also divided according to our attitudes towards immigration and refugees. According to this axis (from the least positive to the most “open”), the parties must be listed like this:

Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Radikale, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, and Enhedslisten.

Finally, a significant division in Danish politics concerns our environmental engagement. Here we find an axis reaching from the least to the most engaged, which looks like this:

Venstre, Liberal Alliance, Dansk Fokeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale, Koncervative, Alternative and Enhedslisten.

This means, for instance, that if your vote for the Conservative People’s Party (Konservative) you will get a dedication to a responsible economic policy paired with a marked social engagement and an overwhelming focus on our natural and cultural heritage as well as the environment.

Read more

Government and Politics

Read about the Conservative People’s Party in Rudersdal

Ny undersøgelse over svenskernes holdninger til immigranter og flygtninge er yderst tankevækkende. Kun 25% opfatter udviklingen som positiv.

Read more

Hvis integration måles på tilhørsforholdet til arbejdsmarkedet og viljen til at gifte sig ind i lokalbefolkningen, hvad skal der så til for at integration finder sted? Det spørgsmål har en række spanske forskere stillet sig selv på baggrund af (fremragende) spanske tal.

Det viser sig nu at det er muligt selv efter meget kort tid og med megen lille fejlkilde at forudsige at integration finder bedst sted des mere spredt indvandrerne bliver ud over landskabet. Dér hvor de klumpes sammen ”sker der mindst”.

Undersøgelsen blev foretaget retrospektivt. Dvs. at forskerne identificerede lokalsamfund hvor de kendte til befolkningssammensætningen, erhvervsfrekvensen og ægteskabsmønsterets udvikling over tid fra 1998 – 2008. De kunne nu påvise med næsten absolut sikkerhed at omfanget af integrationen – erhvervsfrekvens og blandede ægteskaber – var ligefrem proportionalt med antallet af nytilkomne versus den oprindelige befolkning. Resultatet fremkom ved at bruge modellen til at forudsige hvad man antog ville ske fra 1998 og fremefter med det, der i virkeligheden skete. Det viste sig nu at forudsigelserne omtrent svarede perfekt til den virkelige udvikling, således som den gik for sig.

Konklusionen er således helt klar: jo mere de nytilkomne klumpes sammen des længere tager det. Forskerne påstår derfor også i deres konklusion at de kan forudsige graden af integration hvis eksempelvis antallet af flygtninge og indvandrere stiger med 2 – 3 %.

Det betyder ikke at sådanne faktorer som kultur, etnisk homogenitet blandt indvandrere, og lokal heterogenitet ikke betyder noget. Ligesom køn, alder, uddannelse, sprog mv. er ubetydeligt. Sådanne faktorer har betydning for den enkeltes mulighed for at blive succesfuldt integreret.

Men det betyder at set i det helt store perspektiv afhænger en succesfuld indoptagelse af nye befolkningsgrupper af antallet af de nytilkomne i forhold til de oprindelige beboere.

Forecasting the Integration of Immigrants.
By Pierluigi Contucci, Rickard Sandell, and Seyedalireza Seyedi.
The Journal of Mathematical Sociology (2017) Vol. 41, No. 2.

Save

Save

Hvordan skal vi forstå borgerkrigene i Mellemøsten, folkemassernes vandringer og generalernes betydning? En (gen)læsning af Tolstoy’s roman, Krig og Fred, kan stærkt anbefales

Read more

Krav om kulturel assimilation er en afgørende forudsætning for færre kulturelle spændinger mellem muslimer og kristne

Lebanesere, der mellem 2013 – 2014 ansøgte om job i Frankrig havde forskellig succesrate alt afhængig af om de var kristne, jøder eller muslimer. En kristen kunne nøjes med fem ansøgninger, en jøde syv ansøgninger mens en muslim gennemsnitligt måtte sende 20, førend indsatsen gav pote.

Denne og andre tilsvarende undersøgelser er publiceret i en ny bog udgivet på Harvard University Press af sociologerne Claire Adida, David Laitin, and Marie-Anne Valfort . Titlen er “Why Muslim Integration Fails in Christian-Heritage Societies.” (Harvard 2016)

Dette er en yderst interessant bog. For det første fordi den meget tydeligt påviser at der finder diskrimination sted baseret på religion og ikke region. Det handler altså ikke om hvorfra folk kommer, men derimod den religion, de sender et signal om at tilhøre. I et eksempel afprøvede forskerne således hvilke n forskel det gjorde at en mand kaldet ”Muhammed” i en ansøgningssammenhæng tog navneforandring til ”Adam”. Chancen for at få et job blev simpelthen signifikant større. (Dette er en erfaring, der intuitivt deles af de mange immigranter til USA, som lige så stille accepterer at få deres navn ændret uanset om deres herkomst er polsk, italiensk, dansk eller arabisk).

For nu at gøre det klip-klart påviser forskerne således entydigt at der finder diskrimination sted på det franske arbejdsmarked og at denne diskrimination er religiøst betinget. Desuden påviser de at følelsen af at blive diskrimineret imod vokser med tiden. Det er denne erfaring, der skaber en større grad af religiøs identifikation blandt 2. Generationsindvandrere med muslimsk baggrund. Tryk avler modtryk, så at sige…

Men forskerne går videres. I et afsluttende kapitel forsøger de at måle graden af diskrimination på arbejdsmarkedet i 16 vesteuropæiske lande og forsøger at finde frem til hvorvidt forholdene er ensartede i lande præget af multikulturalisme versus lande præget af en politik om assimilation. Af disse 16 lande er Danmark suverænt det land, der politisk set stiller højst krav om assimilation, mens Sverige som bekendt ligger i den anden ende af spektret.

Det viser sig nu at jo mere assimilation, der stilles krav om, des bedre bliver integrationen. Lidt mere specifikt kan det konstateres at tilstanden i vesteuropæiske lande præget af krav om assimilation er

1. Graden af religiøsitet blandt muslimer er indledningsvis større end i multikulturelle samfund. Dvs. folk ankommer, bliver mødt med krav om assimilation og præsenterer sig derfor som mere religiøse end de ville gøre, hvis de var ankommet i et multikulturelt samfund. Deres børn bliver samtidig mere religiøse. MEN: I multikulturelle samfund bliver børnene statistisk signifikant meget mere religiøse (radikaliserede) end de gør i assimilerende lande. Med andre ord: når folk ankommer til assimilerende lande bliver de mere udfordret på deres religiøse identitet end i multikulturelle lande hvor ”de åbne armes politik” hersker. Efterfølgende bliver deres børn imidlertid statistisk signifikant mindre religiøst sindede end deres kusiner og fætre, der vokser op i multikulturelle samfund, der griber chancen for at udfolde sig. Så ja, alle 2. generations indvandrere har en tendens til at betone deres religiøse identitet. Men udviklingen på dette område er stærkere i multi-kulturelle samfund.
2. Det same mønster gælder også indvandrernes holdninger til kønsforskelle. De ankommer og er gennemsnitligt betragtet ikke særligt liberale. I lande præget af assimilation får 2. generationsindvandrerne imidlertid et statistisk signifikant mere liberalt syn på kvinders frigørelse end det som herskede I forældregenerationen. OG: De får et mere liberalt syn på kvinder end i multikulturelle samfund (hvor børnene får langt mere lov til at vokse op i gettoer).
3. I assimilations –lande er Muslimer alt andet lige mere udsatte for diskrimination på arbejdsmarkedet, når de ankommer end tilfældet er i multikulturelle lande. Dette forværres over tid og gælder også deres børn. MEN: Chancen for at blive diskrimineret imod bliver større i multikulturelle lande, hvor fornægtelsen af problemet tilsyneladende skaber større frustration og usikkerhed.
4. Når det gælder almen diskrimination, ses det samme mønster.

Konklusionen er at i multikulturelle såvel som i assimilations-samfund oplever flygtninge og indvandrere med en muslimsk baggrund hurtigt en kontant og meget følelig diskrimination. på arbejdsmarkedet. Denne diskrimination er forankret i konkrete oplevelser såvel som mere diffuse ”smagsbaserede” holdninger blandt arbejdsgiverene. På den ene side finder denne diskrimination sted på grund af udfordringer forankret i religiøse forskrifter.

På den ene side betinges denne diskrimination hos arbejdsgiverne angiveligt i erfaringer med bøvl med de muslimske arbejdstageres manglende vilje til at acceptere kvindelige ledere, uvilje til at give hånd, krav om plads til religionsudøvelse (bøn) på arbejdspladsen, krav om særlige religiøse fridage, uvilje til eksempelvis at servere vin for gæsterne på restauranter, manglende arbejdsindsats under Ramadanen, krav om halaslagtet mad i kantiner osv. Hertil kommer general uvilje blandt arbejdstagerne om at skulle acceptere arbejdstagernes krav om at have ret til at skilte med religionen gennem særlig klædedragt (huer, skæg, tørklæder) og udfordringen heraf af virksomhedens ønske om at ”fremstå” på en bestemt vis.

Dette giver alt andet lige anledning til en forstærket religiøs identitetsfølelse blandt de muslimer, der oplever at blive diskrimineret mod. MEN: denne forstærkede religiøse identitetsfølelse folder sig dog alt andet lige signifikant mere ud – ikke mindst blandt efterkommerne – i multikulturelle samfund, hvor der gives mulighed herfor. I lande, der kræver assimilation – par excellence Danmark – bliver denne trang mindre.

Forfatterne postulerer at dette skyldes at i lande hvor der stilles krav om assimilation ”tilpasser” flere sig fordi der 1) stilles krav om det 2) det er tydeligere hvad man skal assimileres med (det meldes tydeligere ud) 3) det er evident hvad der kræves.

Bogens konklusion er at man derfor skal arbejde på tre fronter for at komme den udbredte diskrimination til livs

1) Immigranter og flygtninge skal stilles overfor deltagelse i langvarige integrationsforløb, der sikrer at folk lærer sproget, kulturen og historien. Og børnene skal ikke have ”ret” til at få særbehandling i skoler, institutioner eller på gaden.

2) Arbejdsgivere skal åbent lære at kende til og forholde sig til hvilke af de muslimske ansøgeres kulturelt divergerende adfærd, der kan give udfordringer – og hvilke der kan findes løsninger på (reduktion af ”smagsbaserede” diffuse følelser og fokusering på praktiske udfordringer, hvor der – måske – kan findes praktiske løsninger.

3) Muslimer skal gøres begribelige at de er nødt til at gå på kompromis med deres religionsudøvelse (eksempelvis kan man ikke afvise at påtage sig et job som tjener, fordi man ikke vil servere alkohol for gæsterne). Ligeledes er det heller ikke acceptabelt at insistere på at gennemføre fasteforskrifterne hvis det bringer kollegerne i fare.

4) Imamer skal uddannes lokalt og ikke ”importeres” (eller gives opholdstilladelse).

Karen Schousboe

Ja, hvad sagde jeg egentlig i midten af 90erne – for tyve år siden – da jeg holdt foredrag over hele landet?

Jeg sagde, at det 21.århundrede ville blive karakteriseret af at industrisamfundets hellige treenighed ville blive brudt. I industrisamfundet havde virksomhederne nemlig interesse I at betale skat til staten og lønninger til medarbejderne, så længe staten bare sørgede for at folket var veluddannet og veldisciplineret nok til at gå på arbejde I otte timer hver dag. Det er den aftale vores velfærdssamfund byggede på.

I det postindustrielle samfund ville denne hellige alliance mellem virksomheder, stat og lønmodtagere imidlertid blive brudt, fordi virksomhederne ikke længere ville være afhængige af at kunne rekruttere medarbejdere lokalt. I en verden hvor produktet ikke længere var udelukkende materielt men derimod også eller helt bestående af nuller og éttaller – læs oplevelser, information og nyheder – ville det være naturligt at flytte til de steder, der kunne levere de bedste økonomiske livsbetingelser: Lave lønninger til fabriksarbejderne (Kina eller Mexico) og pent-houses til de smukke, unge og rige (London eller Dubai). Det ville indebære at staten ville miste indtægter, hvorefter skatteskruen på ganske almindelige mennesker blev sat i vejret, mens kvaliteten af de leverede velfærdsydelser ville falde markant.

• De virkelige vindere i dette spil ville naturligvis score kassen ved at anbringe deres elektroniske værdier i de virksomheder, som ville blive den nye verdens virkelige superhelte: fremtidens globale informationsvirksomheder.
• Den politiske konsekvens af dette ville desuden være at der udbrød en krig mellem staten og dens indbyggere, fordi vreden ville rette sig mod dem, der direkte så ud til at være ansvarlige, nemlig politikere og embedsmænd. Den politiske legitimitet ville være i frit fald mens populismen ville få en pragfuld og frodig grobund at udfolde sig på.
• De virkelige tabere ville være de mennesker, som fanden altid tager: nemlig de sidste i fødekæden: kvinderne, de skæve eksistenser, de dårligt uddannede, de nedslidte, flygtningene – kort sagt ”de andre” (ingen nævnt, men ingen glemt).

Det er præcis det, som vi har været vidne til i 2016:

• Fem ud af de otte personer, der ejer halvdelen af verdens værdier, kontrollerer de største informationsvirksomheder: Bill Gates og Microsoft, Jeff Bezos og Amazon, Mark Zuckerberg og Facebook, Larry Ellison og Oracle samt Michael Bloomber og Bloomberg news and financial information service.
• Google og facebook kontrollerer tilsammen 90% af indtægterne fra annonceindustrien
• The Panama Papers har afdækket hvorledes forretning ”skattely” har fået fantastiske levevilkår
• Store internationale virksomheder søger at lægge deres kontorer hvor virksomhedsskatten er ekstrem lav (Irland)
• Store internationale virksomheder forhandler sig til rette med sweet deals (Luxemborg)
• Theresa May planlægger at indrette London og Great Britain til Europas Singapore
• Globale forbrydere stjæler fra staterne uden at vi kan komme efter dem. Husk bare skattesvindlen, Sanjay Shah og de 12,3 milliarder.
• Samtidig er der populistiske bevægelser, ledet af opportunistiske personer med slet dulgte motiver om at tilrane sig politiske og økonomisk fordelagtige magtpositioner: Farage, Le Pen, Pernille Vermund, Trump osv.

Trump er naturligvis speciel interessant at iagttage fordi hans løgnagtige retorik så eklatant afslører hvad han/de har gang i: Drain the Swamp (= Washington), Build a Wall (Mexicans, Muslims), Jobs (for men). Hensigten: at Trump og hans familie kan få raget så meget til sig at de kommer frem i blandt de otte (manden er sygelig narcissist.) Midlet: nepotisme, korruption, indførelse af (så meget) diktatur (som muligt).

Lille du, hvad gør vi nu?

Jeg erindrer ikke at jeg i sin tid beskæftigede mig meget med hvad vi skulle gøre ved dette, når fremtiden oprandt; mest af alt fordi det jo er god tone at starte fremtidsforudsigelser med at sige at fremtiden kan man kun spå om, og de færreste alligevel får ret. Desuden var de mange foredrag ment som oplæg til en debat om hvordan man kan forudsiger fremtiden, mere end tænkt som egentlige fremtidsforudsigelser. Men det har jo vist sig at jeg faktisk havde ret….

Denne gang vil jeg derfor vove pelsen. Sagen er nemlig at den igangværende politiske borgerkrig så eklatant retter smed for bager. Hele misæren er ikke grundlæggende politikernes eller embedsmændenes skyld, men derimod vores fælles manglende langsigtede forståelse af hvad der nytter i denne situation. Det hindrer os at se klart. Eksempelvis siger alle lige nu om fænomenet Trump at vi jo er nødt ”til at vente og se”… men det er jo ikke sandt. Vi kan faktisk allerede se, hvor det bærer hen. Og det er ikke godt. Set i det perspektiv nytter det da ikke at vi bare trækker os tilbage for at dyrke vores have og leve ”enkle liv”? (som jeg skrev bogen om i 90erne).

Opgaven er da at vi i stedet skal kaste os ud i den frådende globale kamp for derved at fremme de mange små digitale iværksættere som med tiden vil finde måder at udkonkurrere de store på. Kampen skal da tages mod de globale monopoler og ikke i andegården med vores venner, familie og slægt!

Hvordan gør vi så det? En måde kunne være at Danmark/Europa ensidigt vælger at sætte erhvervskatten ned og fjerner moms fra digitale ydelser, men fastholder topskatten på løn-indtægter – (evt. skruer op på den når det gælder folk med indtægter i millionklassen samt beskatter finansielle transaktioner). Hvis vi så samtidig her i Danmark kan levere (endnu mere) vind-energi til (endnu flere) af de store digitale giganter, kan vi måske tiltrække flere af dem. Og dermed forhandle os frem til at tvinge dem til at bidrage med et større socialt ansvar. Endelige kan vi naturligvis støtte endnu mere op om Europa

Der er sikkert flere muligheder, men tænk selv. Det gælder fremtiden…

Flygtninge og indvandrere udgør en alvorlig trussel mod vores århundredegamle sammenhængskraft. Hvad gør vi i lyset af den stigende indvandring til Europa og dermed os?

Read more